Torsdag den 17. september

af Anna Skyggebjerg den 17. september 2015

Jeg er heldig: Når jeg sætter mig i den hvide stol på reposet og læser, så tæller det som arbejde!

Jeg har de seneste to uger læst tre i særklasse skønne nonfiction bøger, alle memoirer:

Richard Russo: Elsewhere. Uha, det er en virkelig god bog! Richard Russos bog handler om hans mor. Hun er alene med Richard fra han er helt lille (men er dog godt hjulpet af Richards mormor og morfar, som bor i samme hus som Richard og moderen). Men Richard har ikke nogen at sammenligne noter med, så han forstår faktisk aldrig rigtigt, at hans mor har en psykisk lidelse. Først efter hendes død. Det er en rørende historie om en mors og en søns kærlighed til hinanden og om deres  indbyrdes afhængighed. Og så er den suverænt skrevet. 

Sandra Tsing Loh: The Madwoman in the Volvo. Hudløst ærlig, sjov fortælling om Sandra  Tsing Lohs liv, da hun kommer i overgangsalder – samtidigt med, at hun opdrager to døtre, sætter ægteskabet over styr og har en gammel, skingrende skør far. Den er ind i mellem lige lidt for kæk for min smag, men dens slutning er det hele værd: En komplet nyfortolkning af overgangsalder. Absolut must read for kvinder omkring den alder! 

Joan Didion: The Year of Magical Thinking. I julen 2003 bliver Joan Didions og hendes mand Johns datter alvorligt syg. Få dage senere sætter Joan og John sig til middagsbordet, og John falder død om, ramt af et hjerteslag. Bogen beskriver det første år efter Johns død og datterens sygdom. Det er først og fremmest BOGEN om tab og sorg, men det er også et vidunderligt portræt af et 40 år langt ægteskab. Joan Didion skriver fantastisk, MEN hvis du ikke er helt vild med at læse på engelsk, ville jeg nok vælge den danske oversættelse.

Dagens snapshot: Ofte sidder Chilli sammen med mig i den hvide stol. Men når Anders Landmand kommer med grøntsager, som han gjorde i dag, så er det alligevel bedre at opholde sig blandt dem

{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Vibeke 17. september 2015 kl. 21:12

Sødt billede… hun klær det grønne :)

Vera Mou Kleffel 18. september 2015 kl. 08:20

Hej Anna

Sikke et skønt arbejde du har :) og selskabet (Chilli) er da utrolig flot.

Det lyder som rigtig spændende bøger du har læst, de må hellere på min mega lange læseliste. :D
Jeg ønsker dig en god weekend.

Vh Vera

Christina 18. september 2015 kl. 08:41

Kære Anna.
Tak for dine skønne anmeldelser. Jeg er så misundelig over at du når at læse så meget. Jeg når ikke at læse de bøger du anmelder, men du giver mig lyst til at læse dem alle. Tak for det. Og tak for din til stadighed inspirerende blog – uanset om det handler om døden, vaskeklude eller bøger :-)

Hanne Nielsen 18. september 2015 kl. 12:54

Jeg er også meget glad for din blog og fotos!!

Anna Skyggebjerg 18. september 2015 kl. 14:11

@ Vibeke: Enig! hun er en nuttet kat. (Det er altid godt med lidt chilli i grøntsagerne!)
@ Christina og Hanne: Tak – og tak fordi, I læser med!
<3 fra Anna

Anna Skyggebjerg 18. september 2015 kl. 14:13

God weekend tilbage, Vera! Åh, ja, jeg kender godt til mega-lange læselister. Og der kommer jo hele tiden nye titler til…

Ulla 23. september 2015 kl. 21:30

Alle tre er hermed sat på listen, til jeg engang er færdig med at skrive … den der bog!

Skriv en kommentar