Nu skrev jeg jo lige, at prinsesse-livet er milevidt fra hverdagen, men…. det passede så alligevel ikke helt. (Advarsel: Mandllige læsere kan med fordel stoppe læsningen her!)
I dag har jeg fået taget foto til den nye bog (som altså stadig først udkommer til februar). Forlaget vil have mig på forsiden af bogen, hvilket jeg godt kan se rationalet i, men ikke desto mindre synes er overordentligt skræmmende. Der er tre ting her i livet, som jeg i særklasse ikke bryder mig om: at købe tøj, at blive fotograferet og at danse. For jeg bryder mig ikke om at være i centrum.
I dette lukkede forum kan jeg godt indrømme, at jeg derfor har frygtet dagen i dag gennem et par måneder.
Når man skal træde radikalt udenfor sin comfortzone skal man omgive sig med tryghed. Der skal være nogen at holde i hånden eller en struktur, der giver tryghed. Jeg fik tryghed ved at alliere mig med det bedste team, der findes: Damerne Klein&Wedel, henholdsvis stjernefotograf og ditto stylist. Og her er det, at prinsesse-temaet kommer ind i billedet. For jeg gjorde ligesom Mary: Jeg fik stylisten til at gå i butikker og finde alt tøjet til mig. I går troppede hun op i mit soveværelse med poser fulde af tøj, hun havde lånt i forskellige butikker. Jeg behøvede ikke købe noget af det, hvis ikke jeg ville. Men det hele var pænt og næsten alt passede i størrelsen. Hun havde tydeligvis lyttet til mig, da jeg fortalte, hvad jeg godt kan lide. Så jeg endte med at købe to kjoler, en nederdel og fire bluser. For at forstå, hvor utroligt mange stykker tekstil det er for mig, fortæller jeg lige, at jeg tog på to ugers sommerferie medbringende to (som i: 2) kjoler. Og så et sæt vandretøj. Jeg går kort sagt ikke op i at have meget tøj… Indkøb af to kjoler, en nederdel og fire bluser svarer til adskillige års tøjindkøb. Fuldkommen uden al den ubehag, der sædvanligvis er knyttet til at købe tøj.
Så jeg var pænt klædt på i dag. Og fik lagt overdådig make-up. Billederne har jeg ikke set endnu, men de bliver sikkert fine.
Derefter cyklede jeg hjem og smed mig med et migræneanfald. Jeg vidste godt, det ville komme. Men det kunne have været værre, og det kunne have været mere langvarigt. Jeg slap billigt, fordi jeg havde forberedt mig så godt, jeg kunne, forud for noget, jeg vidste ville blive svært. Det er også en måde at stå ved sig selv på. (Subsidiært kan man selvfølgelig fortælle sig selv, at der er visse idéer, man ikke behøver at slæbe med sig gennem hele livet. Jeg overvejer den mulighed.)
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvor dejligt for dig at få noget nyt tøj, helt uden ubehag. Det var en smart måde at gøre det på.
det kan godt være du ikke kan lide at blive fotograferet, men når man så ser resultatet så forstår man det ikke. Du er skøn på billeder, dem jeg har set ihvertfald. Det billede her på bloggen elsker jeg, ligesom jeg er vild med den kjole du har på. Hmmm er den mon shoppet med eller uden ubehag!
Zenlig hilsen Tania
Tak, Tania. (Den blå kjole er min “all time favorite”. Gid jeg havde købt flere, for den er ved at være noget mør…)
Kære Anna.
Jeg glæder mig til at se bogen – og dig på dens opslag! Jeg kan lide din ærlige stil her på bloggen og ditto de uformelle fotos, du lader understøtte dine tekster. For mig, måtte dit omslag gerne have været i samme stil, for det er sådan jeg oplever dig; ærlig og uformel. Hvorfor skulle det mon være så “stylet”, når det nu på flere måder ikke er dig??
Iøvrigt; forsiden på “Introver, så ved…” har skønne farver og der er også noget gladt/sommerligt over motivet ved første øjekast. Selve indholdet er skønt og har hjulpet mig på forskellig vis. Imidlertid generer det mig, at hun gemmer sig bag balloner – som et umodent barn! En dag lånte jeg mit eksemplar til min leder på arbejdspladsen, som jeg også ser er overvejende introvert. Vi havde talt lidt dét og om bogen, men da jeg et par dage senere overrakt hende mit eksemplar, kunne jeg se hun ikke brød sig om omslaget. En sky person gemmer sig – det billede tror jeg (selvfølgelig) ikke hun ønskede vi skulle have af hende som chef!!
Hvordan omslaget kom til at se ud, står jo ikke til at ændre. På den måde er min nederste kommentar for så vidt ligegyldig, synes alligevel bare jeg ville skrive det som en lille respons…
Bedste hilsner
Mette
Kære Mette,
Jeg vil aldrig acceptere et omslag, som ikke “er mig.” Så det bliver ikke über-stylet, det bliver bare mig i en pænere nederdel, end de par stykker, jeg selv har i skabet. Den nye bog er meget personlig, og det er vigtigt for mig, at omslagsfotoet er autentisk, der bliver overensstemmelse mellem cover og indhold.
Billedet på “Introvert”… Jeg forsår naturligvis din indvending. Selv ser jeg imidlertid ikke et billede af en sky person. Man er ikke sky, når man stiller sig frem med en stor buket lyserøde balloner, tænker jeg. Jeg ser det mere som et billede på en person, som godt tør stille sig frem, men blot ikke ønsker selv at være i centrum. Og så synes jeg helt basalt, at billedet er iøjnefaldende, så bogen bliver en, man får lyst til at tage op i hånden, når man er hos boghandleren. Og det er jeg selvfølgelig glad for!
Kærlig hilsen,
Anna