ANNA SKYGGEBJERG

Igår var den sidste dag af Den Tre Dage Lange Fejring af Den Ekstroverte Datters 18-års Fødselsdag. Der skulle komme 25 mennesker til mere kage…

og de kom skam også, men det gjorde jeg til gengæld ikke. For jeg smed mig med monster-migræne i 27 timer fra i går morges, så der blev ingen lagkage til mig. Til gengæld fik jeg morfin, og det gjorde de andre ikke.

Da jeg stod op i dag, var nedenstående, hvad der var tilbage af kagen, der skulle hylde Elises kærlighed til M&M, missen og malamutten. “Er jeres kat altid så sur?”, havde konditoren spurgt, da Jacob hentede kagen. Nej, hun er bare introvert. Malamutten har den store fordel frem for missen, at han både kan smile og logre med halen. Det får han en masse point på. Men han er ikke nær så omsorgsfuld og klog som missen. 

{ 2 kommentarer }

Jeg har fået en mail idag fra en læser af Introvert, som var på vej til julefrokost på arbejdspladsen…

Det er første gang i mange år, at hun vælger at tage med til julefrokost. For indtil hun læste Introvert, har hun tænkt om sig selv, at hun er “mærkelig, forkert, kedelig, en party killer” – og så har man jo ligesom ikke lyst til at troppe op til julefrokosten. Men nu har hun forstået, at hun bare er introvert og at det er ok. Så i år skal hun med. Hun skriver, at hun har ro på, at hun faktisk glæder sig en lille bitte smule – og at hun har planlagt at tage hjem efter et par timer.

Jeg bliver nærmest rørt over sådan en historie. 

Dagens snapshot er Kage #2 i  Den Tre Dage Lange Fejring af Den Ekstroverte Datters 18-års Fødselsdag.

Elise er VILD med Fast & Furious. Og VILD med gule biler. Så hun fik en kage med Fast & Furious-logoet og en gul Lotus Elise.

{ 6 kommentarer }

Der er så mange fine haiku i Niels Kjærs samling Årets Ring. Her et, der indfanger både det store og det nære i en situation, som hører disse dage til:

Træet bæres hjem

og nålene stikker mig’

gennem bælgvanten

PS: Det er ikke så tit, jeg lægger nye links ind på listen til højre på siden. Men lige nu er der faktisk tre nye links til blogs, jeg følger:

Astrolog Nina Bentzon-Ehlers. Nina er et af de viseste mennesker, jeg har mødt. Hun har lagt mit og Elises horoskop – og faktisk også et, der ser de to i forhold hinanden, så det blev en hjælp i mit moderskab. (Nej, jeg tror egentlig ikke på astrologi, men jeg tror på Nina.)

Bogliv, skrevet af bogelskere til bogelskere.

Stolen Tuesday. Stolen Tuesday er et lille letterpress studio i København, som laver de lækreste kort med mere. Her har jeg købt julekort.

PPS: Vi har i dag taget hul på en 3-dage lang fejring af Elise, som fylder 18 år i morgen. Det meste af fejringen består af kage. I dag kagekone til klassen:

{ 3 kommentarer }

mig! Det føles som om, det er mig, der er vinderen, når jeg læser alle jeres kommentarer. TAK for dem!

Jeg skal heldigvis ikke selv træffe afgørelsen her. Det har jeg nogen til, nemlig sitet Find En vinder. Og jeg kan også godt finde ud af at få det site til at trække tre vindere, men jeg kan sgutte finde ud af at få foto-dokumentationen over på bloggen…

I må bare tage mit ord for det: Vinderne er 85, 88 og 1 =Metteline Lykke, Ulla J og Kirsten Linde.

I 3, send mig jeres adresser på mail@annaskyggebjerg.dk – og husk at skrive, hvem jeg skal signere bogen til.

Dagens snapshot… Jeg har fået en kalender og en kuglepen i julegave af en af bloggens læsere, som ved, jeg elsker ugler. Det er jo det, jeg siger: Det er mig, som er vinderen!

{ 5 kommentarer }

Hvordan blev det lige 16. december så hurtigt? Vi skulle jo for længst have haft en julekonkurrence på bloggen? Sorry!

Men nu rådes der bod på det! Jeg udlodder 3 eksemplarer af Introvert.

Hvis du allerede selv har bogen, kan du jo bruge dit lod til at vinde en julegave. Jeg signerer gerne til din farmor eller din festlige, ekstroverte fætter.

Så smid en kommentar. Jeg trækker 3 vindere onsdag aften, den 18. december. 

PS: Dagens snapshot… Det er meget svært at forlade huset for at købe julegaver. For hoveddøren bliver blokeret af det her du-går-da-ikke-uden-mig-blik…

{ 89 kommentarer }

I dag er det Jacobs fødselsdag. Han fylder 13 år.  Så stor, at han har fået en seriøs fløjls-blazer i fødselsdagsgave. Så lille, at da vi troede, vi vækkede ham med fødselsdagssang, havde han allerede været vågen længe, men sov rævesøvn og var fuldt påklædt under dynen. Helt parat til den fødselsdag, som han ikke havde ønsket sig andet af, end denne detalje, der gjorde mig helt elendig: “Jeg vil gerne have en lagkage med lys i, for det har jeg aldrig prøvet.” Så det fik han + seks gæster.

Det afsnit i Introvert, som tilsyneladende har været mest provokerende, har været det om børnefødselsdage. Her er et par af de åbenbart provokerende udsagn:

Introverte børn er ikke antisociale. De kan godt lide mennesker og socialt samvær, men præcis som voksne introverte foretrækker de tætte relationer frem for mere overfladiske og små sammenhænge frem for store. En børnefødselsdag er derfor ikke nødvendigvis et introvert barns forestilling om en skøn eftermiddag.

Lad være med at presse dit introverte barn til at deltage i en fødselsdag (eller selv holde en), hvis han eller hun ikke har lyst.

Det bedste forældre kan gøre for deres introverte børn, er at signalere klart og entydigt, at det er fint at være introvert, herunder helt acceptabelt at vælge en fødselsdag fra. Det giver barnet selvværd og dermed mod til at udfordre sig selv. Det er paradoksalt nok netop accepten af at blive hjemme, som med størst sandsynlighed giver et introvert barn mod til at tage med til selv den type fødselsdag, der egentlig ligger lavt på favoritlisten.

PS: Vi fik Othello-lagkage og der var 13 lys i. Og vi fik scones. Og bacon og æg om morgenen. Og sushi om aftenen. Og Jacob har lige sagt, “Godnat og tak for en dejlig fødselsdag.” Der er flere lagkagelys tilbage. Jeg har besluttet, at vi skal indføre ritualer på helt almindelige dage, hvori den slags lys indgår.

{ 4 kommentarer }

Jeg har aldrig glemt det år, hvor børnene og jeg modtog julehjælp fra en hjælpeorganisation. Hvor jeg trillede barnevognen med Jacob hen til en idrætshal, og skubbede den langs borde, fra hvis modsatte side mænd i hvide kitler og nissehuer rakte mig julemad og sagde “Glædelig jul!” 

Livet er helt anderledes for mig i dag. Men der er fortsat mange mødre, som har brug for hjælp. Derfor: Har du overskud til det, så støt Mødrehjælpens indsamling til julehjælp. Du kan støtte med 100 kroner ved at sende en SMS med teksten JUL til 1231. Eller du kan med dit dankort overføre et hvilket som helst beløb, der passer dig, ved at gå ind på Mødrehjælpens hjemmeside  her.

Jeg har tidligere skrevet til Mødrehjælpens blad om den jul. Har du lyst til at læse teksten, kommer den her:

Glædelig jul

Jeg har et indre billede fra juleaften det år: Jeg har en blå- og hvidstribet pyjamas på. Jeg står ude i vores lillebitte køkken og laver julemiddag. Børnene, begge decemberbørn og netop fyldt 6 og 1 år, sidder på køkkenbordet, og gulvet bugner af julemad, der slet ikke er plads til i skabene. Udefra ligner det måske et billede af overflod, idyl og en mor, som lige om lidt skifter pyjamassen ud med den fine kjole. Men sådan er det ikke. Jeg forbliver i nattøj hele aftenen og al maden på gulvet er noget, vi har fået foræret af Børnenes Kontor. Og det er den mad, der er i fokus på billedet: Kartofler på glas, juice, kaffe, ris, en endnu uåbnet pose med små, trekantede pakker m&m’s og så et net med appelsiner. Faktisk især de appelsiner. De står knivskarpt i min erindring. Langt skarpere en den del af billedet, hvor børnene og jeg er. Og det er egentlig det, der gør mest ondt. De skide appelsiner skinner stærkere end børnene gør. End jeg gør. Den gratis julehjælp var ikke spor gratis, viste det sig. Den havde kostet værdighed. Og det er det, jeg kan se på billedet, hvor jeg i udvisket form fejrer jul i pyjamas.

 Den jul var et lavpunkt i mit moderskab. Men, som lavpunkter ofte er, blev det også et vendepunkt. Eller en chance, måske snarere. En oplagt chance til at foretage et reality-check: For kunne det virkelig passe, at jeg havde tilladt mit selvværd at være afhængigt af, hvad jeg er værd i banken? Og kunne det virkelig passe, at min følelse af værdighed kunne trues, blot fordi jeg var nødt til at tage imod gratis julehjælp? Hvis værdier var det egentlig, der styrede mit liv? Den jul blev anledning til, at jeg fik vendt bøtten på hovedet og genskabt det rette fokus: Fokus på hverdagen med børnene, på det smukke i den enkle og nære, på glæden i hverdagen lige-her-og-nu. Alt det, der er det virkeligt vigtige. Man er ikke for alvor fattig, bare fordi man ikke har råd til at købe dyr julemad. Og det er ikke uværdigt at tage imod hjælp. Fattig, det er man først, når man er begyndt at tænke sådan.

PS: Julemanden har sgutte altid styr på det. Mødrehjælpen, derimod, det er en organisation med styr på tingene:

{ 1 kommentar }

De seneste dage – og særligt i går – har verden været samlet om at hylde et helt ekstraordinært menneske og hans liv. 

Vi hylder Mandela, vi beundrer ham og inspireres af hans evne til at tilgive og ikke dømme sine medmennesker. Alt imens vi selv dømmer på grund af et selfie. Vi kan bare ikke lade være, når chancen er der. Ærgerligt, at inspirationen fra Mandela ikke stikker dybere. Tænk, hvis vi i stedet havde ladet vores beundring for ham vise sig i vores ønske om bare denne særlige dag at være lige så ikke-fordømmende og generøse, som han var.

“I came to accept that I have no right whatsoever to judge others in terms of my own customs.” 

Nelson Mandela (i manuskriptet til sin selvbiografi)

PS: For nogle år siden var jeg på Robben Island. Her er et par snapshots. Det ene af Mandelas celle. Det andet af en plakat, hvoraf det fremgår, at fangernes madrationer var bestemt af deres race.

{ 1 kommentar }

Jeg er en stor fan af Brené Brown, som blandt andet har skrevet bogen Daring Greatly. How the Courage to Be Vulbarable Transforms the Way We Live, Love, Parent, and Lead.

I denne video på 3 minutter forklarer hun forskellen mellem empati og sympati. Det er interessant. 

Hun slutter med at sige, at “rarely can a response make something better. What makes something better is a connection.” Det, jeg prøver i min nye brevkassebog, er at gøre begge dele: give et svar og skabe samhøringhed. Have empati som udgangspunkt og at svare derfra. Det er benhårdt at engagere sig empatisk og dermed gøre sig selv sårbar frem for at holde ud i strakt arm. Men det giver så megen mere mening. Ikke kun, når man skriver bøger; måske i realiteten aller mindst der. Det giver mening i hverdagsmødet.

Her er videoen:

{ 0 kommentarer }