Jacob og jeg går hjem fra boghandleren i dag. Vi passerer en far med datter – og følgende samtale udspiller sig:
Jacob: Så du det? Han havde “hvorfor-fik-jeg-børn?”-blikket på.
Mig: Nej, det så jeg faktisk ikke. Hvordan ser det ud?
Jacob: Halvt vrede, halvt sorg.
I morgen, ikke… Lige gyldigt hvor hård dagen er… Så smil til dit barn. Please!
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvor har du ret og hvor har du en reflekterende og vis søn.
Skarp søn der! Jeg har lige skrevet på min egen blog, at jeg hver dag får mine børn til at grine mindst én gang. Uanset hvor sur og knotten jeg er – eller de er. Ingen surhed har endnu vundet over mig/os efter en grinetur. Selvom min datter sagde en dag: “Mor, det værste er ikke, at du er pinlig. Det værste er, at du godt selv ved det – og du gør ikke noget ved det!”
Øj den havde jeg lige brug for. Har nemlig haft en af de værste dage hvor alt håb synes ude – og så er jeg lidt stolt af at jeg rent faktisk har “talt med mit barn i dag” Med smil
Hulemor, det er et skønt princip!! (Og det er vores pligt at være pinlige overfor vores børn – og dermed vise dem, at jorden ikke går under af den årsag.)