Onsdag den 7. oktober

I dag har vinduespudseren været her. Han har fjernet det sidste spor efter Asger: aftrykket efter hans snude på altandøren.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at sige til vinduespudseren, at han ikke skulle pudse altandørens rude. Men modet svigtede mig. Det har jeg fortrudt. For der er en tid til alting, og jeg var ikke parat til at se det skinnende rene vindue.

For nogle uger siden skrev jeg et digt om det at vågne op en morgen og blive overrasket af synet af Asgers snudeaftryk på døren. Det kommer her. Fordi gårsdagens Elizabeth Gilbert-citat har gjort mig modig på lige det punkt:

Hvis gardinet ikke var blevet trukket fra

eller solen ikke havde skinnet

ville jeg ikke have set det

(og endda som det første, kun halvt vågen):

En tottet sky af aftryk

han har sat på altandørens rude

på ydersiden i højre hjørne

(venstre for ham)

fordi han ikke kunne åbne døren udefra

kun indefra

og derfor, når han ville ind,

pressede snuden mod ruden

og kiggede efter mig.

 

Men gardinet var blevet trukket fra

og der var morgensol

og derfor så jeg det.

Og fordi det var netop det tidspunkt på dagen

var jeg forsvarsløs og

kunne ikke dukke mig for erindringen om

hans blik

hans poter

hans smil (ja, han smilede)

og de ører,

som børn fra kvarteret kom på besøg for at ae.

 

Jeg ønskede ikke at se den,

hans sky af snudeaftryk

(slet ikke så uforberedt),

men finder mig selv nu

hver morgen

når jeg har hængt dynerne ud

cirklende med fingerspidserne

henover den

fra det hjørne, hvor den er mest fortættet, til der

hvor den går i opløsning.

 

Mens jeg skriver disse linjer

føler jeg mig mere ensom end nogensinde

fordi jeg netop kun kan skrive disse linjer

men ikke dele deres betydning med dem

for hvem han også betød

alt.

For det var jo mig, som sagde,

at vi ikke kunne beholde ham længere.