Lørdag den 31. januar

af Anna Skyggebjerg den 1. februar 2015

Hvad sker der, når en forfatter lukker sig inde på et hotelværelse i 12 dage?

Svar: Hun tager på! 

Det fandt jeg ud af torsdag aften, da jeg lige ville prøve det tøj, jeg havde tænkt, jeg skulle fotograferes i fredag morgen…. Det var faktisk noget ret smart tøj, var det. Men hvad nytter det, når man ikke kan være i det. Så nu kommer jeg i Femina iført Kjolen, alias den kjole, jeg ALTID har på, fordi den er på størrelse med et 4-mands telt, og den slags kan jeg godt lide at have på. Men havde jo bare ikke tænkt, at jeg ville have den på i Femina.

Der er nu lagt en plan, der involverer en hel masse forskellig sport og ikke ret mange kager. Jeg har allerede købt en hulahop-ring i Tigeren!

Apropos sport… I går var Jacob på skøjtebane med skolens 8. klasser. Der var 70 skøjte-uerfarne teenagere på isen. Og der var kun en (1!), som havde hjelm på. Det var Jacob. Og hvem tror I faldt efter femten minutter og ramte isen med ansigtet først og fik næseblod og en halv-brækket næste og måttet hentes hjem i utide? Det er dæleme uretfærdigt at det skulle ske for Den Fornuftige Dreng. Men tænk, hvis han ikke havde haft hjelm på… 

PS: Hvis det der med en masse sport og ikke-en-masse-kager… Hvis det nu mislykkes, så tror jeg jeg vil prøve en anden strategi, som meget vel kan tænkes at være bedre for mig: 

 

  

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 28. januar

af Anna Skyggebjerg den 28. januar 2015

Det er min sidste hele dag i eksil. I morgen tager jeg lyntoget tilbage til familien. Jeg glæder mig til at se dem igen. 

Alligevel ved jeg, at der går et par dage med at tilvænne mig familielivet, dets tempo, støj og afbrydelser. Alt det, jeg har været isoleret fra. I morgen stiger jeg ned af sparkstøttingen og ind i en Ferrari. Det må være tilladt at sige “uh” på det første stykke.

Jeg har elsket mit hotelværelse. Jeg har suget udsigten til gårdhaven til mig. Jeg har nydt al den frihed, jeg har haft til at gøre præcis, som jeg ville. Og al den tid, jeg har haft til at tænke mig om. Jeg ved, det er et kæmpe privilegium, som er få forundt, at få sådan 12 dage for sig selv. Men mindre kan jo gøre det. Hvis det på nogen måde er muligt, så giv dig selv en weekend væk fra det hele. Uden sociale og kulturelle forpligtelser. 

Her er Hele 3 Ting, jeg tager med mig fra Aarhus:

1: Familien kan fint klare sig, uden at jeg er ind over hver eneste detalje. Jeg behøver ikke at vende tilbage til at være Manager Med Ansvar For Det Hele. (Et job jeg helt uopfordret har defineret og påtaget mig!)

2: Det var rigtigt, hvad jeg fornemmede, inden jeg tog i eksil: Det er afbrydelserne, der stresser. Jeg behøver ikke nødvendigvis 8 timer dagligt til at skrive, men jeg behøver tid, hvor jeg kan stole på, at jeg ikke bliver afbrudt af noget som helst. Hverken af dyr, børn, telefoner – eller selvpåførte afbrydelser som mail, Facebook, vaskemaskine og posthus. Jeg må finde en måde at indrette mit arbejdsliv på, så jeg opnår det. (Hvis du tænker, at uafbrudthed måske var en meget god ambition også at have for sit liv med familien – eller bare for timerne mellem kl 16 og 20 – så er idéen hermed givet videre…)

3: Jeg elsker min familie. Det bliver godt at komme hjem igen. 12 dage er nok.  

Hotel Villa Provence:

{ 2 kommentarer }

Tirsdag den 27. januar

af Anna Skyggebjerg den 27. januar 2015

Man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Hvis jeg havde fået det, som jeg ønskede mig, var jeg enke i dag. 

Årsagen er, at Demis Roussos er død. Ham ved du ikke, hvem er. Og det er kun godt. Men altså… han var toppen af poppen, da jeg var meget ung. Jeg var til koncert med ham i Randers Hallen, og jeg var forelsket. Havde det ikke været for min fornuftige Veninde, havde jeg foræret Demis mit arvede guldkors. Der lå masser af guld på scenekanten den aften. For jeg var ikke alene om at ønske at blive gift med Demis Roussos.

Jeg havde en plakat med hans billede hængende på væggen over min hovedpude. Hvilket resulterede i, at da min mormor kom på besøg fra Norge og skulle bo på mit værelse, satte hun i et skrig, da hun åbnende døren. Det forstår man i grunden godt:

Jeg skal anføre, at det her faktisk er et ret godt billede af Demis. Her har han i et mindste skjorte på. Han gik ellers altid i gulvlang kaftan.

Aproros kaftan… så ville skæbnen, at jeg også i dag har set et billede på Facebook af min gymnasieklasse anno 1981. Jeg tror nok, jeg er med på billedet, for der sidder en med pandehår på yderpladsen og kigger ned, så man ikke kan se hende. Det kunne meget vel være mig. Jeg synes bare ikke lige, jeg kan kende den batikmønstrede kaftan, hun har på… Men jeg kan selvfølgelig have fortrængt den.

Det var år, hvor man – jeg, i hvert fald –  drømte om væbnet revolution og gik i 1. maj optog enten med Kommunistisk Arbejderparti eller anarkisterne (det var hip som hap for mig, bare det var alternativt). Og hvor man ikke kunne drømme om at barbere sig, bruge make up eller købe en bh. Jeg ejede et enkelt par sko, og det var træsko. Det hele var helt acceptabelt.

Og så er det, jeg tænker, at det faktisk var en lykkelig tid. For når jeg tænker på alle de krav, Elise lever med til daglig, hun som idag har samme alder, som jeg havde dengang på billedet… Hun skal hele tiden være perfekt til alting og se perfekt ud og score kæmpe høje karakterer og være meget mere moden, end nogen forlangte af mig. En pige, som kun ejer et par træsko, har ikke en chance i dag. Lige så lidt som en popstjerne i gulvlang kaftan.

RIP Demis Roussos

{ 4 kommentarer }

Søndag den 25. januar

af Anna Skyggebjerg den 25. januar 2015

Elise har lige ringet tre gange og spurgt om detaljer. Jeg blev helt forvirret. Så nu ved jeg, at jeg har været væk hjemmefra længe…

Første opringning handlede om :Hvilke blomster skulle hun købe til et familiemedlems fødselsdag, når nu blomsterhandleren ikke havde dem, som det var oplagt at købe? 

Næste opringning handlede om: Skulle hun også købe chokolade?

Sidste opringning handlede om: Har du telefonnummeret på den-og-den?

“Øh, hvad?” Jeg kunne mærke, hvordan jeg havde svært ved at stille ind på den frekvens, som Radio Mor spiller på. For jeg sidder her i Aarhus og er fordybet i at høre amerikanske snakkeprogrammer. Jeg blev forvirret over at blive afbrudt og kunne ikke rigtigt tage stilling til noget udefra, end ikke noget så enkelt som det, Elise ønskede, at jeg skulle tage stilling til.

SÅ ved man, man er langt væk hjemmefra og har været det et godt stykke tid, når der slet ikke er forbindelse til Radio Mor. Når man ikke kan rumme afbrydelser. For derhjemme…. well, der afbrydes og der svares. Sådan er Radio Mor.

Jeg havde stillet ind på programmet Strangers, hvor almindelige mennesker fortæller deres historier. Helt konkret hørte jeg: Love Hurts. Hvor en kvinde, Lea Thau (dansk, i øvrigt, og ophavskvinde til Strangers), prøver at finde ud af, hvorfor hun er single. Det er interessant. Ikke mindst, da hun efter at have dvælet ved smerten over et forhold, der aldrig blev, selv konkluderer: “Allow the hurt – and it will pass.”

Jeg læste om Lea Thau i Politiken

{ 2 kommentarer }

Lærdag den 24. januar

af Anna Skyggebjerg den 24. januar 2015

Herovre i Aarhus-eksilet er det gået fra smukt til smukt-med-sne-på. Dette er det Winter Wonderland, jeg så i morges, da jeg  trak gardinerne fra:

Jeg pukler med at skrive. Og det er langt, langt sværere, end jeg havde forestillet mig. Altså, jeg vidste da godt, det er svært og kræver koncentration – ellers ville jeg jo bare have bikset noget sammen hjemme på reposet, men SÅ svært…. Hvert eneste ord bliver vendt: “Kan jeg skrive, han har krøller, uden at det bliver en kliché?” Min dybeste  respekt for dem, som kan skrive, så man som læser tror, det har været let… For det er aldrig let.

I morgen skal jeg ikke skrive. I morgen skal jeg give det første interview om den nye bog (5. marts, d’damer!). Og der kommer en fotograf med. Enhver, som kender mig ved, at det er noget jeg glæder mig til. Tager i stiv arm. Ikke regner for noget. Herre Gud, sådan en smule telelinse og 1000 watts pære.

Men NU skriver jeg videre. Og nyder udsigten. Og den halve kanelstang, jeg kom til at købe i Salling….

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 21. januar

af Anna Skyggebjerg den 21. januar 2015

Kan du se det? Det sner. Sneen daler lige så fint ned udenfor mit vindue:

Kommer til at tænke på dette vidunderlige citat: “Snowmen fall from heaven…unassembled.”

Og indenfor sidder jeg med ord, der hvirvler om hovedet på mig: Short stories fall from heaven… unassembled. Jeg skal bare lige samle alle de ord, trille dem til kugler og placere dem i den rigtige rækkefølge. Og så toppe med en gulerod. 

Det er faktisk skide svært. Men det er sjovt.

{ 1 kommentar }

Mandag den 19. januar

af Anna Skyggebjerg den 19. januar 2015

Det tog under tre timer at køre med lyntoget til Aarhus. Men jeg føler mig meget langt væk hjemmefra.

Jeg er flyttet ind i det fineste hotelværelse. Der er udsigt til gårdhaven og et højt træ med lyskæder. Og jeg kan høre rislen af vand fra fontænen. I to døgn har jeg været uden netadgang (nu fikset med noget så gammeldags som en ledning) – og det har været perfekt. For jeg skulle jo tænke mig om. 

Billeder følger. Men her er lige et snapshot af morgenmad på sengen (jamen, jeg var altså lidt sløj, og kunne ikke så godt komme ned i restauranten…)

PS: Der er to artikler på politiken.dk i dag om det daglige nærvær med børnene. Jeg har bidraget. Og er efterfølgende blevet inviteret både i Aftenshowet og TV Lorry i morgen. Men det kan jeg jo ikke, når jeg er i skriveskjul i Aarhus og skal være nærværende med mig selv. Du kan læse den ene her. Og du kan læse den anden her.

{ 6 kommentarer }

Fredag den 16. januar

af Anna Skyggebjerg den 16. januar 2015

I morgen tidlig tager jeg lyntoget til Aarhus og går i skriveskjul i næsten to uger. Det vigtigste på pakkelisten er lagt frem:

Elise har været på studierejse i Norge og har hjembragt min yndlings-chokolade: Frejas melkesjokolade. Jeg elsker norsk chokolade. Og kan man andet end elske en butik med det nærmest nuttetde motto: Matkroken. Enkel og trivelig handel. 

Jeg har også pakket bøger, tusser og notesbog. Silkepyjamas og løse kjoler. Stearinlys og te-glas. Scenen er sat.

Og læner jeg mig så tilbage og venter på inspirationen? Nope! Jeg smækker min pyjamas i sædet og arbejder, for 

PS: Men der skal jo være pauser. Og så blogger jeg. Stay tuned!

{ 4 kommentarer }

Onsdag den 14. januar

af Anna Skyggebjerg den 14. januar 2015

Har du mindre børn? Har du lyst til at blive interviewet til Politiken?

Signe Thomsen er journalist på Politiken og et umådeligt venligt menneske. Hun er igang med en artikel om, hvordan familier med børn finder nærvær i hverdagen.

Kunne du tænke dig at fortælle hende om din familie? Hvad gør I? Hvordan virker det? Hvorfor gør I det?

Hvis JA, så send mig en mail på mail@annaskyggebjerg.dk – så videreformidler jeg kontakten.

Af praktiske årsager er det bedst, hvis du bor i nærheden af Københavnstrup.

PS: Jeg skal også være med i artiklen, men mine børn er jo ikke så små længere, så…

{ 1 kommentar }

Tirsdag den 13. januar

af Anna Skyggebjerg den 13. januar 2015

Jeg er begyndt at læse Bogtyven af Markus Zusak. 

Jeg fik lyst til at læse den, efter jeg faldt over det citat fra den, som jeg lagde på bloggen før jul: “Det var begyndelsen på den bedste jul nogensinde. Kun lidt mad. Ingen gaver. Men der var en snemand i kælderen.” 

Det citat yder bogen retfædighed: Det er en grum og poetisk historie. Den handler om pigen Liesels liv. Og den er fortalt af Døden, som har meget travlt, for historien foregår i Nazityskland…

Læs den! Læs den! Også selvom du – som jeg – altid er gået i en stor bue udenom litteratur om 2. verdenskrig, fordi det er for forfærdeligt. Ja, det er. Men Bogtyven er også fuld af håb og kærlighed og medmenneskelighed. OG så er den sine steder mere aktuel end nogen bryder sig om. Jeg har lige læst et kapitel, som sluttede med en enligt stående linje med disse ord:

De var franskmænd, de var jøder, og de var dig. 

{ 3 kommentarer }