Tirsdag den 1. september

af Anna Skyggebjerg den 1. september 2015

Vi skal tale om introversion og ekstroversion. Ikke for at putte hinanden i bokse og gøre mindre, men for at nuancere og gøre større.

I går var jeg meget kategorisk: Nej, introverte er IKKE asociale særlinge, som ikke kan lide andre mennesker, og vi er IKKE generte, bognørder eller gravalvorlige. 

Vi er bare (og det er her, jeg bliver kategorisk): En meget stor gruppe mennesker – 30-50% af befolkningen – som får energi ved at være alene eller sammen med få mennesker, vi kender godt.

Dette træk er det, som helt basalt definerer en introvert. Men selvfølgelig er der mere at sige end det. Der er vitterligt mange flere træk, vi – mere eller mindre – har til fælles:

Generelt foretrækker introverte at formulere sig på skrift frem for mundtligt. Generelt er vi over-forberedte, når vi skal fremlægge noget. For generelt bryder vi os ikke om at være . Generelt kan vi godt lide at arbejde selvstændigt og uden afbrydelser. Generelt kan vi bedre lide at lytte end at tale. Generelt vil vi hellere være sammen med få end med mange mennesker. Generelt vil vi hellere snakke om det indre end det ydre liv. Generelt er vi stille i det.  

Alle disse “generelt” dækker over en vigtig pointe: 

Intet menneske er 100% introvert eller 100% ekstrovert. Der er tale om et kontinuum, hvor den ekstreme ekstroverthed ligger i den ene ende af spektret, og den ekstreme introverthed i den anden. Vi befinder os hver især et unikt sted i dette kontinuum. Og rummer derfor alle både introverte og ekstroverte træk. 

Om du er introvert eller ekstrovert er naturligvis ikke det eneste, der er at sige om dig. Du kan se på dig selv gennem flere prismer. Hvor du befinder dig i spektret introvert-ekstrovert er et af de prismer. I mit eget liv er det et af de vigtigste, fordi jeg er så udpræget introvert.

Det er helt overordnet min overbevisning, at vi skal tale om, hvorvidt vi er introverte eller ekstroverte, ikke for at putte hinanden i kasser, men for at nuancere vort blik på hinanden. Vi vinder ved at kunne se os selv og hinanden gennem introvert-ekstrovert prismet. Tillige med andre prismer. Sådan får vi kastet maksimalt lys over alt det, vi er.

Men hvis vi alene definerer os selv og hinanden med “jeg er introvert” eller “hun er ekstrovert”, så reducerer vi os selv og hinanden. Vi skal det stik modsatte: Vi skal nuancere og dermed gøre større!

{ 0 kommentarer }

Mandag den 31. august

af Anna Skyggebjerg den 31. august 2015

Jeg får heldigvis fortsat mails fra læsere af Introvert. Ikke ret meget gør mig gladere end at høre fra mine læsere.

Men brevene gør mig nu også ind imellem lidt forstemt, for jeg kan jo læse i dem, at vi ikke er i mål endnu med vores stille revolution. Forstået på denne måde: Vi har endnu ikke opnået ligestilling mellem introverte og ekstroverte. En lige stor anerkendelse af de to temperamenter. En erkendelse af, at vi har brug for hinanden og supplerer hinanden godt, fordi vi har forskellige styrker. Et nuanceret syn.

Der er fortsat alt for mange fordomme om, hvad det vil sige at være introvert. Sådan noget med, at introverte er asociale særlinge, som bare gerne vil hjem og læse. Generte. Eller sarte mimoser, som der skal tages særlige hensyn til. Eller for den sags skyld: Bedre mennesker end de ekstroverte, fordi vi er så sensitive og dybe. Og måtte jeg tilføje: Den mangel på nuancering findes både hos ekstroverte og introverte selv. 

Men vi kæmper videre. Og vi kommer i mål. Indtil da er denne grafik ret præcis. Jeg elsker den!

 

{ 1 kommentar }

Torsdag den 27. august

af Anna Skyggebjerg den 27. august 2015

Hvordan kommer jeg videre efter det seneste indlæg? Hvordan kommer man overhovedet videre efter noget stort og svært? På samme måde som altid: Et skridt ad gangen. Og med fokus på de små ting. Som i den sammenhæng kan virke banale, men reelt er noget ganske andet: basale.

Det var også det råd, jeg gav i Kærlig hilsen Anna til den kvinde, som kaldte sig I frit fald. Hendes mand var ved at forlade hende og deres to børn, og I frit fald spørger derfor, hvordan hun skal overleve kærestesorg samtidigt med, at hun hjælper sine børn over bruddet. Her er et uddrag af svaret:

Svaret er, kære du, at du overlever kærestesorg netop fordi du samtidigt passer på dine børn. Du kan ikke give op. Det valg har du ikke. Dine børn gør det nødvendigt, at du går distancen – og derfor gør du det, selvom du lige nu tror, at du ikke kan. Du kan! Du kommer igennem din kærestesorg og frem ved at tage én dag ad gangen, ved at smøre én madpakke ad gangen og ved at være stor nok til at bede om hjælp fra dit netværk på de dage, hvor selv den ene madpakke er uoverskuelig eller hvor du har brug for, at der kommer en og sover ved siden af dig i den dobbeltseng, du hader, men ved, du skal tilbage til, fordi det bare ikke går at blive ved med at sove på den elendige sofa. De dage og nætter vil der komme mange af. Men pludselig vil der være en aften, hvor din sidste tanke ikke handler om ham. Pludselig vil du have sovet igennem en hel nat. Og pludselig vil der være en hel dag, hvor du ikke har fældet en tåre. Sådan kommer du igennem. En dag ad gangen. Og med et sylespidst fokus på alt det smukkeste i hverdagen med små børn: nærheden, detaljerne, det store i det små. Sådan kommer du igennem.

 

{ 7 kommentarer }

Tirsdag den 25. august

af Anna Skyggebjerg den 25. august 2015

Asger…

I dag skrev Rie en kommentar på bloggen og spurgte til, hvordan det går med Asger. For sidst, jeg skrev om ham, havde jeg fortalt, at han var ked af det, efter at være kommet tilbage fra ferie hos sin Fabelagtige Feriefamilie. 

Ries kommentar bliver anledning til at fortælle noget, jeg endnu ikke har været parat til at dele:

Verdens dejligste Asger bor ikke længere hos os.

En time efter, jeg havde skrevet det omtalte blogindlæg, gik Ægtefælle og jeg aftentur med Asger. Han var som sagt deprimeret, og vi troede, det ville blive en meget kort og stille tur. Den blev ikke stille, men den blev kort. Og den blev også den sidste. 

Helt i korthed skete der det, at Asger angreb en fremmed hund. Der skete ikke noget med den anden hund, men hele hændelsen var det skrækkeligste, jeg vist nogensinde har oplevet. Og derefter gik der seks døgn, hvor familien var i akut krise. Vi græd stort set konstant. Talte med dyrlæge og andre kloge mennesker i et forøg på at vurderede, hvilke konsekvenser episoden skulle have. Der var flere rædselsfulde scenarier i spil. Ingen af dem indeholdt, at Asger kunne blive boende her hos os; Ægtefælle og jeg turde ikke længere. Den aktuelle episode var ikke den første.

Efter seks mareridtsdøgn endte det på den efter omstændighederne absolut bedst tænkelige måde: Asger er flyttet permanent ind hos sin feriefamilie. De elsker ham lige så højt, som vi gør. Han elsker dem højere endnu. 

Elise går fortsat tur med ham. Fra hende ved jeg, at Asger er glad. De problemer, vi havde med ham, har han ikke der, hvor han er nu. 

Jeg savner Asger hver eneste dag. Jeg kigger hele tiden på billeder af ham. Når jeg lukker øjnene, kan jeg dufte hans poter. Uden at lukke øjnene, kan jeg mærke hans bløde ører. Jeg kan stadig krumme min hånd, så jeg ved, den passer perfekt til at ae hans kind. Men min hånd er tom, og min seng er alt for stor, for Asger plejede at hoppe op i den og fylde. Jeg har svigtet én, jeg elskede, og som jeg endda havde taget til mig, fordi han allerede var blevet svigtet for mange gange tidligt i sit liv. Jeg græder over at skrive disse ord. 

Jeg har ikke set Asger siden. Jeg tør ikke, for jeg er holdt sammen af ren viljestyrke, og jeg frygter, at hvis jeg ser ham, og skal forlade ham, falder jeg fuldkommen fra hinanden og bliver aldrig mig selv igen. Men måske en dag… Forhåbentlig en dag…

Tak, Rie, fordi du fik mig til at fortælle det. Det måtte jo til.

{ 8 kommentarer }

Søndag den 23. august

af Anna Skyggebjerg den 23. august 2015

Definitionen på koketteri er, når der sidder en voksen dame på en café i Brooklyn og siger…

“Uha, det er godt nok en stor donut. Den tror jeg ikke, jeg kan spise.”

Hvad kan sådan en udtalelse skyldes, hvis ikke koketteri? For en voksen dame kan da sagtens spise en voksen donut. Og det gjorde jeg. Og næste dag købte jeg én helt magen til og spiste den uden pjat. 

Her er et billede fra lige udenfor caféen:

Der ville jeg elske at bo. I Brooklyn. Men jeg bor  på Frederiksberg. Og det elsker jeg også. Siden jeg kom hjem, har jeg nydt at sidde i stilheden i haven, at have soveværelsets altandør åben om natten, at hænge dynerne ud om dagen, at have åben himmel og trækroner udenfor vinduerne. Alt sammen detaljer, der er udenfor rækkevidde i New York, men som giver mig daglig glæde.I disse dage endnu mere end for to uger siden, da jeg forlod dem. De sidste to dage har jeg kort sagt siddet musestille og i ro – og lykkeligt tænkt tilbage på New York og på de donuts.

Og derfor slutter blogindlægget med et citat fra et af digtene i min nye samling af Mary Oliver. Det beskriver, hvordan hun tager fri en dag og ikke laver noget som helst, men alligevel rejser langt. Det slutter sådan her:

But I’m taking the day off.

Quiet as a feather.

I hardly move though really I’m travelling

a terrific distance.

 

Stillness. One of the doors

into the temple.

{ 1 kommentar }

Onsdag den 19. august

af Anna Skyggebjerg den 19. august 2015

Mine damer, jeg beklager, at jeg forsømmer bloggen. Der er skridt, der skal tages. Te, der skal drikkes. Kager, der skal spises. Og det ordner jo ikke sig selv…

Så om få dage, når jeg er hjemme igen, kommer der ordentlige blogindlæg. Indtil da må I nøjes med et par turist-snapshots. 

Lad mig dog lige sige, at ferie i New York på én gang er vidunderligt og meget udfordrende for en super-introvert. Jeg er konstant omgivet af mange mennesker og et meget højt støjniveau. Mængden af ydre stimuli er med andre ord overvældende, og det er som bekendt noget, der tapper energi. Jeg ved nu, at efter cirka 7 timer ude, går jeg død og bliver umådeligt kedeligt selskab, indtil jeg er kommet hjem og har fået genopladet i fred og ro. 

Som bekendt betyder det at være introvert IKKE, at jeg ikke kan træde ud af min komfort zone og gøre andre ting, end dem, jeg foretrækker. Jeg er ikke en sart mimose, som skal pakkes ind i vat og høreværn. Men jeg er nødt til at tage hensyn til min introversion, hvis jeg skal være tro mod, hvem jeg er, OG have noget at tilbyde de mennesker, jeg er sammen med. Det gælder både i hverdagen og i ferier. Det handler ganske enkelt om at finde den rette balance mellem forskellige hensyn.

Dagens snapshot kunne godt vise hvor seriøs kunst, jeg har set. Men…. her er i stedet et billede af Carries trappesten (altså fra Sex and the City) + billeder af cupcakes fra hendes lokale bageri, Magnolia Bakery

{ 1 kommentar }

Lørdag den 15.august

af Anna Skyggebjerg den 15. august 2015

Arrangementet i Politikens Hus den 25. august er aflyst.

Undskyld til alle jer, som har købt billet!

Næstbedste løsning: Køb Kærlig hilsen Anna hos din boghandler. Eller hvis du gerne vil have den signeret, så send mig en mail med din adresse + navn på den, som jeg skal signere til. Så sender jeg dig en bog og et kontonummer. (Det koster 250 kr., incl. forsendelse) 

{ 2 kommentarer }

Fredag den 14. august

af Anna Skyggebjerg den 15. august 2015

I dag købte jeg en digtsamling af Mary Oliver. Hvilken genkendelse og lettelse jeg følte ved at læse disse ord:

For a while I could not remenber some words

I was in need of,

and I was bereaved and said: where are you,

beloved friend?

PS: Også i dag fik jeg bekræftet, at de største oplevelser sjældent er dem, man planlægger, men dem, man overraskes af. I dag, da jeg var hos boghandleren, stod jeg pludselig midt i et arrangement, hvor børn på 10-11 år oplæste egne tekster. De har gået på forfatterskole i sommerferien. Deres lærer sad ved siden af scenen og strålede af stolthed. Og vi, der hørte på, blev rørte  - og klappede og klappede. 

{ 1 kommentar }

Torsdag den 14. august

af Anna Skyggebjerg den 14. august 2015

Det bedste idag var ikke…

malerierne af Picasso, Chagall, Hopper og O’Keefe, selvom de var vidunderlige. Det bedste var heller ikke Tempel of Dendur, et 2000 år gammelt egyptisk tempel, omgivet af en dam. Selvom det også var vidunderligt. Det bedste var, at da jeg kom ind i den kæmpe-kæmpe store atriumgård med templet, stod der en mand og sang en kærlighedssang – og overfor ham stod der en kvinde og tørrede tårer væk. Og så gik han ned på knæ og rakte hende en motherfucker brilliantring (jeg så den tæt på bagefter!), og vi 100 mennesker i lokalet klappede og hujede.

Kærlighed først, så kunst!

PS: Den anden virkeligt gode ting i dag var, at Ægtefælle kom til byen. Han sang ikke, da han i sin tid friede, men han friede ved Verdens Ende. Det er dog ret smukt. (Verdens Ende er så godt nok en strand på Avernakø og det eneste, købmanden havde på sin hylde, som vi kunne fejre med, var to citronmåner.)

Dagens snapshot er taget hen over skuldrene på de andre, der overværede frieriet. Frieren er ham i den lyse t-shirt. 

{ 1 kommentar }

Torsdag den 13. august

af Anna Skyggebjerg den 13. august 2015

Jeg glemmer ikke kun mit tekrus. Jeg glemmer også ord. Hvilket er fortvivlende, når nu jeg er et ord-menneske.

For eksempel skrev jeg i en mail til Ægtefælle, som ankommer til New York i dag, at han skulle huske at pakke en ting, jeg havde glemt (!!): Fotografiapparatet.

Hvem i himlens navn kalder et kamera for et fotografiapparat? Men ordet “kamera” var forsvundet. Det dukkede op senere. Ligesom de fleste tekrus.

Dagens snapshots er fra Central Park. Den er smuk, levende og overvældende. Fuld af  børn, hunde og musikere – og en enkelt mand, som øvede sig i fluefiskning midt på en græsplæne, han havde næsten for sig selv. Det var poetisk at se snøren sno sig i luften og (tror jeg) et zen-fyldt ritual for ham.

PS: Det der hus med tårne og udsigt over parken…. Jeg kan ikke lade være med at være nysgerrig: Hvem bor egentlig der?

{ 3 kommentarer }