Fredag den 6. september – Brevkassen

Brevkassen har fået et brev fra en kvinde (og mor), hvis mand har forelsket sig i en anden. Læs mit svar herunder.

Hvis du selv har lyst til at skrive til mig med et spørgsmål, så læs her, hvordan du gør.

Kære Anna

 Jeg har i virkeligheden to spørgsmål til dig:

 Min kæreste er blevet meget forelsket i en anden, og nu står han på tærsklen til at forlade mig og vores to piger, selvom han siger, at han elsker mig og dem meget højt. Vi har været kærester i mere end 10 år og aldrig før tvivlet på vores kærlighed, men helt klassisk har hverdagen måske alligevel fået os til at fjerne blikket fra hinanden og skabt en åbning for, at han kunne få øjenkontakt med en anden. Vi har talt og talt og får hjælp, men jeg oplever, at han ikke kan eller vil give slip på den mulighed, der ligger hos den anden, som er en ung kollega. Forelskelsen er i øvrigt gengældt, men de har udover lidt kysseri, ikke haft et egentlig forhold.

1. Er der noget, jeg kan sige til ham?

2. Hvordan overlever man kærestesorg, samtidig med at man hjælper sine børn bedst muligt gennem et opbrud i familien?

 Kærlig hilsen

 “I frit fald” 

 Kære I frit fald,

Hvor er jeg ked af, at du står midt i dette.  Eller faktisk føler du jo slet ikke, at du står, men at du befinder dig i et frit fald. Intet kan være mere utrygt. Det gør mig virkelig ondt.

Min veninde, lad mig kalde hende Karen, oplevede noget, der ligner. Jeg skriver med vilje ikke, at hun oplevede det samme, for det er aldrig det samme. Selvom historien om mand-forlader-kvinde-og-børn-til-fordel-for-en-yngre-model lyder bekendt, er den ny og kompleks og dybt personlig hver gang. Dengang var det Karen og hendes børn og deres far. Nu er det dig og dine børn og deres far. Men Karens historie ligner din, og derfor vil jeg gerne fortælle den.  

Karen havde kendt Prinsen, siden de mødtes på Diskoteque Sommerfuglen, da de var 15 år. Diskoteque Sommerfuglen bestod af endeløse rækker af dybe, rustøde velourmøbler og et minimalt dansegulv. ( Jeg tænker, at kommunen havde stillet krav om, at der trods alt skulle være et dansegulv, for at man kunne kalde stedet et diskoteque.)  Dybt i de rustrøde velourmøbler havde Karen og Prinsen fundet hinanden weekend efter weekend, indtil de flyttede sammen i en kælderlejlighed, tog studentereksaminer og besluttede, at hun hurtigt skulle tage den korte uddannelse, så hun kunne forsørge dem, mens han færdiggjorde sin lange uddannelse. Snart fik de to børn. Eller snart og snart… Karen og Prinsen havde jo kendt hinanden siden Sommerfuglen ; de børn var aldeles planlagte. Karen havde  - også planlagt – hovedansvaret for dem, mens Prinsen slog sit navn fast i den kreative klasse. En dag, da den yngste var to år, kom Prinsen hjem og fortalte, at han var faldet for en kvinde fra arbejdspladsen. Prinsessen var ung og slank og aldrig træt og kunne virkelig forstå, hvor krævende det var at være i den kreative klasse og at holde sig på toppen. Karen og Prinsen talte og talte, som I har gjort, din kæreste og du.  Prinsen var forelsket, men alligevel usikker:  Should I stay or should I go, sang han. Da han havde sunget det i et par uger, besvarede Karen spørgsmålet:  Go! 

Hun sagde Go! med så megen overbevisning i stemmen, som hun kunne mønstre overfor den mand, der er far til hendes børn, og som hun havde elsket siden Diskoteque Sommerfuglen og indgået livsdefinerende og bindende – troede hun – planer med. Så han gik. Vi andre kom. Vi overnattede i hans side af dobbeltsengen. Karen græd som en pisket.  Men ikke som en forladt. Hun havde taget autoriteten tilbage i sit liv i stedet for at være i lommen på hans tvivl og manglende beslutningsevne. Og det føltes rigtigt. Det var der vist ikke noget som helst andet, der gjorde, men netop den del af det hele gjorde. Hun har sagt det hundredevis af gange siden: Det var godt, jeg nåede at smide ham ud.

Så når nu du spørger, I frit fald, om der er noget, du kan sige til din kæreste, er det faktisk mit bedste bud, at du siger som Karen: Go! Jeg læser dit brev sådan, at din kæreste dybest set har truffet sit valg. Selvom I taler og taler og har været så fornuftige at få hjælp, oplever du, at han ikke kan eller vil lade muligheden for Den Unge Kollega gå fra sig. Hvis du oplever det, har han truffet sin beslutning.  Også selvom han måske ikke har flyttet sin tandbørste. Så er det nu, du tager over og tager magten tilbage i dit liv. Der er en tid til alting, I frit fald:  Der er en tid, hvor du skal tale og lytte og tigge og bede og trygle og true og klynke i hans skjortebryst. Det er vigtigt, for det sikrer, at du ærligt kan sige til dig selv, at du har gjort alt, hvad du kan. Alt. Hvad. Du. Kan. Men der kommer en tid, hvor du skal stoppe.  Den tid er nu. Sig, at han skal gå.

Mener jeg virkelig, at du skal give slip, når nu du lige har fortalt mig, at du føler dig i frit fald og desperat  har brug for noget, du kan holde fast i? Ja, jeg mener det. Du skal give slip.

Efter du har sagt dette svære Go!, er der andre ting, der skal siges. De er ikke nær så svære, men de er vigtige, for de handler om, hvordan I gør bruddet i familien så skånsomt for børnene, som det nu engang er muligt. Hvordan I fordeler tid og ansvar. Nødvendige praktikaliteter. Jeg er sikker på, I finder ud af den del, for jeg tror ham, når han siger, han elsker dig og børnene. Faktum er, at man kan godt både elske sin partner og sine børn – og alligevel ønske sig et andet liv.

Det fører mig direkte til dit spørgsmål nummer 2: Hvordan du overlever kærestesorg samtidigt med at du hjælper dine børn over bruddet? Svaret er, kære søster, at du overlever kærestesorg netop fordi du samtidigt passer på dine børn. Du kan ikke give op. Det valg har du ikke. Dine børn gør det nødvendigt, at du går distancen – og derfor gør du det, selvom du lige nu tror, at du ikke kan. Du kan! Du kommer igennem din kærestesorg og frem ved at tage én dag ad gangen, ved at smøre én madpakke ad gangen og ved at være stor nok til at bede om hjælp fra dit netværk på de dage, hvor selv den ene madpakke er uoverskuelig eller hvor du har brug for, at der kommer en og sover ved siden af dig i den dobbeltseng, du hader, men ved, du skal tilbage til, fordi det bare ikke går at blive ved med at sove på den elendige sofa. De dage og nætter vil der komme mange af. Men pludselig vil der være en aften, hvor din sidste tanke ikke handler om ham. Pludselig vil du have sovet igennem en hel nat. Og pludselig vil der være en hel dag, hvor du ikke har fældet en tåre. Sådan kommer du igennem. En dag ad gangen. Og med et sylespidst fokus på alt det smukkeste i hverdagen med små børn: nærheden, detaljerne, det store i det små. Sådan kommer du igennem.

Har jeg mon forstået dig, når jeg tænker, at en af de ting, du i virkeligheden også spørger om, er, hvordan du skal finde plads til din kærestesorg, når børnene ikke må mærke, at du er ked af det? Igen: Giv slip! Slip den bekymring og den ambition, at børnene ikke må opdage, hvordan du har det. Du har to finjusterede seismografer i huset, som registrerer de mindste rystelser i deres omgivelser. Så de kommer naturligvis til at mærke ind imellem, at du er ked af det. Des før, du erkender det, des bedre kan du agere. Jeg led af kærestesorg i et år eller to fra min datter var fem år. (”I et år eller to” Bemærk lige den formulering, I frit fald. Jeg kan faktisk ikke engang huske præcist, hvor lang tid, det tog. Sådan går det!) Jeg tænkte lige for lidt siden, at jeg ville spørge min datter, hvad hun kan huske fra den tid (hun er 17 år i dag). Jeg tog nonchalant en lille post-it blok med ned på hendes værelse og bestak hende med en æske Toffifee til at slukke for Desperate Housewives og lige give mig et par stikord. Jeg tænkte, hun nok ville sige, at det kan hun da godt huske, men der-er-løbet-meget-vand-i-åen-agtigt. Det sagde hun så ikke. Vi spiste alle Toffifee’erne, mens hun beskrev, hvor tydeligt hun husker, at jeg var ked af det. Hvor ked af det, det til gengæld gjorde hende. Og hvor gerne hun ville gøre mig glad.  

Jeg prøvede i begyndelsen at få hende til at ændre historien, så den tog sig pænere ud (læs: jeg forsøgte at manipulere med hendes virkelighed, så jeg tog mig pænere ud). For det var ikke let at lytte til. Hvad skal jeg sige, I frit fald ? Vi gør tingene så godt, vi kan. Det er ikke altid skide fremragende. Men – og det her er vigtigt! – det er i reglen godt nok. Jeg har skrivebordet fuldt af lyslilla post-it sedler med notater. Du skal ikke høre det hele, men du skal høre, at hun sagde, at en mor skal tale med sine børn om, at hun er ked af det. Og at en mor skal fortælle sine børn, hvordan de kan hjælpe. Det sidste havde min datter savnet. Du skal også høre, at hun sagde, at når et barn oplever sin mor være ked af det, så falder moderen ned af Super Mor piedestalen. Og du skal især høre, at hun sagde, at til gengæld lærer man som barn, at det er ok at vise sårbarhed og ikke at være perfekt. For når ens mor ikke er perfekt, så behøver man heller ikke selv at anstrenge sig for at være det.    

Kære du, du føler lige nu, at du er i frit fald. Vi er mange, der ved, hvor skræmmende det er. Men tro mig, det vil ikke vare ved. Det kommer til at gå dig sådan her: Dine børn, din hverdag og dit netværk vil tilsammen skabe en faldskærm, der standser det frie fald og holder dig svævende. Du lander på benene.  Det bliver godt for dig. Og godt for dine børn, som da har en mor, der kan lære dem, hvordan man laver en landing.

Kærlig hilsen,

Anna