Fredag den 29. august

af Anna Skyggebjerg den 29. august 2014

Jeg får stadig mails fra glade læsere af Introvert. Tak for dem!

Forleden skrev en kvinde, at hun er blevet meget bedre til at stå ved, at hun er introvert. Men alligevel kæmper hun ind imellem med spørgsmålet om, hvorvidt det nu egentlig er ok at være sådan. Især når hun fornemmer, at vennerne ikke synes, det er så cool at være introvert.

Så hun spørger mig: “Hvor lang tid gik der , før du nåede til det punkt, hvor du syntes, det var ok at være introvert? Håber, du kan svare på mit spørgsmål, selvom det måske ikke er så ligetil.”

Her er en del af mit svar:

Nej, du har ret: Det er faktisk ikke så ligetil et spørgsmål. Jeg kan ikke bare svare, “Der gik 2½ år. Bum.” For sagen er jo, at det er en lang proces at lære at fuldt ud stå ved sin introverthed. Og sådan en proces er sjældent en lige vej frem, men en snoet vej – ind imellem med tilbageskridt.  Som du selv skriver, er du blevet bedre til at mærke efter og at takke nej til arangementer, der tager din energi. I de situationer står du ved dig selv. Men så… når du fornemmer dine venners manglende forståelse for din introverthed, er din nyfundne selvsikkerhed alligevel ikke mere rodfæstet end, at du kommer til at tvivle lidt på dig selv og på, om det nu helt igennem er ok at være introvert. For mig lyder det helt naturligt. Det er simpelthen sådan, den slags processer er. Derfor tror jeg, det bedste du kan gøre for dig selv, er at acceptere det: “Nogle gange er jeg rigtig god til at stå ved mig selv. Andre gange falder jeg tilbage. Det er, som det er. Og det er ok. Med tiden tipper balancen, så der bliver flere og flere situationer, hvor jeg står ved mig selv. Og færre og færre, hvor jeg ikke gør.”

Visse ting er temaer gennem hele livet. For mig vil min introverthed sandsynligvis altid være det. Måske også for dig? Prøv at læse de sidste få sider i “Introvert” igen. Dem med ordene: “Vær tålmodig med dig selv. Tilgiv dig selv, når du mister fodfæstet. Og find så tilbage til den, du er.”

Dagens snapshot: Big Boy With Big Toy

{ 4 kommentarer }

Onsdag den 27. august

af Anna Skyggebjerg den 27. august 2014

Jeg læser skønlitteratur i dag – og kan endda sige, at det sådan set er mit arbejde i denne tid, hvor ét manuskript er afleveret og et nyt ikke påbegyndt. Lucky me!

Jeg er begyndt på en roman, der er sjov. Fordi jeg lige har læst en umådeligt omfangsrig roman, der har givet mig lyst til “sjov”, idet den var alt andet end netop det. 850 sider Pullizer vindende seriøsitet, som jeg simpelthen endte med at konkludere, at jeg ikke bryder mig om. Millioner af andre læsere tilbeder den roman, men jeg er ikke en af dem. Den hedder “Stillidsen” og er skrevet af Donna Tartt. Hun beskriver en dame, som sælger togbilletter sådan her:

“En bred, blond, midaldrende kvinde, pudebarmet og upersonligt gemytlig som en koblerske i et andenrangs genremaleri.”   

Derfor læser jeg nu Sue Townsends “The Woman Who Went to Bed For a Year”. Den handler om en kvinde, Eva, som efter at have sendt sine tvillinger afsted til universitetet, går i seng. Og bliver der i et år. For hun er træt af at servicere og af at have en hjerne, der ikke er blevet brugt i så lang tid, at (som hun forklarer sin ægtefælle) “the poor thing is huddled in a corner, waiting to be fed.”

Sue Townsend bruger noget anderledes metaforer end Donna Tartt. Se for eksempel her:

“Eva regretted the day that Marks&Spencer had introduced elastane pyjamas for men. They did not flatter the middle-aged body. Brian’s genitals looked like a small bag of spanners through the unforgiving material.” [spanners = skruenøgler]

Jeg skal læse videre. Gotta go!

{ 2 kommentarer }

Mandag den 25. august

af Anna Skyggebjerg den 25. august 2014

Nuser og jeg…

Billede: Via The Greenman

{ 4 kommentarer }

Søndag den 24. august

af Anna Skyggebjerg den 24. august 2014

Hvad jeg har med Signes pizza at gøre…

Signe har sendt mig et billede af en pizza. Her er den:

Signe har læst min bog Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag. I Super Mor står der en hel del om at lære at springe over, hvor gærdet er lavest, og at være stolt af det. For det er ikke dovenskab. Det er ansvarligt moderskab at gøre det let for sig selv i de travleste år, så der bliver mindre stress og mere overskud til det vigtigste: At være sammen med børnene. Der er mange smutveje i den bog. Nogle handler om indkøb og madlavning. Andre handler om ikke nødvendigvis at behøve medbringe en øko grøntsagsquiche til buffet i børnehaven. Og det var det, Signe huskede:

“Mit bidrag til årets buffet var en familiepizza fra den lokale pizza biks, som jeg skar ud i mange, små stykker og satte små, pink flag i (fra Tiger butikken).

Behøver jeg nævne, at den mest ofte kommentar fra de andre forældre var, “Oj, det var en god idé!”

Bordet var fyldt af retter – fra lakseroulade over steg med kartofler til pastasalater, gryderetter og hjemmebag i lange baner. Pizzaen var et hit hos børnene og hurtigt udsolgt.

Tak til dig, fordi jeg nu ligger på min sofa med dejlig god samvittighed over at være smart og en super mor.”

SELV  TAK, SIGNE!! 

{ 2 kommentarer }

Fredag den 22. august

af Anna Skyggebjerg den 23. august 2014

I dag var jeg med Elise hos lægen. Vi sad i venteværelset, hun signalerede, at hun var nervøs, jeg klappede på sædet ved siden af mig – og hun kom over og satte sig. Så åbnede jeg min taske.

Jeg viste hende alle de ting, den indeholdt. Læsebriller og solbriller, en pakke tændstikker fra en italiensk restaurant og sukkerposer fra caféer, et boardingkort, en souvenir fra Thailand, visitkort fra Gus’ Taxis & Minibus Hire, te, creme og morfinpiller, som jeg sværger, at jeg ikke vidste lå der. Og så selvfølgelig min pausebog med tekster af Pema Chödrön, som Elise læste lidt i.

Hun faldt til ro.

Det var først, da jeg kørte hjem, og Elise kørte i skole, at jeg kom til at tænke på, at jeg helt intuitivt havde brugt det ældste trick i verden. Det trick, enhver mor bruger overfor små børn. For hvem har ikke tømt sin taske, for at aflede et barn, der var ked af det eller uroligt?

Elise er 18 år. Men det virker stadig. Der er noget magisk ved en taske.

{ 2 kommentarer }

Torsdag den 21. august

af Anna Skyggebjerg den 21. august 2014

Der er ikke tid til at blogge, for Jacob og jeg er nået til slutningen af vores Harry Potter film-marathon. Så du må nøjes med dagens snapshot: Asger, der får græsk yoghurt til dessert…

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 20. august

af Anna Skyggebjerg den 20. august 2014

“Networking for introverte”. Det lyder som en selvmodsigelse, men behøver ikke at være det. “Networking for introverte” handler bare om at finde den rette måde at networke på. 

I denne blogpost fra Harvard Business Review skriver Dorie Clark hvordan hun har fundet måder at networke på, som passer til hende og derfor giver resultater (dvs: kontakter). Og hun skriver om, hvordan hun til gengæld har lært sig at takke nej til de networking arrangementer, som hun ikke kan lide, og som (af samme grund) ikke giver de ønskede resultater. Pointen er kort sagt, at man skal stå ved sig selv:

Finding the type of gatherings that work for you will make your netwworking much more succesful –  - and more enjoyable. [...] We need to start saying no to torturing ourselves in the belief that it’ll ultimately be good for us, we have to reclaim networking and do it our own way.

Clarks konkrete forslag: 1) Skab dine egne arrangementer. 2) Tag hensyn til, hvornår på dagen du fungerer bedst. 3) Lav en cost-benefit analyse forud for et arrangement, du overvejer at deltage i: Hvor sandsynligt er det, at dette arrangement vil give mig det ønskede resultat. Hvad ville du gøre i stedet, hvis du ikke skulle bruge tiden på det arrangement? 4) Sørg for at have energi til networking arrangementer; sig nej, hvis de ligger i forlængelse af andre energikrævende arrangementer.

De råd ligner faktisk til forveksling de råd, jeg selv giver i det kapitel i Introvert, som handler om, hvordan du passer på dig selv i familien og blandt venner. Hvad enten vi taler om networking eller “almindeligt” socialt liv, består opgaven dybest set i at finde en balance mellem hensynet til din introverthed og hensynet til vigtigheden af de arrangementer, der kræver af dig, at du tilsidesætter din introverthed.

At finde den balance er vejen til et godt liv. 

{ 0 kommentarer }

Tirsdag den 19. august

af Anna Skyggebjerg den 19. august 2014

Lige som man tror, man er den smarteste mor….

Jeg har som bekendt lavet et system, der skal sikre, at Jacob (13 år) får rent tøj på hver dag: Der hænger 7 bøjler i skabet, hver med en ren skjorte, strømper og underbukser og med ugedagen skrevet på et stort skilt.

I dag, da han kom hjem fra skole, havde han en t-shirt på. 

Mig: Hvorfor har du ikke skjorte på?

Han: For mandags-bøjlen var tom.

Mig: Det er tirsdag!

Han: Nåe. Det forklarer det jo.

PS: Dagens snapshot

{ 4 kommentarer }

Mandag den 18. august

af Anna Skyggebjerg den 18. august 2014

Det med det poetiske, introverte hjerte… Betyder det så, at ekstroverte hjerter ikke indeholder Solitude Mountains, River of Daydreams  eller Country of Animal Pals, men alene steder som River of Partying, Land of Groupwork og Region of Multitasking?

Nej. Det betyder det på ingen måde. 

At være introvert eller ekstrovert betyder, at der er bestemte ting, vi foretrækker, og som derfor optager store dele af vore hjerter. Bestemte måder at være social på, for eksempel. Bestemte måder at lade batterierne op på. Et bestemt niveau af ydre stimuli, som får os til at føle os perfekt tilpas (højt for ekstroverte, lavere for introverte).

Men: Ingen er 100% introvert eller 100% ekstrovert. Vi har begge sider i os og kan dyppe i den ikke-dominerende side. Og vi gør det, enten fordi det er nødvendigt (for eksempel hvis et job kræver det af os) eller fordi vi har brug for det. Selv det mest introverte menneske har brug for ydre stimuli; selv den mest ekstroverte har brug for ensomhed. 

Derfor rummer det ekstroverte hjerte også steder med solitude og daydreams og alone time. Men de fylder mindre end i et introvert hjerte. Ligesom partying, groupwork og multitasking fylder mindre i det introverte hjerte end i det ekstroverte. 

Vi er forskellige, men ligeværdige. Hvis vi anerkender det (ved i praksis at udvise gensidig forståelse og respekt), får vi fantastisk glæde af vores forskelligheder. Den pointe har jeg nævnt 117 gange her på bloggen. Og jeg bliver ved, indtil vi har reel ligestilling, og det ikke længere er nødvendigt.

{ 0 kommentarer }

Lørdag den 16. august

af Anna Skyggebjerg den 16. august 2014

Må jeg præsentere mit hjerte: Et poetisk landskab bestående af Solitude Mountains, River of Daydreams, Alone time Lake, Country of Animal Pals og en lille bitte Hermit’s Cave. (Men ja, kortet mangler at vise et stort stykke Country of Close Friends og Streams of  Empathy…)

  (Se en større version her

{ 1 kommentar }