ANNA SKYGGEBJERG

Ovenpå Mors Dag, hvor man godt kunne få lidt præstationsangst over alle verdens fantastiske mødre og deres fantastiske børn, bringer jeg godt nyt…

Jeg spurgte her til aften Jacob, hvad en mor skal gøre, for at et barn virkelig kan mærke, at det er elsket. Han svarede: 

1: Smile, når hun ser én

2:Lytte, når man fortæller noget

3: Vise, at hun bliver glad, når man kommer hjem efter en lang dag

Børn har sans for at se det store i det små! 

{ 2 kommentarer }

I anledning af Mors Dag har jeg lyst til at hylde en mor i min omgangskreds. Hun, Jette, er en af de mødre, som har bidraget til både Super Mor og Zen for Mødre, hvor hun fortæller om, hvornår hun har følt sig som en rigtig god mor for sin søn (som hun altid har været alene med) — og hvordan hun ladede op bagefter. Hør lige:

Tit har jeg følt mig utilstrækkelig som mor, men når jeg mindst en gang om ugen sad med stakke af bilblade og i timevis diskuterede hjulkapsler med min søn, ja, så følte jeg mig som verdens bedste mor.

Når jeg skulle lade op, tog vi i biffen. Lige så snart vi kom ind i mørket, faldt jeg i søvn med hans hånd i min. Jeg har sovet mig gennem flere Disney-film end jeg har tal på og er Disney-koncernen evig taknemmelig for de mange lørdag og søndag eftermiddage, hvor jeg har fået hvilket ud efter en travl uge.

Jeg skulle måske lige nævne, at Jette fik at vide, da hun fik sin søn, at hun ikke skulle regne med, han ville kunne lære at læse og skrive. Men det nægtede hun at anerkende — og sønnen er nu student.

PS: Jeg skal i biffen med Jacob i morgen og se Dark Shadows. Det er en Mors Dags gave fra mig selv til mig selv: Johnny Depp spiller hovedrollen. Han er min virkelige kæreste, men vi ses så sjældent. Falde i søvn i mørket? No way!! Se bare:

{ 1 kommentar }

Dagen er perfekt til at sætte sig med børnene i åbne døre eller ved åbne vinduer. Sid helt stille. Nyd lyden af regn.  Zen out!

Eventuelt kan man lave en kop kakao… Jeg iler med at bringe den opskrift, som gjorde det let for Jacob og Elise selv at lave kakao fra den dag, hvor de var store nok til at kunne bruge komfuret. Det er nemlig bare 1-2-3:

1 kop mælk

2 tsk kakao

3 tsk sukker.

Det hele i gryden på én gang – og så varme op og røre, indtil det koger. Det’ for børn!

{ 0 kommentarer }

Der var mange år, hvor jeg ikke fik læst en eneste roman, selvom jeg gerne ville. Jeg havde så lidt tid og så lidt overskud, at det ikke gav mening at begynde på en roman, som jeg vidste, jeg aldrig ville få læst færdig.

Men jeg savnede at læse; læsning er mit livs første kærlighed og en evig kilde til Zen. Derfor begyndte jeg at læse kortere tekster : digte, interviewbøger og  klummesamlinger. At tilbageerobre min tabte kærlighed var vigtig egenomsorg.

Uanset hvad der måtte være kærligheden og vejen til Zen i dit liv, så accepter ikke, at du har mistet den, blot fordi hverdagen er, som den nu engang er. Find måder at få den tilbage i livet på.

Man har for eksempel altid tid til at læse et haiku:

Fra hvilket træ

den kommer, véd jeg ikke -

denne blomsterduft

(Basho, 1644-94)

PS: Blomsterduften i mit liv kommer i disse dage fra naboens æbletræ

{ 3 kommentarer }

Vi er ofte så viklet ind i vores travlhed og faste rutiner, at vi slet ikke kan se, at det er muligt at gøre noget anderledes. At det er muligt at få Zen-fyldte pauser i en travl hverdag. Selv den mindste forandring bliver uoverkommelig, når man er travl og træt. Og så fortsætter vi med vores rutiner, hvor vi egentlig har brug for ritualer. 

Hvis du gerne vil forandringen, kan du begynde med at give dig selv nogle bitte små pauser i løbet af dagen. Nogle få gange i løbet af dagen, kan du kigge op fra det, du laver, og trække vejret i bund. Du kan måske gøre det til en vane at gøre det, når du vasker hænder, når du koger vand til te, når…?

Bare prøv at give dig selv små pauser. Det er et godt sted at starte. Så kommer drivet til de større forandringer helt af sig selv.

Man kan også være så heldig, at blive mindet om behovet for at rejse sig, af denne pelsede pauseskærm:

{ 0 kommentarer }

Det er vigtigt, du kender dine veje til Zen. At du har en håndfuld enkle ritualer, der giver dig ro. Og at du husker at bruge dem – helst inden du føler dig som en centrifuge, der kører med for mange omdrejninger. Men det er altså også vigtigt, du taler med din familie om dit behov for åndehuller og får skabt respekt omkring dem.

I min familie ved de, at når jeg siger, “Jeg går ind og sidder [dvs mediterer]“, så har jeg fuldkommen helle, indtil jeg kommer ud af meditationsrummet. Hvis jeg siger, “Jeg går over i Vestfløjen [som er soveværelset]“, så er er det ikke fordi jeg har problemer, jeg trænger bare til 20 minutter i fred. 

Andre mennesker kan ikke læse dine tanker. Og de vil dig det godt. Så hvis ikke du siger, “Jeg har brug for xx, derfor gør jeg  yy”, risikerer du at komme til at dele skæbne med denne uheldige mand, hvis hustru i bedste mening driver ham til vanvid:

Teksten lyder: Are you sure you don’t want a pretty little lamp for your man cave?

PS: Tegningen er fra Jyttes The New Yorker. 

{ 1 kommentar }

Some people say that life is the thing, but I prefer reading

(Logan Pearsall Smith, forfatter) 

Dagens snapshot af mit læsehjørne, hvor jeg har “my moments of Zen”: 

{ 0 kommentarer }

Dagens indlæg har ikke rigtigt noget med Zen at gøre, men det er en opbyggelig historie for alle mødre til små børn, som er frustrerede over, hvor lidt tid der er til at være andet end Mor. Lad historien om Jytte overbevise dig om, at der senere kommer årtier til alt muligt andet:

Jeg mødte Jytte udenfor mit hus for et par uger siden. Vi bor i hver sin ende af rækkehusbebyggelsen. Hun bruger den anden indgang til vejen, så måske derfor var det ikke lykkedes mig at støde på hende gennem det års tid, vi har boet her. Men en dag kom hun alligevel forbi huset med sin rolator, mens jeg stod og læssede poser af cyklen. Vi faldt i snak, og hun inviterede på drinks (for den tid er hun fra). Jeg sagde ja tak, og da hun trillede videre, vendte hun sig ligesom lidt om mod mig og råbte som en anden Ole Henriksen, “I love it!”. Da var jeg solgt.

Så i weekenden bankede jeg på hos Jytte. Jeg havde taget familien og en buket med, og vi blev budt på Campari og portvin og Cola til Jacob. Det viste sig, at Jytte er 95 år gammel og skarp som en ragekniv. Hun får Herald Tribune hver dag og The New Yorker ugentligt. Hun får frugtkassen fra Årstiderne. Hun er komplet opdateret på den politiske situation i Frankring, Israel, Mali og Liberia (som var den sølle del af verden, vi nåede at tale om). Og hun har vindueskarmen fuld af orkideer. 

Vi var høje af forventninger til livet, da vi forlod Jyttes hus!

Mine damer, jeg synes bare lige jeg ville nævne Jytte, for at minde om, at der er mange, mange år på den anden side af småbørnslivet til at dyrke orkideer og politik og læse fremmedsprogede aviser. Så nyd de år, hvor børnene er små (og gider holde i hånd!).

  PS: I dag mødte Jacob Jytte, som sagde, at fremover lægger hun gårsdagens Herald Tribune under måtten, så han kan tage den med hjem, når han går forbi hendes hus på vej hjem fra skole. I love it!

{ 11 kommentarer }

For mig er en æra slut i dag. For i dag skete det, jeg vidste, ville ske snart…. 

Jeg gik tur med Jacob til Super Bæstet, spurgte om jeg måtte holde ham i hånden og fik svaret, “Helst ikke, jeg er jo næsten lige så høj som dig”. Jeg spurgte så, om jeg måtte lægge min arm om hans skulder, men det måtte jeg heller ikke så gerne.

Og da vi senere stod inde i butikken, fortalte han mig med udsøgt gru i stemmen, hvad der sådan set nok er det pinligste i hele verden: “Man har meldt sig til et talentshow og ens mor følger én derhen. Og så prøver hun bare for sjov. Og man går ikke selv videre, men det gør MOREN!”

Ok. Point taken. Jeg er pinlig.

Fra nu af går jeg så bare rundt og kigger på tulipaner eller noget:

{ 4 kommentarer }