“In the beginner’s mind there are many possibilities, but in the expert’s there are few.”
Citatet er vældig berømt. Det stammer fra Zen-mesteren Shunryu Suzuki, som mener, at Zen ganske enkelt handler om, hvordan man bevarer “beginner’s mind” i sit liv. Hvordan man vedbliver med at være accepterende og åben overfor verden. Og dermed “mindful”.
Hallo, vi har da bare vores helt egne Zen-mestre. Endda 24/7. Vores børn, sgu da! De har jo “beginner’s mind”. De kan som ingen andre fortabe sig i øjeblikket. Være åbne og til stede i nu’et.
Jeg elsker, når børnene lærer mig Zen. Oftest er det Jacob, for han er den mindste og dermed den største udi “beginner’s mind”:
1: Jeg elsker det, når jeg læser for ham. Han sidder fuldkommen stille. Han absorberer hvert eneste ord med hver eneste pore i huden. Og jeg kan næsten se, hvordan ordene folder sig ud og forbinder sig i hans lille hoved. Hold da op et nærvær.
2: Jeg elsker, når vi går tur. Og han får øje på de mindste detaljer og deler dem med mig.
3: Jeg elsker at studere ham, når han komplet mister fornemmelsen for tid (og mig), fordi han er fordybet i en skat. I dag hans aller første Champions League kort:
Så nemt er det at blive Zen-mester: Læs for dit barn, gå tur med dit barn, kig på dit barn.
Var der ellers noget, mester Suzuki?
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Du har helt ret! Som barn har man et helt andet forhold til tiden.. Jeg mindes med glæde mine mange timer under spisebordet, hvor jeg legede med barbier (de gode gamle af slagsen – ikke de dér nye grimme dukker med kæmpe hoveder!), og var fuldstændig opslugt i det. Eller hvordan juleaftensdag kunne føles kilometerlang, og tiden nærmest stod stille. Nu’et der blev liidt for langt
- Jeg glæder mig til at blive mor og er ret sikker på, mange af dine ord vil ligge i baghovedet hos mig igen og igen. Så her fredag morgen får du dagens første velfortjente: TAK!
Noah er ikke nået til at fordybe sig – og dog … Han har et eller andet med hænder. Han kan studere dem længe og intenst. Det er nok zen for ham.
Men til gengæld kan han fryde sig som kun en en baby kan. Og det minder mig om Einsteins ord om, at vi kan leve livet som om intet er et mirakel eller som alting er et mirakel. Det må være sådan Noah har det, når han kaster rundt med armene og hviner af fryd. Ikke meget zen der, men for pokker hvor det inspirerer!
Ha’ en zenfyldt weekend!
Liselotte
Jeg elsker ( okay måske ikke altid) at mine børn er mine spejle – de lærer mig at være nærværende og umiddelbare.
Dejligt at jeg ikke skal så langt væk for at finde sande zen mester…