Tirsdag den 13. december

af Anna Skyggebjerg den 13. december 2011

Måske kan du huske, at jeg for et par måneder siden skrev et indlæg om, at Jacob ganske kort havde mødt en bueskytte, som havde gjort så stort indtryk på ham, at han efter de få minutters møde erklærede overfor Søren og jeg: “Han er den onkel, jeg aldrig fik”.

Den historie har en fortsættelse:

Nogle uger senere skrev jeg til bueskytten og fortalte ham om Jacobs kommentar. Og derefter begyndte magien for alvor at tage fart.

Bueskytten, G, skrev til Jacob, “Jeg er ikke den onkel, du aldrig har haft, men den onkel, du altid har haft. Vi har bare først mødt hinanden nu. Og hos mig er du altid velkommen.” 

Jacob var i 7. himmel.

Han skriver til G, at han interesserer sig for at male med kinesisk blæk. G skriver tilbage, at det gør han også – og han sender en kopi af et maleri, han har lavet. Som nu er indrammet og står ved siden af Jacobs seng.

Dernæst skriver Jacob, at han elsker haiku-digte. Og G skriver tilbage, at det gør han også. Faktisk var han lige kommet hjem fra et arrangement i anledning af udgivelsen af en bog med haiku-digte.

Jacob skriver så, at han er helt vild med en japansk fløjte, som hedder Shakuhachi – og kender G noget til den? G svarer, at sådan én spiller han på – og Jacob må gerne prøve hans.

Og da G  en aften er kommet op for at overvære Jacobs træning i bueskydning, eksploderer Jacobs hjerte, og han kommer hjem mere tindrende lykkelig, end jeg nogensinde har set ham. Han siger til mig, “Jeg har lyst til bare at gå op i seng og så lægge en seddel på trappen til dig, hvor der står, “Jeg kan ikke spise noget, for jeg er fuld af lykke”". 

G kommer til Jacobs fødselsdag i overmorgen. Og det er sådan set det, Jacob glæder sig mest til. 

Jacob har spottet et enkelt menneske i vrimlen, som han føler sig sjælsbeslægtet med. Og hans fremstrakte hjerte er blevet taget imod på smukkeste vis. Intet i hele verden kan gøre en mor lykkeligere. Eller mere overbevisende forsikre mig om dette: Livet er fuldt af magi, kærlighed og samhørighed – båret frem af helt almindelige, ualmindelige mennesker. 

{ 1 trackback }

Torsdag den 26. januar, del 2 | H e l e  3  t i n g
26. januar 2012 kl. 10:09

{ 12 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Jeannette Refstrup 13. december 2011 kl. 22:21

Åh, Anna, nu tuder jeg lidt … Hvor er det bare en smuk historie …

HanneM 13. december 2011 kl. 22:33

Åhh altså, hvor dejligt. For alle involverede parter. Og for os at du vil dele historien.

EvaT 13. december 2011 kl. 23:19

Jeg er total grådlabil, så denne går rent ind. Hvor er det bare fantastisk, skøn bueskytte, skøn søn, skøn Anna.

Liselotte Vejborg 14. december 2011 kl. 10:45

Jeg tuder også …

Dorthe R 14. december 2011 kl. 12:11

Tuder også. HURRA for jer alle tre. Hvor er det bare en rørende og skøn historie!

Inge 14. december 2011 kl. 12:36

Jeg er med i tudekoret. Hvor er det smukt og rørende. Wauw. Lige til en film, som kan røre endnu flere.

Louise Klinge Nielsen 14. december 2011 kl. 13:33

Det er dog vidunderligt. TAK fordi du endnu engang delte livets magi med os.

anne matthiesen 14. december 2011 kl. 14:02

Hvor er det smukt. Det er jo Gummi-Tarzan og Ole!

Anette 14. december 2011 kl. 23:38

Meget smuk og skøn historie. Virkelig livsbekræftende – tak for den.

Hulemor 15. december 2011 kl. 22:37

Det MÅ da være julens mest magiske historie…

Pernille 16. december 2011 kl. 01:33

Det er meget meget fint det der! Ham G er et godt godt menneske og hvor er det dejligt din Jacob er sjælsbeslægtet med sådan en som ham. Fik totalt kuldegysninger og tårer i øjnene da jeg læste indlægget her.

Rikke 22. december 2012 kl. 15:33

Fantastisk. Dejligt at læse om. God jul til dig og dine, kære Anna.

Skriv en kommentar