af Anna Skyggebjerg den 2. september 2010
Jeg holder meget af dette citat, der stammer fra et buddhistisk skrift fra 1100-tallet:
“I do not say that there is no Zen, but that there is no Zen teacher”
Der er med andre ord ingen, der kan fortælle dig, hvad der er den rette vej til Zen. Der er mange veje til Zen, og vi må hver i sær finde vore egne. Nogle som passer til det liv, vi lever lige nu. Det er slet ikke vigtigt, at det er nogle, der udadtil ser imponerende ud. Det vigtige er, at kende nogle sikre veje til ro og fordybelse, selv på de travleste dage.
Her er “Hele 3 ting”, der har givet mig Zen i dag:
1
Nogle gange om ugen går Elise tur med en hund, der bor i kvarteret. I dag gik Jacob og jeg med. Det betød, at vi fik 40 minutter, hvor vi var sammen på en ny måde. Vi fik talt om verden og omegn – og klappet rigtig mange hunde. Det var “walking meditation”.
2
At sidde alle fem i sofaen (incl. den Zen-buddhistiske pelspølse) og se Ekstrem Hjemmeservice. Fordi det ikke bare var noget, vi tilfældigvis var dumpet ned til, men noget vi havde planlagt at ville se sammen, var der en særlig stemning af nærhed. “Er Ty mon også så sød i virkeligheden?”, spurgte Jacob. Selvfølgelig er han det! I lååve him!
3
I dag fik vi en ny ting til hjemmet, som er aldeles Zen-skabende. Må jeg præsentere: Et Buddha springvand! Det fylder vores karnap med den skønneste lyd af rislende vand:
Det kan købes hos Caretrade, som i øvrigt har rigtig mange fine ting, ofte produceret af tibetanske flygtninge.
af Anna Skyggebjerg den 1. september 2010
I dag har jeg husket på mini-guiden fra i går. Jeg har villet gøre alle 11 ting. Og bortset fra, at dagens gåtur har været så kort, at den kun med meget god vilje kan karakteriseres som en gåtur, så er det faktisk lykkedes. Totally Zen!
1
Den med “Touch the earth” syntes jeg måske ikke lige var så let. Jeg bor jo i lejlighed… Men det kom helt af sig selv: Børnene hjalp med at lave aftensmad. Pludselig bøjer Elise sig ned, kigger ind imellem stilkene i krukken med basilikum og siger, “Ej, tænk hvis man boede derinde!”. Jacob og jeg bøjer os, kigger ind – og ser en eventyrlig skov. Solen skinner ind ad vinduet og rammer baslikumpotten. Og derinde mellem stilkene er der det smukkest tænkelige lysegrønne lys og fin, sort muld. Det var Zen-moment.
2
Det er 1. september og dermed officielt efterår, min yndlingsårstid. Så jeg har læst haiku-digt om efterår:
Garden gate
suddenly banging shut -
autumn wind
(Fukuda Kodojin, 1865-1944)
3
Og så har jeg gjort noget, der mærkeligt nok ikke står på listen: Jeg har trukket vejret. Ca. kl. 16. Det var i sidste øjeblik, for jeg glemte det i de seks timer, hvor jeg var på arbejde. Dumt, når nu jeg godt ved, at den enkleste vej til Zen er: Træk vejret. I bund.
Prøv selv!
PS: Den med “Stop getting to work on time”… Da jeg i dag indfandt mig på arbejdspladsen til direktørtid, var der ingen parkeringspladser. Så jeg holdt der, hvor jeg nu kunne. Hvilket viste sig at være 4½ meter for tæt på et hjørne. 510 kr. kostede det. Og lige da syntes jeg, at det der Zen-halløj var noget pis.
af Anna Skyggebjerg den 31. august 2010
Mine damer, i dag får I ikke “Hele 3 ting”, men “Hele 11 ting”. Som tilsammen udgør intet mindre end den perfekte mini-guide til et Zen-fyldt liv.
En veninde så den i et vindue i Paris (mais oui, mesdames!) og købte den med hjem til mig. Og selvfølgelig skal den deles. Enhver er velkommen til at kopiere, laminere og hænge den et synligt sted. Til minde om, at Zen er inden for rækkevidde, og at livet ikke behøver være så kompliceret.
Her er den perfekte mini-guide til et Zen-fyldt liv:
Voila!
af Anna Skyggebjerg den 30. august 2010
1
I dag har været en af den slags dage, hvor det har været svært at få alle familiemedlemmer til at stå stille samtidigt. Søren arbejdede længe, Jacob skulle til badminton, Elise til ridning – og jeg var den Family Manager, der fik det hele til at klappe. Vi har været i en centrifuge.
På sådanne dage er det ekstra vigtigt at der er én, som på et tidspunkt insisterer på, at NU stopper vi den centrifuge, sætter os ned sammen og trækker vejret. Skaber et stille ritual. Og heldigvis skal der ikke så meget til. Vi klarede det med stearinlys, ost og vindruer. En lille indsats, var det. Men det gjorde en forskel. For ritualer skaber sammenhæng, uanset hvor tilsyneladende små de er.
2
Ham, min meget lille dreng, som forleden ikke kunne lave en kop te, han kælede i dag med naboens nye kattekilling og annoncerede derefter, at “den er ganske kælen”.
3
Og hende min meget store datter, der lige har besluttet sig for at skulle et år på high school i USA til sommer, hun klædte sig i dag ud som indianer, for sådan vil hun fotograferes på skolefotoet i morgen.
Jeg elsker, at de er store og små på samme tid!
af Anna Skyggebjerg den 27. august 2010
Zen-fyldte åndehuller med et lille barn
Hej Anna
I din bog og på din blog har du flere ideer til zen-ting, man kan gøre sammen med sit barn. Det er egentlig noget, jeg gerne ville dyrke, da jeg synes tiden med min datter nemt kommer til at handle om at få hende aktiveret, så jeg kan komme til at gøre de ting, jeg selv skal have gjort. Men jeg mangler lidt nogle ideer til zen-huller sammen med et lille barn. Hun er halvandet år og er ikke begavet med den største tålmodighed i verden. Er det noget du har nogle forslag til?
Mvh. Gravidgrahvad
Kære Gravidgrahvad,
Tak for dit spørgsmål! Vi kender alle sammen den med, ”kunne hun ikke lige lege selv, så jeg kan få ordnet….”. Og så den lidt dårlige samvittighed bagefter. Jeg tror, det er helt rigtigt af dig, at tænke på at få flere Zen-fyldte åndehuller ind i jeres hverdag. Først og fremmest fordi det er rigtig dejligt. Men også fordi – det er i hvert fald min erfaring - at hvis man ”fylder på” med ro og nærvær, så er små børn meget mere tilbøjelige til bagefter faktisk at lege lidt selv, så vi kan få ordnet alle de praktiske gøremål, der jo også er en del af hverdagen.
Jeg synes, du skal begynde med at lave et Zen-skabende overgangsritual for din datter og dig, når I kommer hjem om eftermiddagen.
Man kan gøre et Zen-skabende ritual ud af næsten ingenting. Ved at sætte den rette stemning. Ved at have fokus på detaljerne. Man slasker ikke bare et hvilket som helst tebrev ned i et hvilket som helst krus, når man vil sætte en meditativ stemning for sig selv. Det gør man heller ikke, når det er sammen med et barn på 1½. Vælg omhyggeligt noget ud, som gør hende glad: Et særligt krus, nogle særlige kiks… Sluk eventuelt alt lys og tænd stearinlys i stedet for. Sæt jer et sted, hvor I ikke plejer at sidde. Måske under bordet i stedet for ved bordet. På en bestemt stor, rød pude eller med en særlig skovtursdug. Skab en ø af fred. Så er der sat den rette stemning til at kigge i bøger, se på fotografier eller studere indholdet af en kiste med særligt udvalgte skatte. Eller hvad hun nu ellers kan lide. Pointen er, at man gør noget sammen, mens man trækker vejret roligt. Og så lader man ”ritualets kraft” arbejde for sig. Børn fatter intuitivt, at det her er noget særligt. Eller også kommer de i hvert fald hurtigt til det, når vi signalerer det til dem.
Det kan godt være, at hun i begyndelsen synes, at det er mærkeligt og hellere vil noget andet. Men hold hende lidt fast. Det er dig, som er moderen, det er dig, der bestemmer – fordi du ved (hvad hun ikke ved), at det her bliver godt, når vi lige får det indarbejdet. For at bruge nogle store ord: Du skal påtage dig rollen som familiens åndelige overhoved. Med stolthed. Dit engagement og din insisteren vil blive belønnet med Zen!
God fornøjelse!
Kærligst,
Anna
Har du et spørgsmål til Fredagsbrevkassen, så send det til
mail@annaskyggebjerg.dk
af Anna Skyggebjerg den 26. august 2010
Maren Uthaug har spurgt mig, om jeg vil være med i en blogleg, hvor jeg fortæller 10 ting om mig selv, jeg ikke har fortalt før. Jov da! Here comes:
- Maren har på sin blog fortalt, at hun har norske aner. Det har jeg også. Min mor var norsk og blev forelsket i min far på en cykelferie med veninden her i Danmark. Hun var så vild med at blive gift med ham, at hun ikke kunne vente, til krigen var slut (vi taler 2. verdenskrig her…). Så hun blev gift uden familie og venner, for dem ville tyskerne ikke lade komme ind i Danmark.
- I min barndom tog vi på ferie i Norge hvert år. Derfor elsker jeg så vældig norske ting som lomper, fenalår og multebær. Højere end noget andet.
- Og melkechokolade fra Freia.
- Vi havde norske flag på juletræet sammen med de danske. Og fejrede Norges nationaldag, den 17. maj. Dog ikke ved at gå i optog iført bunad (= nationaldragt)!
- Maren fortæller om sit navn. Blandt andet, at det i Sønderjylland bliver udtalt Mæren… Som enhver kan se ved sammenligning af vore blogge, er jeg jo betydeligt mere hurtig i vendingen end Maren, så jeg tog affære, da mit navn var umuligt at udtale (og i øvrigt ikke ret pænt…): Jeg skiftede det da bare ud. Jeg har kun heddet Anna halvdelen af mit liv.
- Nej, jeg har ved Gud aldrig været hos nummerolog. Det var bare almindelig sund fornuft: Kan du ikke lide det, så skift det ud!
- End ikke mine børn ved, at jeg har haft et andet navn. Før nu, forstås.
- Mit efternavn har jeg altid haft. I mit barndomshjem havde vi en samling af kuverter og andet, hvor vores efternavn var stavet på… alternative måder. Et mindeværdigt eksempel: ”Skideberg”…
- Måske er der derfor, jeg stort set aldrig siger mit efternavn uden i samme åndedrag at stave det: ”S-K-Y-G-G-E – og så bjerg med j”.
- Jeg har lige taget en test, der skulle afgøre hvor indadvendt en person, jeg er. Jeg scorede 27 ud af 28 og er med andre ord den mest indadvendte person i hele verden. Det skjuler jeg da i grunden meget godt…
Man skal prikke til 6 andre personer, som også skal nævne ”Hele 10 ting”. Det kan en indadvendt person altså ikke få sig til. Men jeg vil gerne nævne 6 personer, hvis hemmeligheder, jeg gerne vil kende. Så hvis I læser med, I 6:
Stephen King, Barack Obama, Dalai Lama, Hillary Clinton, Mette Holbæk , J. K. Rowlings.
af Anna Skyggebjerg den 25. august 2010
Jacob og jeg er i køkkenet. Vi skal lave eftermiddagste, så vi kan få et stille åndehul sammen, inden hans ven kommer på besøg, og Elise og jeg skal til lægen og have vaccinationer. Jeg skærer brød og har sat vand over. Og så begynder følgende samtale:
Jeg: “Vil du tage to tekopper?” (Jacob henter en kop til mig og sit eget krus til sig selv. Stiller dem på bordet.)
Jeg: “Vil du hente to tallerkener?” (Jacob henter tallerkener og stiller dem på bordet.)
Jeg hælder vand i kopperne og siger: “Vil du tage mælk og sukker til din te?” (Jacob henter begge dele og stiller dem på bordet.)
Jeg: “Du skal hælde mælk og sukker i dit krus!”
Jacob: “Det sagde du da ikke noget om!”
Jeg: “Men det kan du da regne ud”. Han hælder mælk og sukker i kruset og stiller sig til at vente.
Jeg: “Du skal røre rundt i koppen, så sukkeret ikke ligger på bunden”.
Han åbner skuffen med bestik og kigger ud over den som ud over et fremmed kontinent. Han kan ikke finde teskeerne. Roder i flere rum, før han finder en teske, som han sætter i kruset. Så rører han rundt. Men han har ikke taget teposen op, så den får han rørt ned i koppen. Jeg påpeger det og han fisker posen op. Nu hænger den på kanten af kruset og drypper på bordet. Så tager han teskeen og lægger den over i vasken, ikke i opvaskeren. Drypper på vej derover. Så tager han kruset med ind i spisestuen. Teposen drypper hele vejen derind. Jeg siger det, og han finder en gulvsklud. Tørrer gulvet. Kan ikke finde ud af at hænge gulvkluden op på knagen på køkkendøren. Svinger den i luften for at kaste den derop.
Går tilbage til køkkenbordet. Bærer teposen hen over gulvet til skraldespanden. Det drypper på køkkengulvet.
Han ser nu teen, der er spildt på køkkenbordet. Han henter en karklud og tørrer op. Der, hvor han har stillet kruset imens, er der kommet en ny plet. Han flytter kruset og tørrer. Der, hvor han har stillet kruset imens, er der kommet en ny plet. Han flytter kruset og tørrer. Der, hvor….
Nu tænker jeg, at der må være hul i det krus. Det kan jo for katten ikke passe, at det bliver ved med at lække. Men der er ikke noget hul. Det er bare fordi, han sætter kruset så hårdt ned på bordet, at han hver gang spilder.
Det her står på i mindst ti minutter. Derefter er kruset halvt fuldt. Af lunken te. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Jeg gør lidt begge dele. For det er hylende komisk. Men det er også bare for dumt: Drengen er 9 år og kan ikke lave en kop te. Og hvis skyld er det egentlig?…. “A misery of my own making!”
af Anna Skyggebjerg den 24. august 2010
Hele 3 ting, der har gjort i dag særlig
1
At gå med Jacob i hånden. Hen til den hal, hvor han for første gang i sit liv skal prøve at spille badminton. Se ham have tårer i øjnene af skræk over at skulle gå ind på en bane, hvor to andre drenge allerede spiller (og mærke præcist, hvordan han har det!) . Se ham overvinde det (og mærke præcist, hvordan han har det!).
Jeg har ingen magt over mit eget hjerte. Og det har jeg ikke haft siden jeg blev mor.
2
At køre mountainbike i Hareskoven. Sammen med Elise og den fantastiske Louise fra Hold Af Bloggen, som smilede hele vejen. Selvom det var hendes aller første tur på mtb. Og selvom hendes vidunderlige lilla løbesko aldrig mere bliver lilla.
“Er det her Zen eller er det Zen?” råbte jeg til hende. Det var Zen!
3
Det var den mest smattede tur, jeg nogensinde har kørt. Vi var gennem vandpytter, der var ½ meter dybe. Gennem mudder, der nåede mere end halvt op på hjulet. Og hen over en to meter bred å, der var dyb på midten og havde stejle skrænter (som jeg næ-æ-sten kom af …). Og hver gang instruktøren roste Elise, voksede mit hjerte. Så der var den igen…
Elise med højtryksspuler:
af Anna Skyggebjerg den 23. august 2010
I følge Zen skal livet være let. Det skal leves “som en fugl flyver gennem luften eller en fisk svømmer i vandet”. Nå. Men nu er det altså sådan, kloge, at jeg er højdeskræk og også bange for at få hovedet under vand. Så jeg tror ligesom ikke, livet nogensinde bliver helt let!
Men jeg ved godt, de har ret, de Zen-buddhister. Så jeg arbejder på sagen.
Her er “Hele 3 ting”, der har gjort livet lettere:
1
Jeg har brugt megen energi på at prøve at forstå, hvad jeg ikke kunne forstå: “Hvorfor siger han/hun sådan? Hvorfor gør han/hun sådan? Hvordan har han/hun det egentlig? Hvad er hans/hendes følelser egentlig?”
Jeg ved nu, at det har været fuldkommen spild af kræfter. Man kommer aldrig til at forstå andre menneskers motiver og følelser til bunds. Og det er heller ikke vigtigt. Opgiv den tanke. Opgiv at gnave på problemerne som en hund på sit kødben. Sats på at acceptere frem for på at forstå. Og sæt dig selv fri!
2
Jeg har spildt meget liv på at ønske mig et andet liv. Da jeg i stedet begyndte at fokusere på det gode, der var i det, jeg havde, blev alting meget, meget lettere. Det gode liv kommer, når man sætter pris på det liv, man har. (Hvordan man begynder den proces? Ved at skrive taknemmelighedsdagbog ti minutter hver aften! )
3
Det kan siges så kort som i dette Zen-ordsprog:
“If you understand things are just as they are… If you do not understand things are just as they are.”
af Anna Skyggebjerg den 21. august 2010
Zen-moments på en helt almindelig lørdag:
1
At tage på improviseret tur alle fire. Og helt tilfældigt ende i det dejligste kagetempel, Dessertdragen. Oh, at stå derinde og høre om chokoladekage med solbærmousse, cheesecake med blåbær, rabarberkager med kanel og linser de luxe… Sure to Cake my Day:
2
At trække mig tilbage til Vestfløjen (i.e. soveværelset), tænde stearinlysene foran min buddhafigur, trække vejret i bund og tage et øjeblik til at mindes min mor, hvis fødselsdag det er i dag. Jeg ved godt, at jeg er mega-voksen og at hun ville have været en gammel dame, hvis hun havde levet i dag. Men ind imellem er der stadig dage, hvor jeg bare gerne vil have min mor, for hun var sød. Og dybest set: Det takker jeg for i dag.
3
Det var ikke ligefrem et Zen-moment, men det var nu ret sjovt: Da jeg puttede Jacob i aften, sagde jeg “Jeg vil altid passe på dig”. Og Jacob svarede, “Jeg vil også altid passe på dig. Når du bliver gammel, vil jeg komme over til dig med mine hunde, så du ikke selv skal ud og køre med roulatoren.”
