Man skal ikke kalde en spade for en teske…
Jeg får en del mails fra forældre til introverte børn. De har været glade for at læse min bog. Og jeg bliver glad for at høre fra dem.
Jeg får også en del mails fra forældre, som mener deres barn er introvert, men som beskriver et barn, som jeg tænker, måske ikke alene er introvert. Det gør mig lidt bekymret.
Sagen er i al sin enkelhed denne: Det er vigtigt at se og anerkende introverte børn for det, de er. De er helt almindelige børn med nogle særlige præferencer og talenter. Mest oplagt en præference for at lade op i ensomhed eller sammen med få mennesker. 30-50 % af alle børn er introverte. Det betyder, at de rummer ekstroverte træk, men ligger til den introverte side i det kontinuum, der strækker sig fra Meget Introvert til Meget Ekstrovert.
Lige så vigtig er det at være opmærksom på de børn, som ikke alene er introverte (eller måske slet ikke er introverte), men som er socialt udfordrede og har kontaktvanskeligheder. De børn skal nemlig have en helt anden form for støtte, end den, et barn, som alene er introvert, har brug for. Som forælder er det noget så svært at erkende, at ens barn måske er et barn med særlige behov. Og derfor kan det være fristende at se barnet “bare” som introvert. Det er det, jeg mener med at kalde en spade for en teske. Det er helt forståeligt, men det kan desværre betyde, at barnet fortsat ikke får den rette støtte.
Vi hjælper vores børn bedst ved at se dem og anerkende dem for det, de er. Både dem, som er almindeligt udfordrede og dem, som er særligt udfordrede.
PS: Dagens snapshot. Asger synes, det er vidunderligt vejr i disse dage, så han vil gerne være i haven. Men han vil også gerne holde øje med os. Derfor ser vi dette kostelige syn:
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Gode pointer!
Herligt billede af Asger, nååårh
Kh Cammilla