Jeg bliver lige lidt ved temaet fra i går: tilknytning og smerten ved at give slip.
For ja, det er smertefuldt at skulle give slip. Men i virkeligheden er det mere smertefuldt at holde fast. I følge buddhismen er det at holde for fast simpelthen selve årsagen til lidelse. Og hele “øvelsen” går ud på at blive fri for lidelse ved at hvile i ligevægt uden (alt for) stærk tilknytning til de nære og modvilje mod andre.
Da jeg første gang hørte det, blev jeg lidt knotten, for skulle det måske forstås sådan, at jeg kunne elske mine børn for meget? Men jeg vidste i realiteten godt, at det ikke var det, der blev ment. Og jeg vidste i realiteten også godt, hvad det vil sige at være for tilknyttet. Vi ved jo godt, når det er for meget og tid til at give slip på de børn. Eller med buddhismens ord: Finde ligevægt.
Så hvis du synes, det er svært det her med tilknytning og given slip, er det ikke noget, du er alene med. Det er virkelig svært:
Attachment is the root of all suffering
(Buddha)
PS: Nuser er en god buddhist. Han har virkelige fat i den lange ende her:
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak for kloge ord, som minder mig om, at tibetanere er stolte, når deres teenagere slår sig i tøjret og gør oprør. Det er det fornemmeste tegn på frigørelse (sådan prøver jeg også at tænke, når min af slagsen udfolder sig!).
Og så kan jeg fortælle, at en ti årig dreng også mærker frigørelses dilemmaet, når han sidder tre timer på skadestuen med en brækket arm og kæmper med sig selv over, at det eneste han har lyst til er at sidde på skødet af sin mor – men de andre ikke må se det!
Nååå, det er ikke nemt at være 10 år. Og så med brækket arm.