Jeg er fuldkommen overbevist om, at man kan forandre sin hverdag med små tiltag. Med lav-praktiske husmoderråd, som Super Mor er fuld af. Med små Zen-skabende ritualer, som Zen for mødre er fuld af. Og ved at se sig selv kærligt i øjnene og beslutte, at jeg er en god nok mor.
De seneste dage har jeg fået mails fra læsere, der bekræfter mig i, at små ting gør en stor forskel.
1: Tina har læst Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor. Og hun skriver, at før i tiden følte hun ofte trang til at forklare sig overfor fremmede mennesker i supermarkedet, når hun for eksempel købte slik eller sodavand (“Øh, altså, det er fordi der er fødselsdag derhjemme…”). Sådan har hun det ikke mere. Nu smiler hun bare for sig selv og tænker, “Jeg er god nok. Jeg behøver ikke forklare mine handlinger for andre mennesker- for jeg ved, jeg gør det, som er rigtigt for mig”. Sikken en forskel det gør!
2: Helle har læst Super Mor og fortæller, at der er kommet orden i kaos med nogle helt enkle fif: Nattøjet bliver opbevaret der, hvor det alligevel bliver taget af og på (så der ikke længere er frustration over børn, som ikke husker at folde det pænt sammen og lægge det nydeligt under dynen) – og der er kommet sedler på legetøjskasserne med en tegning af de ting, som “bor” i kassen (så det er nemt for selv små børn at holde orden). Sikken en forskel det gør!
3: ”A journey of a thousand miles must begin with a single step”, sagde Lao Tzu. Helle og Tina vil give ham ret. Jeg vil også.
Prøv selv: Tænk over hvilken lille forandring i din dagligdag, der vil gøre den bedre!
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Jeg har godt nok ikke læst dine bøger (endnu!), men jeg kan supplere med, at din blog har inspireret mig til at tænke noget i samme stil, nemlig “jeg gør det så godt jeg kan!” Foreløbig har det hjulpet mig til i nogle situationer at tænke mindre på, hvad andre måtte tænke og mene – og jeg fornemmer, at det bare er et skridt på vejen. Så: tak