Søndag den 8. november

af Anna Skyggebjerg den 8. november 2015

Bogforum er slut for i år. Det var en fest!

Jeg elsker at kigge på bøger. Jeg elsker at være sammen med bog-mennesker, især de helt i særklasse venlige mennesker fra Rosinante, der jo er “mit” forlag. Jeg elsker, at når det hele bliver for meget, har jeg det privilegium, at jeg kan trække mig tilbage back-stage og drikke te og spise småkager, indtil jeg er parat til en ny runde. Tak, Rosinante!

Højdepunkter?

Jeg hørte Julia Lahme i samtale (uden noter!) med den norske forfatter Lars Mytting. Det er ham, som har skrevet den fantastiske roman Svøm med dem, som drukner. Mytting fortalte, at han har gået rundt med den roman i sig i 35 år. At han har brugt 3½ år på at skrive den. Og at han lige har solgt filmrettighederne. Lov mig at læse bogen!  

Læsere! De kom til mine to optrædenener, og de stoppede mig, når jeg tullede rundt i Bella Centeret, og sagde, “Undskyld, men jeg vil bare lige sige…” Alle de knus, jeg har fået og givet til fremmede mennesker, som slet ikke føltes fremmede. Jeg er rørt og dybt taknemmelig. TAK til jer alle sammen!

At min familie deltog. Elise om fredagen; Jacob og Ægtefælle om søndagen. De har tålmodigt hørt mig tale om Bogforum hele ugen. De har hørt om min nervøsitet og spænding. Og de har hørt mig, når jeg gik rundt i køkkenet og i soveværelset og snakkede højt med mig selv, da jeg skulle forberede mig til om fredagen. Jeg var rigtig glad for, at de også overværede det, som det hele drejede sig om. Jeg tror, begge optrædener gik godt. Det var interviewet i dag, jeg var mest nervøs for, men jeg blev båret igennem af Ulla Hinge Thomsen, som formåede at få mig til at slappe af deroppe på scenen og føle mig om en rigtig forfatter. TAK til La Familia og TAK til Ulla!

PS: Jeg gemmer programmet. For det her syn – Ritt og mig, side om side –  det vil jeg fryde mig over i mange, mange år:

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Ulla 12. november 2015 kl. 15:47

Du ER en rigtig forfatter! Og skidegod til at læse op. Jeg har fx fået følgende besked på Facebook:

“Jeg sad på forreste række da du interviewede Anna Skyggebjerg (…). Superfint interview, meget emotionelt og nærværende!”

Jeg håber sådan, du en dag vil kunne nyde det. Indtil da skal jeg nok nyde det for os begge to:-)

Anna Skyggebjerg 12. november 2015 kl. 16:18

TAK, Ulla – og TAK til hende/ham, som skrev på Facebook. Hvor dejligt at høre!

Skriv en kommentar