Baggrunden for, at jeg i går tog hul på Tænk Positivt mantraet er, at jeg forleden både læste Marianne Eilenbergers debatindlæg og faldt over min aller første taknemmelighedsdagbog. Så var der ligesom taget hul på temaet – og på selvransagelsen: Er jeg blevet en bare-tænk-positivt tyran?
Dagbogen er 11 år gammel og mit første forsøg på at aflære mig en meget nøgtern opvækst (ved-jorden-at-blive-det-tjener-os-bedst) og i stedet lære mig selv at løfte blikket og få øje på det gode i tilværelsen. Lad mig i korthed sige, at det var en periode i livet, hvor der var brug for at fokusere på det gode, fordi der tilsyneladende var mest af det ikke gode. Som åd mig op. Taknemmelighedsdagbogen hjalp mig. Det har for mig været det mest revolutionerende af alle ritualer.
Ikke desto mindre ved jeg næsten ikke noget værre end, når Tænk Positivt bliver et krav. Og når manglen på konstant evne til at se det positive i tilværelsen bliver oplevet – af andre og én selv – som manglende livsduelighed. Med skyld og skam til følge.
Tro er efter min overbevisning et anliggende for “hiin enkelte.” Det gælder også troen på Tænk Positivt.
Selv bestræber jeg mig på at lære at se tingene som de er. Herunder mig selv. At acceptere både når jeg er positiv og negativ. Og når livet er fantastisk og ikke spor fantastisk.
PS:
Jeg gnækkede, da jeg en dag hørte den buddhistiske nonne Pema Chödrön fortælle, at når hun holder foredrag, møder hun konstant de aller, aller mest positivt tænkende mennesker i verden - og tænker “Hold da op, en masse undertrykt aggression!”
“There is something aggressive about that approach to life, trying to flatten out all the rough spots and imperfections into a nice smooth ride.”
