Råd #2 af mine 10 bedste råd til et mere harmonisk familieliv:
Prioritér din tid til fordel for tid og ro sammen med børnene.
Hvad svarer du, når du bliver spurgt, om du vil være med i forældrebestyrelsen i børnehaven eller i skolen? Eller om du lige kunne smække nogle spinatpandekager sammen til smør-selv-dagen? Eller om du kan lægge hus til familie-brunchen den første søndag i hver måned?
Hvis du har små børn og noget-nær-fuldtidsarbejde, så vil jeg anbefale, at du svarer nej. Bliver det ikke rigtig hørt, så prøv med “NEJ” – eller eventuelt “Fandenme nej!”
Pointen er:
- Foretage en benhård prioritering af din tid og dine kræfter.
- Sig nej til alt, hvad der tager tid og kræfter fra det vigtigste: Dig og børnene og jeres hverdag.
- Sig ja til alt det, der ikke gør.
Jeg ved, at det er svært at prioritere så benhårdt til fordel for dig og børnene. Dels fordi der er en masse ting, du gerne vil. Dels fordi der er en masse ting, du måske ikke så gerne vil, men synes, du bør gøre alligevel. Og som andre mennesker måske også synes, du bør gøre? Det er ok, at det er svært. Bare prøv alligevel: sig nej. Og vær stolt over det. For det er ikke et fravalg at sige nej til det ene og det andet. Det er et bevidst tilvalg af mere tid og ro til dig og børnene. Mere harmoni. Mere Zen.
Jeg garanterer, at det virker. Og jeg garanterer også noget andet: Når børnene er større, kan du begynde at prioritere anderledes: Melde dig ind i skolebestyrelsen og træne til en marathon og alt det andet. Den tid kommer! Men lige nu, mens børnene er små…. Ro på! Ro, nærhed og fordybelse!
PS: Der er den bonus ved at prioritere ro, nærhed og fordybelse sammen med små børn, at de selv søger det, når de bliver større.
{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Kære Anna, Tak for dine vigtige remindere! Du kan tro jeg sendte dig en tanke, da min pige på 3 år sagde: Skal vi ikke åbne vinduet og lytte til regnet moar? Og jeg har aksepteret at jeg ikke forstår Pokemon-kortene, og at det egentlig også er lige meget, så længe jeg lytter når min dreng fortæller om dem! Og hvorfor var det liiige at vi skulle være med til den have-dag i børnehaven i sidste uge? For at undgå den dårlige samvittighed? Eller for at vise “ih-hvor-er-vi-bare-engagerede-forældre”? Hmmm, der er i hvertfald stof til eftertanke i det du skriver! Tak!
Sødeste Anna,
Vil du ikke nok snart skrive en “Zen for Fædre” eller måske endnu bedre: “Zen for Mødre – via røvfulde til fædre der lover for meget..” eller noget i den stil:-)
For vi øver, øver og øver – og blir bedre! Til det med at være sammen, være familie og få zen ind i hverdagen.. Det går faktisk rigtig godt!! Men så var det lige at faren sagde ja til at gå med i forældreforeningen OG bage kage til arrangementet i kommende uge.. Som om han nogensinde har bagt en kage? -Og sedlen med indkøb der skal klares senest tirsdag der ligger på køkkenbordet – som jeg VIRKELIG forsøger at ignorere (sammen med det faktum, at han næsten med garanti har gjort sig tanker om, at jeg bare klarer både den med indkøbene og kagen)
Overvejer at pakke weekendtasken, booke et hotelværelse og få sovet ud – og så komme frisk og veludhvilet tilbage på onsdag:-)
Kh Dorthe
@ Anna: Sandheden er så lige til – og alligevel svær, hvis man føler man skal leve op til alle de andre – som reelt har det ligesom en selv.
@Dorthe K.: Prøv at læse Gunilla Bergensten: “Familiens projektleder siger op” Det lyder som noget du søger
Den er muligvis ikke heeeelt zen, men den holder!
@ Dorthe: Jeg har allerede én gang skrevet et svar til dig. Og slettet det igen. For det er jo en pæn blog, det her. I stedet bad jeg min mand læse din kommentar – og spurgte, hvad han synes, du skal gøre. Jeg tænkte, at en mand måske vil vide, hvad der virker på mænd… Han sagde: “Ros ham!! Sig, “Hvor er det bare dejligt, du har taget det initiativ at bage kage. Det ville jeg aldrig have haft ork til!” Og den indkøbsseddel rører du selvfølgelig IKKE.
(Skriver du ikke lige på onsdag. Vi er nysgerriege efter fortsættelsen…)
Kære Anna,
Jeg nyder at læse din hjemmeside og er som regel meget enig i det, du skriver. Jeg læser hver dag. Men…hmm…..ja, selvfølgelig skal vi sige nej til forældreråd, forældrebestyrelser, kagebageri, hvis engagementet og lysten ikke er der. Men hvordan ser det ud, hvis ingen vil yde en indsats for fællesskabet? Hvem skal kæmpe for børnene? Hvem skal kæmpe for dine børn, hvis du ikke kan (sygdom / ressourcesvaghed mm)?
Jeg er sikker på, at det er godt for børn at mærke, at vi VIL dem. At vi gider engagere os i deres hverdag i skolen/fritiden.
Vi skal støtte dem, og det gør vi også ved at lave noget arbejde for dem, så de f.eks. kan få en god lejrtur med deres kammerater.
Gu kan det da være svært at få tid til selv at bage. Men så lad være med at gøre de selv. Køb eller spørg en bedstemor/eller en pensionist. De hjælper med glæde. Tro mig. De vil også gerne mærke, at der er brug for dem…… På den anden side, må der også være meget zen i at bage sammen med børnene. Gør det til et ritual at bage sammen, fyld fryseren, så kan ungerne med stolthed tilbyde at tage kage med, uden at være bange for at stresse dig.
Det værste er, hvis man tror at man skal kunne klare det hele selv. At alt skal være perfekt. Men bed om hjælp, og den kommer. TAK og hjælpen kommer igen.
Men Anna. Du er inde på det rigtige. Vi skal tænke på, hvor vi bruger vores energi. Men i stedet for at være passiv i forhold til vores demokratiske rettigheder, så drop de sociale arrangementer på arbejdet og skru ned for egne ambitioner i en periode. Der bliver tid til det hele, når børnene bliver store. Og det gør de lige pludselig.
Tag aktiv del i dine børns hverdag, så længe de gider have dig med – også den uden for hjemmet.
Kh Catharina
Anna – tak for dine søde ord:-) Og hurraaa! Manden tog en halv fridag i dag – og har styr på indkøbene! OG har bestilt købekage:-) Fordi han indså, at det måske var en god ide lige at klare ærterne selv! Og så er jeg sgi stolt af ham (okay – jeg kan faktisk mærke at han også er lidt stolt af sig selv:-) Og det er sgu godt nok – for mon ikke der kommer mer af den slags?) Og så fandt man lige lysten og overskuddet til at bage knækbrød, som ungerne ku ta med i børnehaven! YAY for overskud!
Jeg er fuldstændig enig i den filosofi. Jeg har altid prioriteret sådan, mens børnene var små. Til gengæld har jeg med 4 børn haft dem små i 11 år nu og den mindste er endnu kun 10 mdr. Nogen ville nok synes, at jeg har ofret nogle sider af mit liv for meget…måske ikke lige marathonløb, men så noget andet selvrealiserende. Man kan selvfølgelig altid sige, at fire børn er MIT marathon;-)
Stine
Jeg er bestemt også ret enig med dig, Anna, men det er så let at sige og så svært at holde, når man tilhører den race, der altid helt automatisk rækker hånden op, når der er brug for frivillige til at løfte et eller andet arrangement.
Når man selv har siddet i forældrebestyrelser i både børnehave og fritidshjem samt været kontaktforælder i mange år, så ved man også, hvor umådeligt trist det er, at forsvindende få forældre engagerer sig i det arbejde, der trods alt signalerer en smule interesse for de mennesker, der tager sig godt af vores børn i mange timer hver dag. Det er mere end deprimerende, skulle jeg hilse og sige.
Men du HAR alligevel ret. Det er en god ide at søge ro og hellige sig det at være mor i de få år, det trods alt gælder. Spørgsmålet er bare, om ikke der findes en gylden middelvej. For jeg vil jo også gerne lære mine børn at være engagerede mennesker, der gerne vil bidrage….
Kan vi mon finde en balance?
Kære Diana, Balance er lige præcis det, vi skal søge efter. Det er også derfor min “punktliste” handler om både at sige nej og ja: Nej til det, der tager kræfter. Ja til det, der ikke gør. Og heldigvis er der jo forældre til mindre børn, der godt kan lægge engagement i forældrebestyrelser og lignende uden at det tapper for meget på energien. Men det er nok ikke 4-børns mødre som Stine. Eller enlige mødre. De tager så næste tørn, når børnene er knapt så små.