I dag kom jeg i tanker om et citat, jeg tidligere har haft på bloggen, men som godt kan tåle en gentagelse. Det er fra et buddhistisk skrift fra 1100-tallet:
“I do not say that there is no Zen, but that there is no Zen teacher”
Der er med andre ord ingen, der kan fortælle dig, hvad der er den rette vej til Zen. Der er mange veje til Zen, og vi må hver i sær finde vore egne. Nogle som passer til det liv, vi lever lige nu. Det er slet ikke vigtigt, at det er nogle, der udadtil ser fantastisk ud (“Jeg slapper af med marathonløb og at lave alting-øko-og-hjemmelavet”). Det vigtige er, at kende nogle sikre veje til ro og fordybelse, selv på de travleste dage.
Her er “Hele 3 Zen-givende ting”, som var del af mit liv i de år, hvor jeg var alene med små børn og hverdagen mildest talt var travl.
1
Jeg begyndte at skrive taknemmelighedsdagbog. På den måde lærte jeg mig selv at elske hverdagen og detaljerne. Og det var en god idé, for hverdag og detaljer var det, livet bestod af.
2
Jeg organiserede den praktiske del af livet mega-effektivt, så der blev mere tid til ro og nærvær både med børnene og med mig selv, når de var blevet puttet. Det lærte mig , at struktur ikke er et snærende bånd, men vejen til frihed. Og Zen.
3
På de virkeligt hårde dage bad jeg børnene om at passe sig selv i 15 minutter, mens jeg satte mig ned i fyrrummet i mørket og varmen. Jeg sad på en hvid plastichavestol med vasketøj dinglende ned i håret. Og så trak jeg vejret i bund og samlede kræfter til de opgaver, der ventede. Det har givetvis set patetisk ud, men på de hårdeste dage, var det den mulighed for åndehul, der var. Og det var livgivende at finde det.
Hvis du ikke allerede har fundet dine bedste veje til Zen, ville i dag så ikke være en god dag til det?
{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Åh jo. I dag er den helt rigtige og højst nødvendige dag for Zen. Jeg har været vågen den halve nat med meget forkølet lille dreng, som tilmed syntes, at kl. 5 var det helt rette tidspunkt at stå op på. Trods mavesmarter over manglende søvn har jeg alligevel slupret to kopper semistærk kaffe. Nu sover han den lille starut. Endelig. Til mig venter opvasken, vådt tøj til tørretumbleren (fra igår), rod her og rod der. Nullermænd og sammenlagt tøj, der gerne skulle væk. Midt i det sidder jeg i nattøj og bare fødder og prøver at trække vejret helt i bund. Det hjælper.
Jeg har din Zenbog liggende på natbordet (den anden ligger i stuen), og jeg læser lidt i den hver aften. Det er Zen. Mine øvrige Zenøjeblikke er jeg igang med finde frem til. Men jeg er da bevidst om tre allerede. Et andet af dem er mit bad i weekenden, hvor min mand er hjemme, og jeg står der alene under det varme vand. Uden babyalarm på side linjen. Musik er også Zen for mig. At lytte til en cd i stedet for radio og tv. Dejligt. Lige nu og lige i dag tror jeg, at jogginbukserne bliver min Zenuniform
Skønt indlæg!
Første vej til Zen kunne for mange kvinder være, at være ligeglade med, hvilken vej til Zen, der er rigtig for andre kvinder, men alene fokusere på, hvad Zen betyder for en selv og arbejde på at få Zen ind i livet…..
kh Mette
Jeg skriver på min eksamensopgave i disse dage og er en type, som lægger et stort pres på mig selv for at leve op til egne forventninger. Det kan både være en hæmsko, men det kan også være fandens motiverende for mig. Jeg har til gengæld rigtig svært ved at sove i sådan nogen perioder, og min nattesøvn består meget skematisk af en periode fra 23.30-7.00, hvor jeg så er oppe og tisse 3-4 gange. Derfor kæmper jeg med næb og klør for at finde indre ro og afstressende tidspunkter, så jeg kan bevare balancen.
Her tænker jeg så at zen er godt og nødvendigt, desværre føler jeg oftest ikke, jeg mærker den helt så meget, som jeg bør.
Men er zen ikke netop også en gang imellem at acceptere, at du ikke kan opnå den grad af zen, du har en forestilling om, du bør finde – altså finde accept i, at tingene er pressede, og at det kun er på lånt tid. At den “absolute” grad zen varierer alt efter forholdene i dit liv?
Allerførst tak for en fantastisk blog – du skriver så livsklogt og inspirerende … at skrive taknemmelighedsdagbog er også en af mine Zen-moments, jeg glædes over både at skrive og bladre tilbage i min bog og læse om alt jeg er taknemmelig over. Det giver mig stor glæde og det rette fokus.
At tage et uforstyrret brusebad er Zen…
Jeg genkender Caroline Cs indlæg med badet
At nyde børnenes tegninger…med glade sole, sjippende piger med rottehaler, sommerfugle, farverige blomster … det gør mig glad
Kære alle,
Tak for jeres kommentarer! Så dejligt, når det ikke bare er mig, der snakker…
@Caroline: God bedring med den lille. Og sov godt! (Har du set citatet i “Zen for mødre” om at tage bad med lukkede og åbne skuffer? De lange bade, man har for sig selv er ren nydelse.)
@ Mette og Katrine: Jeg er fuldkommen enig!
@ Karina: Ja, det er præcis sådan det er med taknemmelighedsdagbog: At der er glæde i både at skrive og at bladre tilbage og frydes over alt det, der har været og er. Tak fordi du mindede mig om tegninger med rottehaler. Åh, det er længe siden…