Torsdag den 30. januar

Bare ring til Peter… Eller: Historien om verdens sødeste taxa-chauffør.

I disse dage bliver Elise fragtet til og fra skole i taxa, for hun er blevet opereret i foden og kan ikke cykle eller gå. I morges skulle jeg tilfældigvis også være på hendes skole sammen med malamutten, der skulle være statist i en film, Jacob er igang med. Det tager en time at gå til skolen. Og en time at gå tilbage, forstås. Da Elises taxa ankom, spurgte hun chaufføren, om han ville køre med en hund – og overraskende nok svarede han ja. Da jeg kom ud af huset med malamutten, havde jeg det lidt som i mine unge dage, når jeg blev stillet til at blaffe, fik stoppet en bil – og derefter vinkede et par kammerater op fra grøften. Den taxa-chauffør havde givetvis forestillet sig, at pigens mor ville komme ud med en lille hund i en taske. Han vidste ikke, hvad han havde sagt ja til. Men han tog det i stiv arm og åbnede fordøren, så Asger kunne sidde på gulvet. 

Det ville Asger ikke. Han elsker at køre bil og ville op og kigge ud. Så han møvede sine 45 kilo op på skødet af mig . Med ansigtet begravet i pels talte jeg med chaufføren om socialisme, solidaritet og andre ting, der før er diskuteret med uld i mund. Fra bagsædet tog Elise dette billede:

Det var et menageri. Og da jeg kort efter fandt ud af, at jeg manglede min telefon, var første gæt, at den var blevet væk i menageriet. Den korte version: Jeg kontakter taxa-selskabet, som sætter mig i kontakt med chaufføren, som hedder Peter, som fumler rundt i bunden af bilen, som finder min telefon, som får at vide, at jeg elsker ham – og som derefter kommer kørende hjem til mig og afleverer telefonen. Jeg giver ham ekstra betaling og han giver mig sit visitkort.

Det viser sig, at Peter  - udover at være den flinkeste og mest velklædte mand – også er blogger og forfatter. Han har skrevet bogen Taxatanker, som også er navnet på hans blog. Den er klog, sjov, velskrevet og interessant. I hvert fald for sådan en som mig, der er fundamentalt nysgerrig på, hvad der foregår i menneskers liv. Og hvem fortæller de mon det til? Taxa Peter, naturligvis. Jeg har føjet hans blog til min favoritliste (ude til højre på bloggen). 

PS: En detalje… Da Asger og jeg gik turen hjem fra skolen, slog det mig, at jeg ikke var det mindste nervøs over at have mistet telefonen. Jeg var overbevist om, at jeg ville få den igen. Og det var i den detalje, jeg indså, at jeg har forandret mig. For den tillid til det gode i verden har jeg ikke altid haft. Den er kommet i løbet af de seneste cirka fem år. På grund af bevidst træning i at se blidere på verden og på grund af mødet med mennesker som Peter.