Torsdag den 30. juni

af Anna Skyggebjerg den 30. juni 2011

Elise synes, Jacob er forkælet. Det er der måske nok noget om. Hun synes, han kan for lidt. Og det har hun helt sikkert ret i. Og hun mener, det er fordi, han ikke har været barn af en enlig mor fra han var 2 til han var 9 år - ligesom hun var. Derfor er han ikke blevet tvunget til at lære ting: Cykle fra Herodes til Pilatus, købe ind med dankort, bage pandekager og tage ansvar.

Uanset, hvad der præcist er årsagen, så er det altså rigtig nok: Jacob er ind imellem overraskende hjælpeløs.

Men modsat Elise, som synes, Jacob skal tage sig sammen, er jeg klar over, at det er Søren og mig, som skal tage os sammen: Vi må se at få lært Jacob alt det, en dreng på 10 år skal kunne.

Derfor har vi annonceret et ferieprojekt: “Projekt Jacob 10 år.” Opkaldt efter et lignende projekt, vi havde for præcis fem år siden:  “Projekt Elise 10 år” (Det gik ikke ud på at lære hende praktiske færdigheder, for hun kunne allerede mere, end man med rimelighed kunne forvente af en 10-årig. I stedet gik det ud på at gøre hende lidt mere… 10-årig i hovedet. Lidt mere reflekteret.) 

I dag har “Projekt Jacob 10 år” indeholdt følgende “Hele 3 ting”:

1: Jacob var alene hjemme og skulle tage ansvar for at tage imod først en opringning fra Silvan og senere en pakke derfra. Han skulle bede om at få pakken båret ind i huset. Og derefter skulle han kvittere for modtagelsen. “Jeg er ikke så meget for ansvar”, sagde geniet. Men det hele gik fint.

2: Han skulle gå til Super Bæstet og købe solcreme og betale med penge (ikke med kort). Jeg stod henne ved kiosken og ventede i tilfælde af, han fik brug for hjælp. Det gjorde han: Han kunne ikke finde cremen, som ellers stod lige foran hans næse. Så jeg hjalp ham med at finde den. Han betalte for den, bad om “samlemærker” – og gik sin vej, men blev kaldt tilbage af kassedamen, som råbte, “Hov unge mand, skal du ikke have din solcreme med?!”

3: Han skulle dække bord i et rimeligt tempo og uden at behøve spørge, “Mangler der noget nu?”. Det gik ikke helt godt.

Og hvad har det så med Zen at gøre? Ganske enkelt dette: Der bliver plads til mere Zen, når alle i familien hjælper hinanden med at få hverdagen til at fungere.  Og det er et argument, børn godt forstår!

Prøv selv!

{ 1 trackback }

Torsdag den 4. august | H e l e  3  t i n g
4. august 2011 kl. 23:43

{ 10 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Annamette 30. juni 2011 kl. 23:37

HAHAHAHAHAHHA, hvornår lærer I det. Han er jo digter. Der går med strikveste. De skal ikke lære at dække bord. Det har de da folk til.

Anna Skyggebjerg 30. juni 2011 kl. 23:40

Jacob er fuldkommen enig!

Liselotte Vejborg 1. juli 2011 kl. 08:27

Hi hi … jeg er også enig med Annamette (og Jacob) ;-)

… men alligevel tror jeg nu, at det er godt for Jacob og resten af familien, at han bliver inddraget bare en smule i den virkelige verden. Godt projekt!

Rina 1. juli 2011 kl. 08:30

*SS* Måske var det derfor at de sultede ihjel på loftskammeret, i fordums tider,? Spøg til siden – tak for inspirationen, vi “kæmper” med det samme herhjemme, så godt at se at andre reflekterer over serviceniveauer og selvhjulpenhed. Go’fredag

Louise T. 1. juli 2011 kl. 08:33

Det giver så god mening at hjælpe dem med at kunne hjælpe ;-)
Herhjemme trækker jeg vejret dyyyybt ned i maven, når den ældste på 12 år (med ADHD) bliver bedt om -for ham- helt uoverskuelige ting i selvstændighedens hellige navn.
Den yngste på 7 år derimod kører på og synes – ligesom Elise- at hans bror er forvænt (og forvirret). Jeg er enig i, at vi har forskelllige forventninger til vores børn, men de er jo også… Forskellige ;-)
Herhjemme hjælper det med at få dem til at hjælpe – at vi bruger den sparede tid som familie på at spille kort eller brædtspil, bygger sammen på hulen bagerst i haven eller laver noget andet som de er med til at bestemme.

Rebekka Ahrnkiel 1. juli 2011 kl. 08:48

Fedt. Overvejer lige selv, om vi skulle lave et projekt Esther-4 år, som betyder at man altså selv skal tage tøj på, gå op med sin tallerken, bede pænt i stedet for at kommandere og lignende.
Super, at gøre det offentligt, selvom jeg ikke er meget for at pæse mine børn, men denne her facon er helt okay:)

Annette 1. juli 2011 kl. 08:55

I går lod jeg Robert (11 år, digter – dog med sixpence i stedet for strikvest) være alene hjemme om formiddagen. Midt i mit travle ambulatorium bad han mig telefoncoache ham igennem tilberedningen af pasta med ketchup. Og jeg gruede for, om han nu skoldede sig selv forfærdeligt. Han klarede det selvfølgelig, det er jo ikke SVÆRT. Mine forventninger til hans praktiske færdigheder trængte bare til justering.
Min svigermor blev sendt ud at tjene som 7-årig. Hendes mor har sikkert haft sine betænkeligheder ved det, men når man har 11 børn kan man ikke være curling-mor.

pia thomsen 1. juli 2011 kl. 10:16

Du er intet mindre end genial, Anna. Jeg er blevet Narkoman – efter dine indlæg på bloggen. Må have mit daglige fix. TAK!

Luise 1. juli 2011 kl. 21:23

Har netop i dag haft en snak med min søn på 2 år og et par måneder og selv for ham gav det mening at hvis man lytter til hinanden og hjælper så går det hele meget lettere også bliver det også meget sjovere for alle. Tænkt sig at når han mærker og oplever at mor og far hører efter hvad han siger og føler, så hører han også efter hvad vi siger og føler og giver os den plads vi har brug for.
Børn mestrer kunsten at forstå, på et plan vi andre kunne lære meget af….
TAK for en super dejlig blog. Nyder den næsten dagligt :-) God weekend

Skt.Helena 4. juli 2011 kl. 20:29

Super god idé!
Tak for inspirationen

Skriv en kommentar