Det er altid godt med masser af skabsplads. Men kan et moderskab trods alt blive for rummeligt?
De seneste to døgn har jeg rummet og rumet og rummet mine børn, så der nu simpelthen ikke kan presses mere ind i det skab. Jeg er propfuld og bristefærdig.
Det er ikke fordi, der har været noget særlig alvorligt eller stort på programmet. Det er mere mængden af detaljer, som det har været mit ansvar at hjælpe børnene med. Lektier. Lektier. Og så nogle flere lektier. Ringen fra Herodes til Pilatus. Planlæggen af ditten og datten. Indkøb af dingen und sachen.
Og da der så kom brev fra skoletandplejen, kun addresseret til mig og med “Kære Jacobs mor” i overskriften… For H****** da! Han har altså også en far, du der kommune! Give a mom a break!!
Nå. Men. Jeg skriver egentlig bare for at sige, at NU sover de. Så nu skal jeg have bare en lille smule Zen-tid for mig selv. Jeg har besluttet at sætte mig i de åbne altandøre og kigge på snemænd, der falder ned fra himlen (usamlede). Ihukommende Anne Morrow Lindberghs ord:
“This is what one thirsts for, I realize, after the smallness of the day, of work, of details, of intimacy – even of communication, one thirsts for the magnitude and universality of a night full of stars, pouring into one like a fresh tide.”
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Åhh, hvor man dog elsker den poesi ved første øjekast. Tak Anna.
Enig med Louise – og jeg elsker også de usamlede snemænd!
Det er faktisk ret tankevækkende det der med om skabet kan blive for rummeligt. Kan der i et moderskab være så meget rummelighed og plads, at hverken mor eller børn kan finde rundt i det? Tænk hvis børnene farer vild, fordi der er for rummeligt, tænk hvis de ikke kan finde det de har brug for, fordi de ikke ved hvor i skabet de skal lede.
Kh Trine