Da jeg kom hjem fra arbjde i dag, var det til to børn, der skændtes. Den lille var krænket, grædende og uden ord. Den store var uforstående og fuld af ord som det-var-jo-ironisk-ment og hvorfor-kan-du-ikke-snakke-om-det.
Der var ikke megen Zen. Faktik ingen overhovedet.
Jeg lyttede til først den enes fortælling, så den andens. Og mæglede så godt jeg kunne. Derpå sagde Elise “undskyld” og gik videre med livet, mens Jacob ikke kunne ryste krænkelsen af sig bare sådan lige.
Når man har en søn, der er… lad mig kalde det “særligt sensitiv”, og når denne sensitivitet er blevet vakt, så kræver det en tilsvarende særlig indsats at genetablere Zen: de dybe vejrtrækninger og det stille indre.
Her er Hele 3 Zen-skabende ritualer til de særligt Zensitive:
1:
Stille væren: At lægge sig ved siden af drengen på hans seng – og ikke sige en lyd. Simpelthen være stille og til rådighed. Og lade roen flyde fra min krop og ind i hans gennem en usynlig navlestreng. Indtil han slukker for fjernsynet, lægger sig ind til mig og siger, “Mor!”. Så enkelt, men så effektivt.
2:
At studere en samling. Ethvert barn bør have en samling, synes jeg. Ikke mindst fordi, når man fordyber sig i nydelsen af sine særlige ting, bliver fokus flyttet fra – i dette tilfælde – Jacob og hans sårede følelser. Så kan helingen begynde og sindet blive stille igen.
3:
At ae Den Zen-buddhistiske Pelspølse. Som altid er til rådighed for denne verdens særligt sensitive:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Du er en vidunderlig mor Anna – og inspiration. Tak.
♥
1) I dag er jeg dybt taknemmelig for Anna’s indlæg på bloggen
…
Mmm – jeg vil øve i mig i at få mere navlestrengsfilosofi ind i min datters og min hverdag <3 Tak fordi du er så hudløst ærlig, rørende og fuld af kærlighed – så meget at det smitter.