Tirsdag den 25. januar

af Anna Skyggebjerg den 25. januar 2011

Dette indlæg er en hyldest til drenge på 10 år og deromkring. Disse vidunderlige skabninger får  slet ikke den ros, som jeg synes, de fortjener.

Her er “Hele 3 ting”:

1: I dag gik jeg sammen med Jacob og hans ven, som skulle med hjem og lege. Vennen er en dreng, som kan alting med teknologi, og han viser mig sin iPhone og fortæller, at han mest bruger den til at downloade film på.

“Hvad downloader du typisk?”, spørger jeg (og tænker, at det nok er sådan nogle splatter-agtige film, som han ikke kan se på Ramasjang).  Her er svaret:

“Spise med Price”.

Jeg var lige ved at kysse ham på huen!

2: Da vi kommer hjem tømmer drengene deres jakkelommer. Her er et billede af indholdet af vennens jakke. Simpelthen et uimodståeligt miks af vanter, vådservietter, en blyant, noget slikpapir, et  forstørrelsesglas, iPhone, den gamle mobil, en lysestump samt en læbepomade,  som angiveligt udmærker sig ved at kunne gå i vaskemaskinen. Gotta love him!

3: Og det er åbenbart også omkring 10-års alderen, at det går op for en dreng, at hans Mor ikke kun er Mor, men faktisk har et andet liv ved siden af, som det er værd at lære at kende. I hvert fald har Jacob de seneste måneder dagligt spurgt op til, hvordan min dag har været. Og jeg slipper ikke med et overfladisk,  “Den har været helt almindelig”. Han vil have samtlige detaljer og han vil høre, hvad jeg tænkte, følte, gjorde, gerne ville have gjort… Og til sidst bedes jeg opsummere, om dagen var “god, medium eller dum”. Jeg kan ikke stå for det, nej jeg kan ej.

“Thank Heaven for Little Boys!” (Frit efter Maurice Chavelier)

{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Sissel 26. januar 2011 kl. 11:21

Tak Anna! Det var det der skulle til for at få smilet frem på en ellers, for mig, rigtig tung og rigtig meget øvøvøv-dag….
Jeg elsker din blog!

Anja 26. januar 2011 kl. 13:11

haha hvor skønt og livsbekræftende! Spise med Price! og hvor er det mere end fantastisk at din søn spørger sådan om din dag :-)

Halkjær 26. januar 2011 kl. 17:14

Jubii, det er dén slags drenge der skal være flere af i den klasse jeg skal undervise, når jeg skal til at jobbe som folkeskole lige om lidt! :-)

Sanna 30. januar 2011 kl. 23:52

Jeg har en 6 årig dreng, der elsker følgende programmer i vilkårlig rækkefølge:
Spise med Price
Bonderøven
Nak og Æd
Camilla Plum
Annemad
Det søde Liv
Jamie Oliver
(Hvad er det der Ramasjang overhovedet? ;) )

Kh Sanna

Skriv en kommentar