Råd #1 af mine 10 bedste råd til et mere harmonisk familieliv:
Indfør Zen-skabende ritualer sammen med børene. Morgen, middag, aften…
“Zen for mødre” er et katalog over ritualer, der har givet børnene og mig en hverdag med mere ro og fordybelse. Så selvfølgelig vil mit råd #1 være noget med ritualer.
Der er faktisk mange Zen-skabende ritualer, man sagtens kan få til at fungere selv med ret små børn.
Jeg synes, at et godt sted at begynde er at lave et overgangsritual for dig og børnene, når I kommer hjem om eftermiddagen.
Det kræver ikke ret meget. For man kan gøre et ritual ud af næsten ingenting. Ved at sætte den rette stemning. Ved at have fokus på detaljerne. Man slasker ikke bare et hvilket som helst tebrev ned i et hvilket som helst krus, når man vil sætte en meditativ stemning for sig selv. Det gør man heller ikke, når det er sammen med små børn. Vælg omhyggeligt noget ud, som gør børnene glade: Et særligt krus, nogle særlige kiks… Sluk eventuelt alt lys og tænd stearinlys i stedet for. Sæt jer et sted, hvor I ikke plejer at sidde. Måske under bordet i stedet for ved bordet. På en bestemt stor, rød pude eller med en særlig skovtursdug. Skab en ø af fred. Så er der sat den rette stemning til at kigge i bøger, se på fotografier, studere indholdet af en kiste med særligt udvalgte skatte. Eller hvad I nu kan lide. Pointen er, at man gør noget sammen, mens man trækker vejret roligt. Og så lader man ”ritualets kraft” arbejde for sig. Børn fatter intuitivt, at det her er noget særligt. Eller også kommer de i hvert fald hurtigt til det, når vi signalerer det til dem.
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Åh, hvor jeg glæder mig til at lave hule under spisebordet og spise kiks og drikke te med Noah (og hunden …). Tak!