Det er blevet hverdag på reposet. Jeg har huset for mig selv, skriver på den nye brevkassebog – og føler mig lykkelig.
I dag har jeg færdiggjort svaret til en kvinde, hvis familie bliver chikaneret af ægtefællens tidligere hustru. Det svar kom blandt andet til at handle om ikke at turde markere sine grænser. Her får du en lille bid. Inkluderende nogle af de mere komiske episoder fra mit liv, hvor jeg ikke har fået markeret mine grænser. For jeg ville så nødigt virke uvenlig…
En af årsagerne til, at det er anstrengende at have fokus på sine grænser, er, synes jeg, at man føler sig så uvenlig. Og vi er nogle stykker som for alt i verden ikke vil virke uvenlige. Så vil vi hellere tegne vores grænser op med stiplede linjer og tage et par af de slag, der går ind. Kender du mon ikke godt det? Det her er mig, men måske det også kunne være dig:
En fremmed dame ringer og siger, at hun er ved at starte egen virksomhed og gerne vil have nogle råd fra mig, fordi jeg har skrevet en bog, hun har hørt godt om. Hun afbryder mig i mit arbejde, men jeg lytter alligevel til hende i 45 minutter. I løbet af den tid når hun også at fortælle om sit og mandens nye drivhus. Det er sådan et godt sted for hende at slappe af. Hun har stillet en stol derind.
Jeg er noget så venlig; hun har jo rost mig og synes, jeg er dygtig, så jeg synes ikke, jeg kan tillade mig…
(Indeni er jeg rasende.)
Jeg er til et socialt arrangement. Der er en, som siger, ”Hvem er det nu, du ligner? Du ligner hende der, du ved….Ved du, hvem jeg tænker på?” Jeg smiler nervøst og ryster på hovedet. Jeg siger ingenting, selvom jeg har prøvet det her mange gange og ved, hvad der kommer til at ske, når jeg ingenting siger: Et par andre gæster tilbyder at hjælpe, når nu jeg ikke selv ved, hvem jeg ligner. Og sammen når de frem til, hvem det er. Det er hver gang den ene af tre muligheder. Som ved Gud er mere specielle end kønne.
Så går samtalen videre med noget andet. Jeg smiler igen og går ud på badeværelset. Der bliver jeg, så længe jeg kan tillade mig det uden at virke sær. For med mit udseende kan jeg ikke tillade mig også at være sær.
(Bagefter begynder jeg at tænke på, hvad jeg skulle have sagt. Det er ret omfattende. Mit bedste forsvar er et angreb, vurderer jeg, så jeg tværer dem ud, inden de overhovedet er kommet igang.)
Min svigermor siger, ”Anna? Sikke da et gammeldags navn. Jeg kan bedre lide Anne. Jeg kalder dig Anne.” Og det gør hun så. Og da jeg for himlens skyld ikke vil være uvenlig, siger jeg ikke noget.
(Og det kommer jeg aldrig til. Hun fik mig gjort tavs én gang for alle.)
{ 8 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Har faktisk ikke så svært ved at markere mine grænser, men til gengæld et jeg blevet kaldt skrap og streng og hører nogle gange mig selv være lige lovlig markeret. Et forsøg på at beskytte mig selv og sige fra, før jeg får rodet mig noget, jeg ikke har lyst til at være en del af. Balancen er godt nok svær, jeg har jo heller ikke lyst til at blive stemplet som kynisk. Jeg siger jo fra fordi jeg kender mig selv, egentlig gør jeg det i kærlighed til mig selv og mine allernærmeste. Det kan bare så let misforståes.
Netop, Rebekka: at sige fra er et udtryk for egenomsorg. Venlighed overfor sig selv. Fortsæt endelig!
Jeg møder lidt groft sagt to slags mennesker, der vader ind over mine grænser.
Den ene slags tager en markering af grænserne på en pæn måde. Det var ikke noget, de tænkte over, det var ikke ment på den måde og så tager de (måske) noget læring omkring andres grænser med videre.
Den anden slags, som tager en markering af grænserne meget ilde og meget lidt respektfuldt op, tænker jeg er dem, som ikke selv er gode til at mærke/respektere egne grænser. Måske tillader de ikke sig selv at føle behov for at sætte grænser eller vil være bekendt at afvise andre af “ego-årsager” Derfor rammer det hårdt og provokerende når andre gør.
Men jeg nægter at få dårlig samvittighed fordi jeg passer på mig selv.
I øvrigt så er Anna ikke noget gammeldags navn. Min datter på 12 år hedder også Anna og det gør hun fordi det er et fint og smukt navn!
Nej altså Anna. Dit navn er da så smukt, og ved du hvad?
Min mor hed Anna og min far insisterede hele deres liv sammen på at kalde hende Anne. Så alle, undtagen hendes mor og søstre, kaldte hende hele hendes voksne liv for Anne. Til sidst var hun Anne. Men jeg elsker stadig at høre, når hendes søstre taler om hende. Om Anna. Min mor var nemlig Anna! Kram
@Heidi og Hulemor: Anna er nemlig sådan et fint navn! Jeg har faktisk selv valgt det. Og den historie kommer også i den nye bog…
Altså Anna, hvornår er du så færdig med den bog? Jeg kan snart ikke vente mere. Det er den af dine bøger, vi har hørt allermest om og for nysgerrige sjæle som mig er det svært at udholde spændingen. Sig til eller skriv, hvis det bliver release i den der boghandel, som jeg efter fine omtaler så gerne vil besøge.
Rebekka, det er også tarveligt at fortælle om den så tidligt. Den skal være færdig om nogle måneder, men udkommer først til februar… Og der kommer en helt særlig invitation til dig, uanset hvilket releaseparty, vi laver. Jeg håber på te hos Boghandleren igen, for det var virkelig hyggeligt.
Jeg er meget spændt på dit svar til netop det beskrevne brev, for det kunne lige så vel have været mig der skrev. Faktisk er problemstillingen så nær, at min søster ringede til mig og spurgte, om det var mig der havde skrevet… Det spøjse var, at heg ikke havde skrevet, men at jeg rent faktisk ville skrive til dig. Dette havde jeg ikke fortalt nogen..
)
Men, nu må jeg vente og se dit svar
Netop det med at grænserne er stiplede og ikke fuldt optrukne og tydelige, kender jeg godt. Jeg har først for nyligt fået mine grænser fuldt optrukne, i en alder af 41 år.. Den problemstilling vi har med min mands ex-kone raser netop, fordi min mand nu trækker sin stiplede grænse op og det er rigtig svært for hende at acceptere,- måske fordi hun så oven i købet er et af de mennesker som uden skrupler også træder over de fuldt optrukne.. Det kræver mange dybe vejrtrækninger at skulle trække den samme, absolut rimelige, grænse op gang på gang på gang.. Især fordi min mand er et godt menneske som tror på det gode i alle mennesker. En evne som hun så ikke er spor flov over at misbruge. Men vi vil ikke styres mere,- så nu tager vi den til ende.
Jeg ser frem til dit svar..
Med ønsket om en dejlig søndag..
Kærligst, Karina