Vil du bidrage til min nye bog?

af Anna Skyggebjerg den 27. august 2013

Jeg skal igang med en ny bog. Og jeg har brug for jeres hjælp. 

Fortalt i korthed: Jeg skal skrive en bog, der har form som en brevkasse. Hvor I stiller spørgsmålene, og jeg svarer.  Langt, personligt og – naturligvis –  hamrende klogt….

Hvad I kan spørge om

Kærlighed, skilsmisse, familie, børn, venskaber, sorg, sex, krop, køn. Livet og døden. Verden og omegn. Faktisk hvad som helst, der er vigtigt for jer.

Hvordan I sender jeres spørgsmål

I sender spørgsmålene anonymt. Underskriv med fiktivt navn eller “På randen af vanvid” eller…

I kan sende spørgsmålene på flere måder:

1: Send dem til mail@annaskyggebjerg.dk

2: Send dem med kongelig post til Anna Skyggebjerg, Fuglebo 19, 2000 Frederiksberg

3: Send dem til min redaktør AM@rosinante-co.dk – og skriv “Videresend til Anna Skyggebjerg” i emnefeltet. Denne mulighed kan for eksempel bruges, hvis man har en mailadresse, hvor ens navn er tydeligt (som i min egen mailadresse), så man ikke føler sig anonym. Redaktøren vil så slette afsenderadressen og kun sende mig selve spørgsmålet.

Hvordan jeg svarer

Jeg lover det her: Jeg svarer, hvis jeg mener, jeg har noget at bidrage med. Jeg gør mig umage. Jeg tager jer alvorligt. Og mit udgangspunkt er altid empati (jeg har ingen intentioner om at misbruge jeres tillid ved at være nedgørende eller gøre mig klog og sjov på andres bekostning).

Jeg lover til gengæld ikke, at jeg svarer på alle spørgsmål. 

Svarene bliver i første omgang lagt her på bloggen. Dernæst bliver de samlet i en bog.

Jeg håber, I har lyst til at være med! 

{ 7 trackbacks }

Vil du være med i en bog? | BOGHYLDEN
28. august 2013 kl. 11:49
Lørdag den 31. august – Brevkasse | H e l e  3  t i n g
31. august 2013 kl. 12:43
Fredag den 6. september – Brevkassen | H e l e  3  t i n g
6. september 2013 kl. 12:43
Torsdag den 12. september – Brevkassen | H e l e  3  t i n g
12. september 2013 kl. 21:32
Fredag den 20. september – Brevkassen | H e l e  3  t i n g
20. september 2013 kl. 17:39
Mandag den 30. september – Brevkassen | H e l e  3  t i n g
30. september 2013 kl. 21:51
Søndag den 6. oktober – Brevkassen | H e l e  3  t i n g
6. oktober 2013 kl. 19:19

{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Kristina 29. august 2013 kl. 11:54

SKØN idé Anna – jeg glæder mig til at følge med i processen og måske selv byde ind med et spørgsmål :)

/Kristina.

karin vera jacobsen 8. september 2013 kl. 07:59

Kære Anna,
Jeg er netop i gang med at læse i din bog: Introvert stå ved dig selv. Jeg havde ellers lovet mig selv, jeg ikke ville købe flere selvhjælpsbøger;)
Nå men, jeg studsede over din forklaring på side 33, hvorfor det er så meget “nemmere” for dig at holde foredrag frem for at gå til reception. Du svarer at det handler om meningsfuldhed og afvejning af hensyn. Det er ikke fordi det for mig ikke giver mening og det er da også muligt at jeg i blander min egen person og dertil hørende erfaringer i min forståelse. Men Anna, er forskellen ikke også at du til et foredrag er forberedt til tænderne, at du kan din manus udenad. Selv tilhørendes eventuelle spørgsmål har du forberedt dig på. Fra mig selv ved jeg, at den bedste “kur” mod det svære i at præstere offentligt, er at være forberedt til det yderste af neglene. At du har et manus at støtte dig op af, hvilket man indlysende nok ikke har når man er til reception. Prøv iøvrigt at tænke tanken…:)
Og så til din opfordring med at stille et spørgsmål?
Jeg søger andet arbejde og der er tilsynladende nok at få. Jeg kan udforme nogle gode ansøgninger og bliver stort set altid indkaldt til samtale. Men selv om jeg har øvet mig på diverse spørgsmål, jeg tænkeligt kunne blive stillet, så brænder jeg ikke igennem. Min gode veninde, som er vildt ekstrovert – siger at jeg skal fremstå passioneret, ligesom når jeg fremlægger over for hende. Har du nogen tanker om, hvad det er der sker og hvad der skal til?

Held og lykke med dit nye bogprojekt.

De venligste hilsner fra Karin

Anna Skyggebjerg 8. september 2013 kl. 11:41

Kære Karin,
Jo, du har fuldkommen ret: En væsentlig del af forklaringen på, at det er muligt at holde foredrag for mig er, at jeg kan forberede mig til tænderne. Noget, jeg ikke kan på samme vis, når jeg er til reception.

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil straks lægge det i min tænkeboks.

Kh,
Anna

Skriv en kommentar