Tirsdag den 24. august

af Anna Skyggebjerg den 24. august 2010

Hele 3 ting, der har gjort i dag særlig

1

At gå med Jacob i hånden. Hen til den hal, hvor han for første gang i sit liv skal prøve at spille badminton. Se ham have tårer i øjnene af skræk over at skulle gå ind på en bane, hvor to andre drenge allerede spiller (og mærke præcist, hvordan han har det!) . Se ham overvinde det (og mærke præcist, hvordan han har det!).

Jeg har ingen magt over mit eget hjerte. Og det har jeg ikke haft siden jeg blev mor.

2

At køre mountainbike i Hareskoven. Sammen med Elise og den fantastiske Louise fra Hold Af Bloggen, som smilede hele vejen. Selvom det var hendes aller første tur på mtb. Og selvom hendes vidunderlige lilla løbesko aldrig mere bliver lilla.

“Er det her Zen eller er det Zen?” råbte jeg til hende. Det var Zen!

3

Det var den mest smattede tur, jeg nogensinde har kørt. Vi var gennem vandpytter, der var ½ meter dybe. Gennem mudder, der nåede mere end halvt op på hjulet. Og hen over en to meter bred å, der var dyb på midten og havde stejle skrænter (som jeg næ-æ-sten kom af …).  Og hver gang instruktøren roste Elise, voksede mit hjerte. Så der var den igen…

Elise med højtryksspuler:

Skriv en kommentar