Jeg bringer en tilføjelse. En nuancering, om du vil. Om grænser.
Hvis du har læst med her længe, vil du have lagt mærke til, at jeg flere gange taler om problemet med at have en stiplet linje omkring sig, frem for en fuldt optrukket streg. Problemet med de stiplede linjer (eller: usikre grænser) er, at alt kan flyde ind udefra. Fuldkommen usorteret. Herunder for eksempel andre menneskers følelser og fornemmelser. Resultatet er: Indre kaos (“Jeg kan ingenting mærke! Hvad er mit? Hvad er andres følelser og behov…”).
Men. Der er nogen, som synes, at det med den fuldt optrukne streg er en kende for radikalt. Og det kan det være. Hvis man hegner sig selv inde bag en borgmur, hvor der kun er en vindebro, der bringer nødforsyninger ind, er der en risiko for, at man bliver et ensomt menneske. Hvad er der ved at sidde derinde bag borgmuren og kunne mærke sig selv, men ikke interagere med andre? Ingenting!
Så her er nuanceringen:
Det, jeg synes, vi skal frem til, er fuldt optrukne grænser, forstået som et hegn med adskillige låger. De, der gerne vil ind, skal banke på. Og du (og jeg) spørger så i bedste eventyrstil: “Hvad er dit ærinde?” Når vi kender ærindet, kan vi tage stilling til, om vi vil lukke vedkommende ind eller ej. Vi sorterer, så vi lukker det ind, som er godt for os lige nu.
For kort tid siden blev jeg kontaktet af en person, som bad mig om en tjeneste og fik den. Hvorefter han gik glad videre og efterlod mig rundtosset og med en fornemmelse af, at min tid og mit engagement var blevet misbrugt. Det var min egen fejl! Hvis jeg havde gjort mig den ulejlighed at spørge, “Hvad er hans ærinde?”, ville jeg ikke have været i tvivl. Men fordi mine linjer fortsat ind imellem er temmelig stiplede, blev jeg overmandet af dens andens følelser.
Jeg skal øve-øve-øve: “Hvad er dit ærinde?”
PS: Dagens snapshot er Asger. Efter nogle uger med en kæmpe lampeskærm om hovedet på grund af en byld i panden, er han nu helet og ved at få pels igen. Han ligger på dobbeltsengen. Man kan jo ikke rigtigt få sig til at bede ham gå ned, for det er den eneste seng, hvor han kan ligge udstrakt…..
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvad er dit ærinde? Det er en fin indgangsvinkel. Den vil jeg prøve at huske.
I øjeblikket øver jeg mig i at plante indre stedsegrønne hække, ca. 1,20 høje med pæne havelåger i.
Det er nemlig pænt, imødekommende og inviterende….men indikere også tydeligt, at her er jeg på min bane halvdel og der er du på din bane halvdel.
Vi kan snakke sammen, uden at det bliver rodet og uden at grænserne er tegnet for hårdt op.
Hvis vi begge vil, kan vi fortsætte samtalen/interaktionen enten hos dig eller hos mig. Jeg kan invitere dig indenfor hækken og/eller du kan invitere mig ud til dig, men vi kan også bare gå hver til sit uden, at vi er efterladt med uglede grænser og en følelse af besøg af uønskede gæster. Det er nemlig sådan en irriterende følelse at stå tilbage med.
Fint billede med de stedsegrønne hække, Heidi!
Tak!
Tak.
Den ramte mig hårdt… og tiltrængt.
Anna, jeg havde glemt din blog et øjeblik (hvordan det kan lade sig gøre ved jeg ikke helt). Hvor var det dejligt at huske den igen og komme ind til en masse ulæste indlæg. Lidt som juleaften <3
Velkommen tilbage, Maria! Og glædelig jul!
Tak Anna.
Det vil jeg huske
Mange hilsner, Birgitte