1
En gang om dagen blogger jeg her. To gange om ugen blogger jeg for Vi Forældre. Og fra idag: Tre gange om dagen tager jeg betablokkere. Lægen siger, det kan forebygge migræne, så nu prøver jeg det. Kan bedre lide at blogge end at tage betablokkere…
2
En af de kloge damer, Gisela, som bidrager til “Zen for mødre” med sine veje til Zen, skriver helt kort: “Sushi er Zen!”. Her i familien har vi spist sushi i aften, og jeg er fuldkommen enig med Gisela: Sushi er Zen. Det er slet ikke altid, at vores måltider er præget af ro, fordybelse og Zen. På trætte dage er de lige så ofte præget af uro og overfladiskhed. Derfor prøver vi at ritualisere nogle af dem: At gøre noget særligt (men samtidig overskueligt), så nydelsen stiger, tempoet falder og Zen kan indfinde sig. At spise sushi er en af måderne. Men mindre kan gøre det. Der er masser af måder, hvorpå man kan gøre aftensmaden til et åndehul med ro og fordybelse. At holde taler er som bekendt en af vejene hos os. At spise små madder, som det tager tid at lave, er en anden enkel vej. Hvis du synes, der mangler Zen ved middagsbordet, så prøv at finde dine egne veje. Jeg garanterer, at de er der. Men de skal måske lige ryddes for gamle vaner?
3
I dag cyklede jeg forbi to kvinder, der passerede hinanden på et fortov. De var begge omkring de 40. Den ene kvinde var iført stramt løbetøj og havde en drikkedunk spændt fast nederst på ryggen. Hun var solbrændt, løb som en prof og havde krop som Madonna. Den anden kvinde var ret tyk. Hun kom trækkende med sin cykel i den ene hånd, mens hun i den anden hånd havde en rugbrødsmad med stegt fiskefilet og remoulade, som hun var igang med at tage en bid af. Det gjorde indtryk. Ikke fordi jeg var ude med riven og dømme den ene eller den anden. Men fordi jeg i et enkelt, unikt billede så to sider af mig selv. Min vedholdenhed og min trang til at give slip. Min drøm og min virkelighed. Jeg er begge de to kvinder. Det kan godt ind imelem føles lidt forvirrende. Men det er ok.
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Og jeg, som troede, at jeg ALDRIG ville finde noget i nærheden af zen i forbindelse med madlavning, har nu fundet ud af, at det at LAVE sushi faktisk også er helt fantastisk. Jeg kan ikke fordrage at lave mad eller i det hele taget være i køkkenet. Men Nathalie og jeg har af en veninde lært at lave sushi. Det er tidskrævende, så det skal kun laves, når man har en eftermiddag uden planer. Det er til gengæld smaddernemt og superhyggeligt at lave sammen. Og da det er koldt føles det for sådan én som mig slet ikke som madlavning.
Som du nævnte forleden på bloggen, Anna, så må man jo møde sin teenager i øjenhøjde; på deres præmisser. Jeg har her fundet en måde at få 2-3 intense timer sammen med min teenager. Det er en zen-gave af de større.
Kh, G.
Sikken en dejlig blog, du har her
Kære Losarinas mor,
TAK for de søde ord!
Kh,
Anna