Some girls have all the fun! For eksempel mig, som sidder i smukke omgivelser og får lov at skrive brevkassesvar.
Jeg har lige skrevet til en mand, hvis hustru har været ham utro gennem 1½ år. Han var optaget af, om han skulle dømme hende ude på grund af lav moral. Jeg var optaget af at få ham til at vende blikket den anden vej og svare på, hvad han vil med sit liv.
Nu skal jeg svare på et fantastisk brev fra en kvinde på 50 år, som ikke synes, hun er den datter, hun gerne vil være. Hun synes, hun burde holde mere af sin far og være tålmodighed med ham, for han er trods alt 80. Men… kærligheden til ham er blevet slidt op af mange års tyranni fra faderens side. Faderen har et iltert temperament, som er gået ud over både hustru og børn. Brevskriveren kan næsten ikke hodle ud at være sammen med ham. Og hun kan slet ikke holde forstillelsen ud: At når familien er samlet, lader alle som om, det hele er så hyggeligt. Brevskriveren er udmattet i måneder efter…
Spørgsmålene er blandt andre, hvornår man er en god nok datter? Og hvilke forpligtelser man med rimelighed kan siges at have overfor en far, som man faktisk ikke kan holde ud?
Hvad siger I?
{ 8 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg tænker tilgivelse – tilgivelse – tilgivelse.
Hvis datteren bliver i stand til at tilgive sin far – og sig selv for at have ladet faren tyrannisere sig selv og den øvrige familie, vil hun også blive i stand til at se hvordan hendes rolle nu skal være. Måske vil forholdet blive mere ligeværdigt. Også selv om faren stadig er en tyran. For det vil ikke ramme hende på samme måde længere. I selve tilgivelses processen, sker der som regel det at man også ser hvorfor personen gjorde som han gjorde. Ingen mennesker er umiddelbart onde eller tyranner. Det er noget man bliver gennem den opvækst og de hændelser man bliver udsat for. Man reagerer på det man selv er blevet udsat for og spejler det videre til de mennesker der er omkring en. Måske bryder han sig heller ikke om sig selv, men er ikke i stand til at stoppe sine handlinger. Eller måske kan han virkelig ikke se, hvad det er han gør og finder det bare helt naturligt.
Der efter er hun også nødt til at tilgive den øvrige familie, da de jo bare spiller med på melodien uden (synligt) at reflektere over hvad der sker.
Jeg synes hun er den gode datter fordi hun faktisk reflekterer og tvivler. Hun vil gerne noget bedre. Hun mangler bare modet til at gøre noget ved det. Men det er hun jo allerede ved at samle når hun beder om råd. Når hun har tilgivet sin far, har hun jo også brudt det dårlige mønster, eller er i hvert fald i gang med det. Og det alene gør hende i mine øjne til en god datter. For så har hun set at der også inde i faren er en god side, og den vil måske ligefrem blive fremmet af tilgivelsen. Fremmet fordi hendes reaktionsmønstre formentlig efterhånden også vil ændre sig, i det farens tyranni vil prelle af på hende og så virker tyranniet jo ikke længere og vil efterhånden fade ud.
Tænk min vinkel er helt anderledes.
Jeg kan slet ikke se hvor tilgivelsen hører hjemme. En accept af det var sådan måske og en ro i at hun selv fandt sig i det – og ingen vidste bedre.
Fremadrettet, jeg mener ikke familiestempel giver os ret til at opføre os værre end overfor resten af verden / eller vi skal finde os i mere.
Tal med ham og kan du ikke nå ind så begræns dine besøg og lær dig selv det er godt nok – du fortjener også at trives
De fejl vi begår i vores liv koster nogle mennesker noget. Og ofte folk vi elsker. Hvis vi ikke elskede dem ville vi aldrig opdage vores fejl, så ville vi være ligeglade.Vi skal huske at sige undskyld. Også for ikke at kunne tilgive.
Og så skal vi leve videre..
Hvad er definitionen på at være en god datter? Er det at elske betingelsesløst, som man har lært (uanset rimelighed), eller er det at bygge sig et liv, som enhver sund forælder vil være stolt af?
En god datter er blot et godt menneske, et menneske, der rydder op i sin egen fortid – ikke i andres. Een, der tilgiver for sin egen skyld, ikke for andres. Og een, der ikke accepterer uacceptabel opførsel fra nogen. Et godt menneske stræber efter et godt liv, sammen med andre, eller på trods af andre, men hun lader ikke nogen trække sig ned til et lavere stade. Aldrig nogensinde! Måske er en løsning at droppe begrebet “god datter”, for er det ikke bare er en installation fra forældre og samfund, en illusion? Og gå efter at være “et godt menneske”, der passer på sin energi for at kunne give mere til dem, der gerne vil modtage – i stedet for at blive drænet af dem, der bare vil have. Og som elsker sig selv nok til at prioritere sit eget overskud.
Tænk sig, jeg tror hverken på tilgivelse eller undskyldning, hvis parten, der skal tilgives eller undskyldes, ikke på nogen måde fortryder en handling eller et handlingsmønster. I første omgang skal faren vel derfor siges imod – måske er han aldrig blevet det før? Og når han så selv – eventuelt ved at tale med datteren – når til en form for indsigt og forhåbentlig fortrydelse, kan de genoptage kontakten. Man må gerne stille krav og sætte grænser; ikke mindst over for familiemedlemmer, som nok ofte får en noget længere snor end venner og bekendte. Måske har faren alderen imod sig, men dårlig samvittighed fra den alt for pæne og søde datters side bringer intet godt med sig. Mon ikke faren ligefrem kunne ende med at have den allerstørste respekt for hende?
Der er noget, der tyder på, at faderen ikke vil ændre på sin opførsel, når han ikke har gjort det før og nu er blevet så gammel, som han er.
Og alt tyder på, at datteren har gjort hvad hun kunne for at gøre familie samværet tåleligt.
Så derfor synes jeg godt hun kan sige ‘Puha’, jeg har gjort hvad jeg kunne og NU vil jeg have ro og fred i mit liv.
Hun skylder ikke sin far at være omkring ham og være noget for ham, når han tydeligvis ikke vil tage imod det og blot dræner hende for energi, så overskuddet til hende selv og hendes liv i øvrigt forsvinder.
Tilgivelse er godt, men for hendes egen skyld, så hun kan komme videre og hun behøver nødvendigvis ikke at lade sin far det vide, men blot tilgive ham inden i sig selv.
Der skulle have stået ‘Pyha’
Tak for alle jeres kommentarer, I kloge mennesker.
Jeg sidder stadig og skriver på det svar. Jeg synes, det er svært – og INDERLIGT meningsfuldt.
Kærlig hilsen,
Anna