Maren Uthaug, har lagt en kommentar til blogindlægget fra i går. Den er spot on:
“Jeg synes også din blog er så fin, men jeg får tit en lille smule stres over at jeg glemmer at slappe af, når jeg læser den. Giver det mening? Damn, hvor går de dage hurtigt og hvor hvirvler de børn hurtigt rundt om ørerne på mig. Altså man kan jo ikke kaste sig til siden i voldsomt råb det ene øjeblik og nyde anemonerne sekundet efter, kan man?”
Jov, man kan. Eller. Man kan i hvert fald prøve. Man kan øve sig i at have blik for de anemoner, selvom der er børn og sager, der hvirvler om ørerne på én. Der er givetvis nogle mennesker, der er født med evnen til at stå stille under en storm og trække vejret i bund. Jeg er ikke. Men mine 7 år som seriøst enlig mor (læs: konstant stormvarsel) gjorde det nødvendigt at lære det. For der kom ingen stille Zen-øjeblikke bare sådan af sig selv. Jeg måtte lære at grave dem ud af hverdagen, at spotte dem og fastholde dem. Så jeg har øvet mig. Og nu går det faktisk bedre.
Men jeg lærte også en anden god ting i løbet af de år: At når det ikke lykkes at være nærværende/rolig/nydende/ Zen-agtig…så duer det altså ikke at slå sig selv i hovedet. Eller blive stresset af det, som Maren skriver. Vejen frem er at acceptere, hvordan livet er lige nu – og hvad man har kræfter til at få ud af det. At sige til sig selv, “Det er sådan her, livet ser ud lige nu. Det er ok. Det skal nok gå alt sammen”. Det er en enorm lettelse at give sig selv den accept. Og faktisk: Den baner vej for Zen.
PS: Ved du, hvad Marens ene datter hedder? Hun hedder Anemone! Så i virkeligheden er Maren ekspert i anemonenydning.
Kan i øvrigt på det varmeste anbefale Marens blog, der lige har fået nyt design. Den er kanon sjov OG super velskrevet. Den står i listen lige her til højre, så du hurtigt kan klikke derover, når du har været her…
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Her er hvad min amerikanske kusine skrev om en meget travl dag – incl. ret små børn – som alligevel blev god:
“awwww….it was a busy day, but much fun was had. Isn’t it funny how the simplest things are the best: lunch at daddy’s work, frozen yoghurt while going through the plants at the garden center…..”
Du har ret. jeg vil nu skrive når jeg har læst med hos dig
Ps jeg har en kanin, der hedder Anemone
Kære Anna
Wauw – tænk at du kan leve efter “accept”-begrebet! Dét er stort!
Jeg er ved at (gen)læse en bog, der hedder “Accept – at leve et liv, ikke at vinde en krig”. Den er ligeså overskuelig som Zen for mødre og hurtigt læst, men jeg læser den laaaangsomt (=zen) – ligesom jeg gjorde med Zen for mødre – og ønsker, den aldrig må slutte – ligesom med…ok you get the picture!
Den er virkelig god, når man som jeg er delvist ledig og skal sende alverdens formularer i udfyldt stand samt lønseldler og erklæringer for dit og dat til min A-kasse samtidig med, at jeg går på et studie og skriver eksamensopgave dertil og samtidig med, at jeg underviser i dansk som andet sprog (og søger arbejde herinden for – kender I nogen, der søger en underviser i Nordsjælland eller Kbh-området?? Anyone??) – OG er mor til en dreng på 10 og en pige på næsten 2…
Den bog lærer en at øve sig i at acceptere livet, som det er – og ikke at forsøge at kontrollere…du ved, don’t try so hard…
Anbefaling hermed givet videre
Kærlig hilsen
Tina