ANNA SKYGGEBJERG

De bedste julehilsner…

I dag har jeg fået blomster leveret til døren. Af Anne, en af  bloggens læsere! TAK! Det er den smukkeste buket med franske anemoner og silkefyr:

Og lidt senere kom der en mail fra en anden læser. Hun havde mødt Asger og mig i en fodgængerovergang, men havde ikke turdet stoppe os. I stedet sendte hun en mail og fortalte dette: Hun ved nu, at hun er introvert, og at det er helt ok. Derfor er hun begyndt at SPRUDLE og BLOMSTRE.

Det er hvad der sker, når man holder op med at slå knuder på sig selv for at passe ind og i stedet trækker vejret og er sig selv. (Og ok, det sker ikke over night, når bare man har læst min bog, men det vil ske efterhånden og med lidt øvelse. Jeg garanterer!)

{ 2 kommentarer }

Undskyld, undskyld, jeg passer ikke bloggen. Jeg tænker på den, men mere bliver det ikke til.

Til gengæld har jeg bagt en ny portion plumkage, købt et hav af gaver, haft katten til dyrlæge og familien på besøg. Og Elise blev 19 år i går. Hun er blevet fejret over adskillige dage, som var det et indisk bryllup…

Hele huset smittes af min stress. Bortset fra Asger. Han lægger sig bare ud på altanen med sin bamse og holder lidt øje med kvarteret. Og kommer ind, når der dufter af leverpostej.

Jeg vender tilbage inden jul. Men lige nu er huset blevet tømt for gæster, og jeg skal have dynen med ned på sofaen.

PS: Der er debat om introversion på Universitetsavisen. En meget fin artikel. Med en kommentarspor, der vidner om, at der fortsat er mange, for hvem emnet er nyt. De burde ønske sig min bog i julegave…

{ 3 kommentarer }

Jeg spurgte engang en buddhist, hvad hun havde lært af at blive buddhist. Jeg forventede, at hun ville svare noget om lidelse eller ego. Og det gjorde hun også. Hun svarede: “Jeg har lært at stå i kø”. 

Vi er nok nogle stykker, som netop når vi står i kø, optræder vældig optagede af vores ego: “Jeg er vigtig. Min tid bliver spildt. Hvis jeg sad ved den skranke, ville det hele gå tjeppere.”

Al den selv-optagethed er roden til lidelse. 

Mens jeg venter på måske at blive lige så klog som hende, der allerede har lært at stå i kø, bruger jeg en smutvej for at udholde det. Smutvejen er ganske enkel: Jeg har en pausebog med i tasken. Faktisk ligger den der altid, så jeg til enhver tid har den ved hånden. Den har fuldkommen forandret min opfattelse af at vente i en kø på posthuset  på en 17. december…

Jeg anbefaler, at du finder en bog, som ikke fylder så meget, og som har korte tekster. Hvis du skal på posthuset indenfor de næste dage, så find den NU. Du får brug for den!

Pretty Ink (mit forlag!) har lige udgivet en perfekt pausebog. Den hedder rent faktisk 24 pauser. Den er skrevet af Mette Kopp – og koster kun 70 kr.

Min egen pausebog er af Pema Chödrön:

{ 3 kommentarer }

I dag er det Jacobs fødselsdag. Han fylder 14 år.

Han er højere end sin 5 år ældre søster. Han barberer sig, og stemmen har efter mange overvejelser lagt sig fast på et dybt leje. Han har fået muskler, hvor der for kort tid siden bare var en blød barnekrop. Og han har fået attitude, hvor der tidligere var umiddelbarhed, fordi han ikke anede, at man kan være andet end sig selv. Det værste i verden er at møde nogen fra skolen, når man står i Super Bæstet og ikke kan finde kokosmel. 

Og hvis ikke det var for alle de ting, ville jeg tro, at det med “fylder 14 år”, var det rene løgn. For jeg har jo lige født ham, for hulan, og jeg er i 30′erne og drengen har rødt hår….

{ 4 kommentarer }

A room of one’s own.

Da vi fik lavet haven om til en gårdhave, blev noget vissent stads fjernet, og hegnet ud til vejen blev gjort uigennemsigtigt – og dermed skete der det vidunderlige, at der fremkom et lille bitte privat hjørne. Ok, det er ikke så privat lige i øjeblikket, hvor der ingen blade er på træet foran, men det er stadig dejligt.

Jeg har købt de smukkeste møbler i hele verden. Og i dag har jeg siddet der i hjørnet. Pakket ind i tøj og tæpper. Med teglas i hænderne. Følende mig rig. 

{ 1 kommentar }

Jeg har som bekendt været blue. Så bær over med mig, når jeg nu går i den anden grøft og fnisende viser jer en sætning, jeg ikke kan stå for.

Jeg læste den i dag i en pressemeddelelse om Forårets Nyheder 2015 fra Rosinante (mit forlag) . Under overskriften Biografier og erindringer står der:

“Læs bl.a. bøger af Oprah Winfrey, Pernille Rahbek og Anna Skyggebjerg.” 

Ok, nu er det jo nok fordi, der ikke udkommer så mange bøger i lige den genre, men jeg synes altså alligevel det er sjovt at blive nævnt i samme åndedrag som the Oprah.

Faktisk kan man allerede nu forudbestille min bog hos Saxo. Men man kan også vente og så købe den nede i sin almindelige boglade.

Og nu snakker jeg ikke mere om den bog, før vi nærmer os udgivelsesdatoen den 5. marts. Jeg måtte bare dele det der med Mig&Oprah. Og nå ja, så vil jeg da også gerne lige dele FORSIDEN:

PS: Dagens snapshot er Asger, som overvåger trilning af havregrynskugler. Bemærk lige, at den hund kan smile!

{ 4 kommentarer }

Jeg har jo engang skrevet en bog, der hedder Zen for mødre, hvori jeg fremturer med, at det altid er muligt at finde Zen-fyldte åndehuller. Selv i den mest travle hverdag. Jeg beklager.

Det er løgn. Eller mere beskedent: Jeg kan ikke selv finde ud af det lige i øjeblikket. Det er derfor jeg ikke har blogget i fem dage. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde plads til det mellem jule- og fødselsdagsforberedelser, lektiehjælp, hovedpiner og det løse. Jeg stresser rundt. 

I bunden af siderne i Zen for mødre, er der en masse bud på, hvornår man ved, man har brug for Zen: “Du ved, du har brug for Zen, når…” De sætninger blev jeg mindet om i aftes:

Jeg havde smurt madpakke til Jacob. Jeg ville skrive det på en seddel til ham, men der var ingen blyant i køkkenet. Og det var nok til at vippe mig af pinden. For alle – ALLE – kræfterne var brugt. Og jeg begyndte at tude over, at jeg måtte gå op på 1. sal for at hente en blyant- og så ned igen. Så ved man, at man har brug for Zen! Men jeg har bare ikke tid:

{ 5 kommentarer }

Introvert og ekstrovert børnefødselsdag…

Mine børn har fødselsdag med fem dages mellemrum her i december. Så jeg har sagt til dem, at da alle mennesker har vældig travlt allerede, ville det nok være en god idé at nøjes med at invitere til én fødselsdag frem for to. Men. Jacob er introvert, og vil slet ikke have nogen fødselsdagsfejring. Han vil bare gerne en tur i biffen med sin bedste ven, siger han. Elise, derimod, er super ekstrovert og ønsker sig fejret med det helt store udtræk.

Et kompromis? Mellem to så forskellige ønsker? Mission Impossible!

Så Jacob får sin fejring, og Elise får sin fejring. For begge ønsker er lige dybtfølte og lige legitime. 

Og netop den holdning er det, der har provokeret læsere af Introvert mest. Den holdning, at man skal respektere introverte børns ønsker om, hvordan de ønsker at blive fejret. Herunder også, at de ind imellem takker nej til de fejringer, de bliver inviteret til. 

Her er et par af de åbenbart provokerende udsagn:

Introverte børn er ikke antisociale. De kan godt lide mennesker og socialt samvær, men præcis som voksne introverte foretrækker de tætte relationer frem for mere overfladiske og små sammenhænge frem for store. En børnefødselsdag er derfor ikke nødvendigvis et introvert barns forestilling om en skøn eftermiddag.

Lad være med at presse dit introverte barn til at deltage i en fødselsdag (eller selv holde en), hvis han eller hun ikke har lyst.

Det bedste forældre kan gøre for deres introverte børn, er at signalere klart og entydigt, at det er fint at være introvert, herunder helt acceptabelt at vælge en fødselsdag fra. Det giver barnet selvværd og dermed mod til at udfordre sig selv. Det er paradoksalt nok netop accepten af at blive hjemme, som med størst sandsynlighed giver et introvert barn mod til at tage med til selv den type fødselsdag, der egentlig ligger lavt på favoritlisten.

{ 2 kommentarer }

I dag er 1. december mest den slags dag, som den er for de fleste af os: Jeg tænder kalenderlyset, ser julekalender, pakker måske kalendergaver op….

Men i en del år tænkte jeg primært på 1. december som World Aids Day, fordi jeg arbejdede som aids-konsulent. Det var mit job at oplyse om hiv/aids og at bygge bro mellem hiv-miljøet og det kirkelige miljø. Jeg har holdt utallige foredrag i meningshedshuse, hvor jeg talte om næstekærlighed og ligeværd. Og hvordan man ikke bliver smittet med hiv. Det var dengang, der både var megen uvidenhed, mange fordomme og ingen behandling, der virkede. Det var grusomme år, hvor jeg hele tiden var vidne til diskrimination og hele tiden gik til begravelser og slettede navne i min telefonliste.

Det var samtidigt en tid fuld af livsmod, kærlighed og uendeligt højt til loftet. Samt en livsforandrende erkendelse: At øget dødsbevidsthed kan give øget livskvalitet. Og at denne øgede dødsbevidsthed blandt andet kan komme via planlægning af sin begravelse. Så ja, jeg ved præcis, hvor min urne engang skal stå. Jeg har bestilt plads. Og det føles vigtigt og rigtigt.   

{ 0 kommentarer }