Hvordan kommer jeg videre efter det seneste indlæg? Hvordan kommer man overhovedet videre efter noget stort og svært? På samme måde som altid: Et skridt ad gangen. Og med fokus på de små ting. Som i den sammenhæng kan virke banale, men reelt er noget ganske andet: basale.
Det var også det råd, jeg gav i Kærlig hilsen Anna til den kvinde, som kaldte sig I frit fald. Hendes mand var ved at forlade hende og deres to børn, og I frit fald spørger derfor, hvordan hun skal overleve kærestesorg samtidigt med, at hun hjælper sine børn over bruddet. Her er et uddrag af svaret:
Svaret er, kære du, at du overlever kærestesorg netop fordi du samtidigt passer på dine børn. Du kan ikke give op. Det valg har du ikke. Dine børn gør det nødvendigt, at du går distancen – og derfor gør du det, selvom du lige nu tror, at du ikke kan. Du kan! Du kommer igennem din kærestesorg og frem ved at tage én dag ad gangen, ved at smøre én madpakke ad gangen og ved at være stor nok til at bede om hjælp fra dit netværk på de dage, hvor selv den ene madpakke er uoverskuelig eller hvor du har brug for, at der kommer en og sover ved siden af dig i den dobbeltseng, du hader, men ved, du skal tilbage til, fordi det bare ikke går at blive ved med at sove på den elendige sofa. De dage og nætter vil der komme mange af. Men pludselig vil der være en aften, hvor din sidste tanke ikke handler om ham. Pludselig vil du have sovet igennem en hel nat. Og pludselig vil der være en hel dag, hvor du ikke har fældet en tåre. Sådan kommer du igennem. En dag ad gangen. Og med et sylespidst fokus på alt det smukkeste i hverdagen med små børn: nærheden, detaljerne, det store i det små. Sådan kommer du igennem.
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ja …. lyt til den livskloge kvindes råd, søde Anna
Knus
Da mit liv var allermest i kaos, læste jeg et interview med præsten Katrine Lilleør, hvor hun udtalte: “To skridt frem og et tilbage er også fremad”. Det har jeg ofte mindet mig selv om ❤️ kram
Ramt spot on… Jeg tænker tit at mine tre børn var den eneste grund til at jeg overlevede – og ønskede at overleve – dengang min mand forlod os til fordel for en yngre model.
Når man har børn må man mande sig op – igen og igen – og på den måde går dagene lige så stille…
En dag gør det lidt mindre ondt og ugen eller måneden efter igen lidt mindre. Men hvor ville jeg aldrig ønske den oplevelse for min værste fjende.
Tak Anna!
Jeg er lige blevet færdig med at læse “Kærlig hilsen Anna” og jeg er bare nødt til at fortælle dig at den har virkelig rørt mig! (Jeg har også læst dine andre bøger- laver selv frysemad…) Nå, men jeg måtte tage mig selv i at sidde og lade tårerne stille og roligt trille ned ad kinderne gentagne gange. Jeg ved ikke helt hvorfor- måske fordi den rummer så meget kærlighed- også selvom det er fremmede det handler om. Ville selv ønske at jeg havde haft sådan en som dig i mit netværk…
Kærlig hilsen
Eva
Jeg er hende der blev forladt og ingen børn har der kan sørge for at jeg griber dagen. P.t. heller ikke noget job. Ønsker ikke at det skal lyde som at jeg er et offer. Men den er tung og det er ikke et ukendt fænomen at jeg som nu ikke har været ude af min lejlighed i 4 dage. Jeg læner mig op af at tiden læger alle sår. Og bevarer tilliden og håbet om at jeg rejser mig og går ud i verden igen på et tidspunkt.
Kære Eva,
Tusind tak for dine ord. Dem er jeg meget glad for og stolt over.
Jeg synes, en af de vigtige erkendelser, bogen har givet mig, er at vi er i samme båd. Vi kæmper med de samme ting og er dybest set slet ikke fremmede for hinanden. Det er en erkendelse, der også fik tårerne frem hos mig undervejs i skrivningen.
Kærlig hilsen,
Anna
Kære du, det gør mig ondt at høre. Jeg håber, at du – selvom du ikke har børn – kan finde ud af at sætte fokus på de små ting, der fortsat gør dig glad. For de er der, selv når livet er hårdest. (Og please…. Lad det være en ambition og et led i din heling at gå en lille tur hver dag. Også selvom du ikke orker.)
Kærlige tanker,
Anna