Mandag den 10. marts

Forleden skrev jeg på bloggen og bad om input fra jer. Fordi en kvinde havde stillet Brevkassen det kæmpe store spørgsmål, “Hvordan lever man fuldt ud?” Tak for jeres gode råd. Nu er svaret færdigt.

Jeg kan ikke lægge det på bloggen, for det er hemlig-nemlig indtil bogen udkommer. Men jeg kan godt dele lidt af det.

En del af svaret handler om at træffe valg (frem for at leve bevidstløst) – og at træffe dem med respekt for det, vi ved nu i fremskreden alder, men ikke vidste, da vi var yngre… Her er en bid af svaret:

Vi traf de valg, vi traf, fordi vi vidste det, vi vidste. Nu ved vi mere og kan træffe andre valg. Vi ved for eksempel det her:  

Tiden går vanvittig hurtigt, og børn vokser op med eksponentiel hast. (De havde ret, alle de voksne, vi himlede over, når de sagde det, dengang vi var børn og unge.)

Det er ligegyldigt, at maven er rund i stedet for flad. Det er spild af liv at gå så højt op i den detalje.

Det er ligegyldigt, at ”de andre” ikke forstår, hvad vi kæmper med og drømmer om. Det er stort, at der er en enkelt eller to soul mates, der gør.

De små ting udgør en uudtømmelig kilde til glæde. Blomster, snevejr, duften af poter, børn i nattøj og fornemmelsen af et armbånd, der glider langs håndleddet.

De store ting bliver man aldrig færdig med. De vigtigste er accept og taknemmelighed.

Dette øjeblik kommer aldrig igen; det er unikt. Uanset, om det er et øjeblik, vi har håbet at opleve, eller et øjeblik, vi har håbet at undgå, skal vi gøre det samme: gribe det, trække det helt tæt på og sige ”Hej! ” og ”Tak!”

PS: Apropos de små tings betydning: I dag kom Ægtefællen hjem fra arbejde med et par hjemmestrikkende, uldne sokker. Han havde bemærket, at en af hans patienter havde haft sådan et par på, da det var vældig koldt i januar – og havde komplimenteret dem. Det viste sig, at sokkerne var strikket af patientens mor i Montenegro. Og patienten havde straks spurgt sin mor, om hun ville strikke et par til sin datters psykiater. 

Hvor sødt er det lige? Hvor stort er det lige?