“Hele 3 ting”, der i dag har givet små Zen-fyldte åndehuller, øjeblikke med dybe vejrtrækninger og en fornemmelse af stilhed indeni:
1: At holde frokostpause sådan for alvor: At slukke computeren og telefonen og sætte mig udenfor uden lige at tage noget læsestof med. Det eneste, jeg skulle, var at spise frokost og drikke te og trække vejret. Tankevækkende, hvor overvældende Zen-fyldt det føltes…
2: At læse sammen med Jacob. Ved siden af hinanden i den samme bog. Helt stille. (Bortset fra når jeg ikke kunne holde min mund og absolut skulle udlægge teksten… Det fik Jacob kureret mig for ved simpelthen ikke at kommentere det, men bare læse videre. Så kan jeg lære det!)
3: At kigge ud i haven og se Zen-mestrene i fordybelse:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Måske den lodne Zen-mesterinde skal gå på omgang, når vi holder te-salon …?
Altså, jeg er ofte lidt bagud på din blog… Med vilje! For så kan jeg lige om flere dage på én gang! Ren zen for mig
Har 2 gange før haft lånt, de bøger, du læser, og har syntes godt om dem, så…må man spørge, hvilken bog, både du og din søn læser…?
Og: tak for en skøn blog – som altid
Kære Tina,
Det er da mig, som takker. Fordi du hænger så trofast på.
Jacob og jeg er gået i gang med “Den udødelige Nicholas Flamels hemmeligheder” af Michael Scott. Det er en 4-binds serie; vi er lige begyndt på bind 2, og den er simpelthen fremragende. Det er fantasy, men den foregår i nutiden, så der er blandet iPhones og mobiler ind i.
Vi troede ellers ikke, vi nogensinde igen ville synes om en bog, fordi vi lige har færdiggjort en 10-binds serie, som vi ELSKEDE. Så den kan jeg også varmt anbefale dig:”Skyggens lærling” af John Flanagan. Læs den – og lad dig ikke afskrække af de 10 bind. Det er i virkeligheden alt for få!
God fornøjelse!!
Kærlig hilsen,
Anna
Wauw – fantasy… Det har jeg ellers aldrig været fanget af, men jeg skal da aldrig sige aldrig… Jeg har aldrig heller været fanget af Harry Potter som jo ellers nærmest er/var en lande- – ja verdensplage, men nu sidder jeg og ser Merlin med min søn og synes, den er god, og det er jo da i hvert fald lidt derhenad. Så…måske handler det om, at man skal acceptere et ikke virkeligt univers og så lade sig opsluge og nyde at være lidt væk fra den virkelige verden – måske sådan lidt som da man var barn og fantaserede alle mulige lege…
Jeg må prøve!