Fredag den 9. september

af Anna Skyggebjerg den 9. september 2011

Råd #9 af mine 10 bedste råd til et mere harmonisk familieliv:

Brug den daglige par-tid på hygge. Afsæt et bestemt tidspunkt hver uge til refleksionstid. Det er der (og så vidt muligt alene der), at I snakker om det, der måske ikke går så godt. Det er vigtigt, at der afsættes maksimalt en time til det møde.  

Hvis der er noget, der forhindrer harmoni og Zen-tid, så er det skænderier. Derfor gælder det om at have nogle aftaler, der i videst muligt omfang reducerer skænderierne. Jeg synes, det er en god idé at aftale, at der er et bestemt tidspunkt om ugen, hvor man taler om eventuelle problemer. Jeg ved godt, at der er nogle skænderier, der lever deres eget liv og blæser én omkuld lige her og nu. Men der er nogle diskussioner, man godt kan udsætte. Nogle situationer, hvor man godt kan sige, “Det her vil jeg gerne vente med at snakke om til vores aftale på søndag.” På den måde tager man uenigheden seriøst, men forhindrer den i at fylde alt for meget.

Og lur mig, om ikke I tit vil opleve, at når det så bliver søndag, synes I alligevel ikke, at den bold er værd at gå efter. Og så kan I jo snakke om noget andet søndag aften.

PS: Dagens snapshot fra min vindueskarm. Zenfor mig…

{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Hulemor 10. september 2011 kl. 09:00

Kære Anna. Et genialt råd, som altid fra dig.
Jeg har en kæreste, der er smed. Og dengang, jeg lige havde mødt ham, var jeg rigtig god til at – skal vi sige – køre en stemning op. Her-og-nu diskussioner, gerne med en frisk analyse af hans følelser og reaktioner (piiinligt, men sandt). Han var den første mand, der ikke gik i clinch med mig eller blev såret eller råbte højere. Han sagde bare: “det var da fandens, alt det du ved om dét. Men det passer nu ikke”. Og hvis jeg blev ved (fordi jeg selvfølgelig VILLE have ham til at forholde sig) sagde han: “Hvis du laver te tirsdag aften kl. syv, kan vi snakke om det dér”. Og ja – så var gassen taget af OG … han havde haft tid til at tænke sig om (for jeg var jo altid milevidt foran i diskussionen, efter at have ulmet 14 dage forinden!).
Ja, man kan lære om Zen de forunderligste steder – selv af en jysk smed. Men har man ikke sådan en, er det godt, vi har dine bøger! God lørdag. M

gravidgrahvad 10. september 2011 kl. 15:18

Hvad blev der af Råd #8? :)

Anna Skyggebjerg 10. september 2011 kl. 16:18

@ gravidgrahvad: De er der alle sammen. Jeg var bare kommet til at kalde nummer 8 for nummer 7…. Nu er det rettet!

gravidgrahvad 10. september 2011 kl. 16:43

He, jeg syntes lige at jeg var så skarp, og så havde jeg ikke engang set, at der var to gange råd #7.

;)

Skriv en kommentar