1: Zen på isen
Min vinterfrakke er på værksted. Derfor var jeg i morges oppe på øverste hylde i skabet og inde bag en bunke duge for at finde den jakke, jeg købte i 1992, da jeg skulle på isfiskeri i Oslo. Ja, is-fiskeri. Iført den jakke kørte jeg med T-banen gennem Oslo, støttende mig til et to meter langt isbor, der mest af alt minder om en rumsterstang.
Der blev boret hul i isen, sænket en line ned - og så sad jeg på en taburet i en 3-4 timer og ventede (forgæves, viste det sig) på at få bid. Jeg gloede ned i hullet og tænkte på “Hele 3 ting”:
- Ingenting
- “Der er en fisk. Mon den bider på? Nå, ok så.”
- “Ham Knut er lækker.” (Knut smeltede sne til min te. Det gjorde et vist indtryk.)
Mest tænkte jeg ingenting og trak vejret i bund (måske bortset fra de spændende sekunder, der gik fra “Mon den bider på?” til “Nå, ok så.”). De timer som isfisker var en fantastisk Zen-fyldt oplevelse.
Pointen er, at kan man finde Zen ved at kigge ned i et hul i isen, så kan man finde Zen stort set alle steder.
“Zen for mødre” indeholder over 100 gode bud på, hvordan du kan finde Zen. Og ingen af dem kræver et isbor!
Skynd dig ned at købe bogen, hvis du ikke allerede har gjort det…
2: Zen hos boghandleren
Da jeg først havde overvundet skammen ved at gå rundt i den der jakke anno 1992, kunne jeg lige så godt drage fordel af, at den faktisk er rigtigt varm – og gå en tur i kulden. Jacob og jeg gik til Boghandleren på Godthåbsvej, som er et af vores bedste huller i isen: En lille Zen-fremmende oase af varme, viden og hjælpsomhed. Det er den bedste butik i hele min verden! Vi bestilte en illustreret udgave af “Ringenes Herre”. På fredag skal vi hente den. Og vi glæder os allerede.
3: Umuligzen
Elise skal til terminsprøve i matematik i morgen. Og stil på torsdag. Hun er nervøs og stresset. Vejrtrækningen sidder oppe i halsen, og hun taler hele tiden om noget, hun skal nå. I går bad jeg hende sætte sig ved siden af mig, lukke øjnene og trække vejret i bund. Hun trak vejret overfladisk to gange, hvorefter tårerne trillede ned ad hendes kinder. Så lagde jeg hende ind på min seng med et tæppe over og lavede en kop varm kakao. Men hvis jeg skal være helt ærlig: Det hjalp ikke. Der var simpelthen ikke plads til Zen.
I dag har hun været til matematik hos Anne Mette. Og nu er hun rolig. Anne Mette har garanteret hende det, som Elise ikke tror på, når det er mig, der siger det: “Det skal nok gå”. Og hun har lynet Elises nervøsitet inde i et penalhus og sagt til hende, at hvis hun kommer hen på skolen i morgen og tænker, “Der er noget, jeg har glemt!”, så er det bare nervøsiteten. Den ligger i Anne Mettes lejlighed. Og der er låst. Jeg elsker Anne Mette. Og Elise.
Kryds fingre, please.
{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg krydser fingre for Elise.
Lille pus, al den stres. Jeg kan huske, at det er sådan, når det er tid til eksamen.
Er det mon meget upædagogisk at sige, at det er så ligemeget, hvordan det går til de prøver?
Går det skidt – Elise er Elise.
Går det godt – Elise er Elise.
Og Elise kan have et godt, spændende, dejligt liv, job og familie UDEN at kunne matematik. ER matematik ikke vildt overvurderet?
Det håber jeg Elise ved….Hun er så meget mere end…matematik.
Håber hun kommer igennem dagen uden for meget bøvl og tristhed. Uanset resultatet.
Kh Matematik-haderen
Krydser fingre, og så alt det FruGosch siger
Kh
Tak, I to!
Jeg er helt enig: Matematikkkens betydning for det gode liv er vildt overvurderet. Og det er karakterer også. (Kommer I ikke lige hjem til mig og siger det til Elise?!)
Kh
Håber terminsprøven gik godt? Jeg har i hvert fald krydset fingre
Åh, får helt tårer i øjnene over Elises tårer. Det er interessant hvor tidligt vi begynder at presse os selv mere end godt er. Så vi ikke længere kan mærke os selv. Og lidt mere trist er det, at vi ikke alle har én som dig til at bede os om at trække vejret, så vi igen kan mærke os selv og give plads til tårerne. Det er en meget smuk mor-gestus, som jeg vil huske.
Håber det gok godt med matematikken.
Kh
Lykke