I dag skal Jacob og jeg med bussen. Umiddelbart efter vi er steget ind, bremser bussen brat op, og en ældre mand, som steg på samtidigt med os, flyver gennem luften og banker hovedet ind i væggen ved siden af chaufføren. Jeg er den, som først når ned til ham og tåbeligt spørger, om han er ok. Han er bevidstløs og blodet vælder ud af hans baghoved. Jeg råber, om der er en læge til stede, og det er der så godt som: En samarit, som iler til og får stoppet blødningen med et halstørklæde. Vi får lagt manden i aflåst sideleje, får den chokerede chauffør til at ringe efter en ambulance – og så venter vi. Og vi venter. Og vi venter. Ti minutter senere kommer manden til bevidsthed. 15 minutter efter ulykken, da Jacob og jeg forlader bussen som de sidste, bortset fra samaritten, er politiet ankommet, men endnu ikke ambulancen. Mere ved jeg ikke.
Og så er det, disse “Hele 3 ting” mærkes for alvor:
1: Medfølelse
2: Taknemmelighed
3: Ydmyghed
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Det er svært at lade det fare. Det er skrækkeligt at der ikke dukkede en ambulance op efter 15 min. Der kan ske neurotiske skader på få minutter.
Ellers nyder jeg din site og sørger for 5 minutters ro i mit sind om dagen.
Pu-ha……sikke en oplevelse. Vi må tro på at manden klarer sig.
Tanker til jer også
Voldsom oplevelse.. Og uvisheden er næsten ikke til at holde ud.. Håber på det bedste for den ældre mand og at du og Jacob holder hinanden tæt!
Kh Dorthe