Er der en mand på bloggen? Ja, det er der faktisk. Han hedder Morten.
Morten gav sig til kende i går. Han skrev en kommentar til et indlæg, hvor jeg havde tiltalt læserne “d’damer”, og spurgte om jeg troede, der kun var kvinder, der læste med? Det måtte jeg med skam melde, at jeg gjorde. Jeg skrev velkommen til Morten – som derefter fortalte, at han har været her længe. In cognito.
Måske kommer der flere mandlige læsere efterhånden som bloggen kommer til at have flere indlæg om at være introvert? For her er et par facts:
30-50% af befolkningen er introverte (i større eller mindre grad, forstås). Halvdelen er mænd.
Blandt børn er det også 30-50%, som er introverte.
Giv lige den sidste sætning en ekstra tanke… 30-50% af alle børn trives bedst i små sammenhænge med ro, nærhed og fordybelse. Det trætter dem at være sammen med mange mennesker og i støjende omgivelser.
Hvordan tror du de børn har det i vuggestuen? I børnehaven? I skolen?
Der ligger et stort arbejde forude for forældre til introverte børn. For det er os, som i første omgang må kæmpe for at lære omgivelserne at tilpasse sig vores introverte børn. Så de bliver set, forstået, respekteret og givet plads. Så de kan trives og blomstre.
Det er ganske enkelt et spørgsmål om ligestilling og almindelig ordentlighed at sikre, at alle de steder, hvor børn lever deres liv, er tilpassede både de ekstroverte og de introverte børn.
(Og nu blev Morten alligevel glemt. Jeg havde ellers tænkt, dette indlæg skulle have været til fædrene. I got carried away…)
{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Min udfordring er at være mor til et meget ekstrovert barn, når jeg selv er meget introvert. Jeg har altid dårlig samvittighed over ikke at lave så mange legeaftaler, som mit barn har lyst til etc.
Kære Katja, jeg forstår fuldkommen, hvad du mener: Jeg har en meget ekstrovert datter, og det har taget lang tid at finde en modus vivendi og forstå, at vi begge er heldige at have hinanden. Jeg har lært meget af hende – og jeg har (med besvær!) lært hende meget om værdien af at have et indre liv og lufthuller mellem alle legeaftalerne.
Jeg tror, du skal huske, at selvom dit barn er ekstrovert og gerne vil have legeaftaler uafladeligt, så er det stadig et barn – og kan ikke nødvendigvis selv vurdere, hvad der er bedst for ham/hende. Ekstroverte børn har også brug for stilhed, selvom de ikke selv synes det – og måske endda er lidt bange for det. Så dit barn er vældig godt tjent med at have en introvert mor, der kan lære ham/hende det, som ikke falder umiddelbart naturligt. Og ind imellem simpelthen bare insistere.
Jeg er selv (introvert) pædagog i en vuggestue og synes det er interessant at reflektere over, hvordan introverte børn har det i vuggestuerne og hvordan man kan indrette hverdagen, så den er ligeså meget på deres – som de extrovertes – præmisser.
Kære Ditte, du er den bedste allierede, de introverte børn kan få! Jeg håber, din vuggestue vil købe bogen, når den kommer, for der er gode, praktiske, billige råd.
Åh du ramtemit ømme punkt. Har selv to små følsomme (introverte?) gutter i vuggestue og børnehave hvor de endnu engang lige har haft fyringsrunde…. Min ældste ville pludselig ikke i børnehave, det tog noget tid at finde ud af hvorfor, men det var fordi de skulle spise frugt alle børn i fællesrummet fordi der ikke er voksne nok til at de kan gå ind på stuerne. Det lyder ikke af meget for os voksne, men for ham væltede det hans hverdag at der ikke var den stille stund om eftermiddagen hvor de sad på deres faste pladser med deres faste kammerater. Jeg HADER at vi ser nedskæring på nedskæring, men ved ikke hvad man kan gøre???
Kære Caroline,
Mit hjerte bløder over sådan en historie. Det er så vigtigt for introverte børn med stille stunder. (Det er også vigtigt for de ekstroverte børn, men det er en anden snak.) Det bedste, du vel kan gøre lige nu, er at gøre opmærksom på, hvordan sådan en lille forandring kan gøre en stor forskel i trivslen for ikke alene din dreng, men 30-50% af børnene i børnehaven.
Kærlige tanker,
Anna
Hvor er det godt at du tager et så vigtigt emne op i din bog.
Herhjemme er vi af alle slags, men jeg synes faktisk at det er tankevækkende at tingene ikke er så enkle som man let opfatter dem.
Bare to eksempler:
Min ældste og jeg er på næsten alle områder meget, meget ens men hvor jeg er præget af en angst fyldt barndom og meget menneskesky er hun totalt omvendt og elsker mennesker og aktiviteter. Lige som du har lært meget af din datter synes jeg jeg lære meget af hende.
Min yngste er genert og introvert i ekstrem grad og jeg var helt bekymret da hun skulle starte på en meget stor skole og en kæmpe SFO, det sjove er at barnet der aldrig har sagt et ord til pædagoerne i de små trygge og velnormerede institutionerne , stortrives i de kæmpestore rammer og nu både snakker og ligefrem pjatter med de travle pædagoer. Måske giver det hende ro at hun ikke nødvendigvis bliver set hele tiden hvis hun ikke selv har lyst.
Kære Anna,
Jeg kom til at tænke på dig og din bog, da jeg læste et interview med Marie Key i denne måneds Ud&Se – du kan læse det her, og især side 18-19 minder meget om dine beskrivelser af introverte børn: http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2013/Februar/
Bedste hilsner
Sara
Kære Sara, Tusind tak for referencen til interviewet med Marie Key. Pragtfuldt portræt!
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Marie er en åndsfælle: temmelig meget til den introverte side. Jeg grinede, da jeg læste om klasseturen til Norge og rusturen på gymnasiet. Og jeg frydede mig over, at hun senere taler om styrken ved at være introvert og tage pejling af der, hvor man er, før man skræpper op.
Kh,
Anna