“Så lige jeres spœndende dialog om tv-kiggeri. Jeg har gjort mig en hel masse tanker herom, som jeg tillader mig at dele med jer.
Det undrede os herhjemme, at det der tv-afslapning om eftm., som vi tœnkte vores piger trœngte til efter mange timers aktivitet, tit skabte en negativ stemning. Når der var gået et stykke tid, og fjernsynet blev slukket, virkede begge børn endnu mere uoplagte og var ofte i rigtigt dårligt humør. Batterierne var tilsyneladende ikke blevet ladet op, tværtimod.
Men så var det, vi lærte noget om alfabølger: Når vi ser fjernsyn går vi fra en almindelig vågen og opmærksom tilstand med betabølger i hjernen til en afslappet, dagdrømmende tilstand med alfa-bølger. Med alfabølger ved vi, hvad vi laver, men vi er alligevel ikke helt til stede. I den tilstand er vi mest modtagelige for det, der er omkring os – paraderne er ligesom nede – og hvis børnene ser en hæsblæsende Ben10, der ræser rundt på Cartoon Network, så bliver deres system stresset. Som forældre tænker vi måske, at det da er tiltrængt for det lille barnehoved at sidde og slappe af og lade op, men vid, at hektisk og voldsom aktivitet på skærmen har præcis den modsatte effekt og i stedet dræner barnet for energi. Hvis der skal slappes af foran flimmeren, så vælg enten nogle udsendelser eller sæt en film på, hvor det er muligt at trække vejret i bund, mens man kigger, eller hvis der er noget særligt spændende, så se det sammen, så I sidder tæt og trygt imens.
Nu gør vi det sådan, at der skal vœre helt rolige stunder uden nogen ‘ydre stimuli’ omkring en halv times tid, inden de evt. sætter sig ind foran flimmeren. Som fx Annas eftm.te-ritual.
Men vi skal bare huske en ting. Når vores børn kommer hjem fra nogle ofte hæsblæsende timer i institution og skole, som ofte er lige så krævende som vores arbejdsdag, er det naturligvis ofte svært for dem at skifte fra 5. gear til frigear. At sætte sig foran flimmeren virker for dem som det mest attraktive, fordi underholdningen serveres ved et enkelt tryk, og de har netop ikke energi til selv at skabe underholdningen, og fredelig ro synes enorm kedelig. Derfor må det vœre vores ansvar at sørge for, at der sker det nødvendige gearskifte.
Vi skal være forberedte på, at de indimellem vil brokke sig over roen. For den føles ubehagelig og dybt kedsommelig for dem i starten. Antennerne har været så lange hele dagen, at de ikke kan registrere alt det spændende, børnene har indeni sig som fantasi og kreativitet. Men på trods af evt. brok må vi insistere på roen, og efter et lille stykke tid er antennerne trukket på plads – og børnene vil stille kunne fordybe sig i deres eget. Denne insisteren skal bare ikke følges af bebrejdelser over, at børnene da ikke kan se, at det er sundt at kede sig, men med forståelse for, at det selvfølgelig er svært at finde ro efter 5-8 timers larmende aktiviteter.”
“Så lige jeres spœndende dialog om tv-kiggeri. Jeg har gjort mig en hel masse tanker herom, som jeg tillader mig at dele med jer.
Det undrede os herhjemme, at det der tv-afslapning om eftm., som vi tœnkte vores piger trœngte til efter mange timers aktivitet, tit skabte en negativ stemning. Når der var gået et stykke tid, og fjernsynet blev slukket, virkede begge børn endnu mere uoplagte og var ofte i rigtigt dårligt humør. Batterierne var tilsyneladende ikke blevet ladet op, tværtimod.
Men så var det, vi lærte noget om alfabølger: Når vi ser fjernsyn går vi fra en almindelig vågen og opmærksom tilstand med betabølger i hjernen til en afslappet, dagdrømmende tilstand med alfa-bølger. Med alfabølger ved vi, hvad vi laver, men vi er alligevel ikke helt til stede. I den tilstand er vi mest modtagelige for det, der er omkring os – paraderne er ligesom nede – og hvis børnene ser en hæsblæsende Ben10, der ræser rundt på Cartoon Network, så bliver deres system stresset. Som forældre tænker vi måske, at det da er tiltrængt for det lille barnehoved at sidde og slappe af og lade op, men vid, at hektisk og voldsom aktivitet på skærmen har præcis den modsatte effekt og i stedet dræner barnet for energi. Hvis der skal slappes af foran flimmeren, så vælg enten nogle udsendelser eller sæt en film på, hvor det er muligt at trække vejret i bund, mens man kigger, eller hvis der er noget særligt spændende, så se det sammen, så I sidder tæt og trygt imens.
Nu gør vi det sådan, at der skal vœre helt rolige stunder uden nogen ‘ydre stimuli’ omkring en halv times tid, inden de evt. sætter sig ind foran flimmeren. Som fx Annas eftm.te-ritual.
Men vi skal bare huske en ting. Når vores børn kommer hjem fra nogle ofte hæsblæsende timer i institution og skole, som ofte er lige så krævende som vores arbejdsdag, er det naturligvis ofte svært for dem at skifte fra 5. gear til frigear. At sætte sig foran flimmeren virker for dem som det mest attraktive, fordi underholdningen serveres ved et enkelt tryk, og de har netop ikke energi til selv at skabe underholdningen, og fredelig ro synes enorm kedelig. Derfor må det vœre vores ansvar at sørge for, at der sker det nødvendige gearskifte.
Vi skal være forberedte på, at de indimellem vil brokke sig over roen. For den føles ubehagelig og dybt kedsommelig for dem i starten. Antennerne har været så lange hele dagen, at de ikke kan registrere alt det spændende, børnene har indeni sig som fantasi og kreativitet. Men på trods af evt. brok må vi insistere på roen, og efter et lille stykke tid er antennerne trukket på plads – og børnene vil stille kunne fordybe sig i deres eget. Denne insisteren skal bare ikke følges af bebrejdelser over, at børnene da ikke kan se, at det er sundt at kede sig, men med forståelse for, at det selvfølgelig er svært at finde ro efter 5-8 timers larmende aktiviteter.”