Torsdag den 18. februar

1

Jeg går hjem fra Super Bæstet med to poser. Klokken er 18, dagen er for kort, poserne for tunge  – og nu er det Gud hjælpe mig begyndt at sne igen… Men så drejer jeg om hjørnet, væk fra Borups Allé og pludselig: Sneen daler som i en julesalme og har pudret alle træerne. Himlen er lyserød, ja simpelthen lyserød. Og jeg kan høre klokker fra 3 forskellige kirker – og knirken af sne under mine støvler. Jeg er lige ved at tude. Sætter tempoet ned og nyder hvert eneste skridt. Og så snart jeg er kommet hjem, får jeg Søren med ud at gå tur. Kirkeklokkerne var selvfølgelig blevet stille igen, men himlen var stadig lyserød. Og Frederiksberg havde aldrig været smukkere.

2

Den Zen-buddhistiske pelspølse er enig:

Egentlig er “Snowzen” et dejligt ord. Det ligger bare lovlig tæt op af Snøvsen…

3

Må jeg præsentere Robert:

Robert er ikke nogen almindelig lego-mand, selvom han umiskendeligt ligner. Robert er en venskabsfigur, som Jacob i dag hjembragte fra Lego World i Bella Centret, hvor han har tilbragt dagen med sin ven, der også hedder Robert. Robert har en lego-mand magen til, som hedder Jacob. Og drengene har besluttet, at de altid skal have deres venskabsfigurer med, når de er sammen. Og når de ikke er sammen, ja så har de alligevel en Robert og en Jacob hos sig.

Den slags gør en mor glad!  Når ens børn får venner, de virkelig, virkelig holder af,  er der en af de helt store moderlige bekymringer, der kan viskes af tavlen. Færre bekymringer = flere dybe vejrtrækninger og mere stilhed indeni.