I dag er Elise rejst. Søren, Jacob, jeg og Elises tre bedste venner fulgte hende til lufthavnen.
Jeg ser hende først igen om et år. Og jeg savner hende allerede helt forfærdeligt.
Det har i de seneste måneder været et stort arbejde at få alting klar til hendes rejse. Mængden af detaljer, som en mor skulle ind over, har været… overvældende. Jeg var træt til sidst. Men allerede i eftermiddags, da jeg stod og foldede rene håndklæder, tænkte jeg, “Giv mig Elise og alle opgaverne tilbage. Jeg gider ikke være én, der har alt for god tid til at stå og folde håndklæder!”
Mine arme savner hende her, min smukke Elise:
{ 1 trackback }
{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Åh, hvor jeg savner med dig. Og det gør vi vist alle sammen …
What to say?
Inden, du får set dig om, så …
Det er værst her i begyndelsen …
Du vænner dig til, at hun “kun” er i tankerne …
Good for you, at du savner hende. Mange andre mødre ville ånde lettede op …
Bla bla bla. Det hjælper ikke rigtigt, vel?
Sender i stedet et stort kram gennem cyberspace til dig!
Åhh, forstår godt dit savn Anna. Når du skriver “1 år”, så lyder det godt nok også som helt utrolig lang tid. Det er en stor og flot beslutning i sammen har truffet.
Jeg tror, tiden vil gå hurtigt. Og når den så er fløjet afsted, hvor bliver det dog helt utroligt stort og meget specielt at se sit barn have levet livet igennem 1 år, uden at man har kunnet følge med på så nært hold som ellers. Det er søreme en spændende tid, I alle går i møde.
Kærlige hilsner til jer alle.
Åh jeg mærker dit savn helt ned i maven!
Modig beslutning, Elise har truffet – hvor kan du være STOLT af hende.
Og forhåbentlig varer det ikke længe før du har hendes stemme i telefonen igen…
Mange knus herfra!
pust pust og ae ae på dit moderhjerte…
Som mor får jeg tårer i øjnene, når jeg læser dine kærlige linier.
Min søn vil også rejse, når han bliver student i dette skoleår – jeg kan sagtens mærke, at nedtællingen er begyndt.
Ingen kan overbevise mig om, at navlestrengen bliver klippet ved fødslen….