Torsdag den 17. marts

af Anna Skyggebjerg den 18. marts 2011

“Zen for mødre” handler om, hvordan man nærer sin sjæl midt i en travl hverdag. Eller for de fleste af os: Efter en travl hverdag. I de sådan ca. 15 minutter, der går fra børnene er puttet og vasketøjet er ordnet – og til man falder vældig træt omkuld.

Jeg insisterer på, at når jeg trækker mig tilbage fra hverdagen, trækker jeg mig ind i et smukt univers.  Dette univers er ikke nogen privat vestfløj. Det er ikke engang et værelse, der er mit helt eget. Men det er min egen krog i soveværelset- og den rummer særligt udvalgte ting, der giver mig nydelse og indre ro.

Hvis ikke du allerede har “a room of your own”, så sæt dig for at skabe det! 

Her er “Hele 3 ting”, som er en god begyndelse:

1: Ryd op med hård hånd det sted, der skal være dit..    

2: Udvælg nogle få ting, som har betydning for dig, og lad dem få plads.

3: Sig til familien, at det her er dit refugium – og at det er vigtigt for dig,  de respekterer det.

PS: Hvis der var frit valg på alle hylder, ville mit værelse været tapetseret med smukke blomster. Der ville være lange gardiner. Der ville være labre, polstrede møbler. Kort sagt: Jeg ville gå shop-amok i Tapet Café, der muligvis er den skønneste butik i landet her. Jeg har været der i dag. Og jeg har aet stof og næsten fået tårer i øjnene af tapeter.  Jamen, så smukt var det altså.  Se bare:

 

 

 

Skriv en kommentar