Tirsdag den 28. april

1

Når man har børn, er der hele tiden nye milepæle, der nås. Hele tiden hjørner, der rundes. Og det bliver ved, går jeg ud fra, til den dag, de (Guderne forbyde det!) flytter hjemmefra. Idag var en milepæl for Jacob: I går fik han nøgler til lejligheden, vi afprøvede dem mange gange – og i dag skulle han selv skrive sig ud fra SFO’en, gå hjem fra skole og lukke sig ind. Jeg ventede herhjemme. Da han kommer ind i entreen ligner han én, der har besteget et bjerg. Han er SÅ stolt. Men han prøver at spille cool. I hvert fald i nogle sekunder, før han bryder fnisende sammen. Det må være den tynde luft på toppen af bjerget, der gjorde ham høj.

2

I dag kom programmet for næste sæson i Hvidovre Teaterforening. Belært af den erfaring, at man skal være hurtigt ude,  satte vi os med det samme til at kigge det igennem, vi placerede vores krydser og gik så alle tre hånd i hånd til postkassen, hvor Jacob og jeg i fællesskab løftede brevet op til sprækken og slap det med håbet om at få billetter til både “Skatteøen” og “Den Røde Pimpernel”. På vej hjem spørger jeg Jacob, hvad det egentlig er, der er så godt ved at gå i teatret. Og han svarer (jeg lyver ikke!): “Det er Zen”.

3

I Super Best ser jeg en mand, der taler i telefon. Han er stum (eller taler med en, som er døv, måske?), og derfor holder han telefonen ud i strakt arm, så han kan filme sig selv, mens han kommunikerer på tegnsprog. Hurra for teknologi: Connecting people!