af Anna Skyggebjerg den 10. marts 2010
1
“Du ved, du har brug for Zen, når…” Ja, for eksempel når du kaster højst u-autoriserede håndtegn i trafikken. Det gjorde jeg i dag.
Så er det godt at være i familie med en Zen-mester, der så snart jeg var kommet hjem, placerede sig sådan, at jeg blev blød i kroppen, fik dybe vejrtrækninger – og kun kunne forestille mig at bruge mine hænder til at ae med:
2
En anden sikker vej til Zen er at læse. Jeg har altid elsket det, men ikke altid haft tid til det. Der har været mange år, hvor det i hvert fald var komplet urealistisk at gå igang med en roman. Men jeg savnede at læse. Jeg savnede de Zen-fyldte åndehuller, som læsning altid har givet mig. Og løsningen blev, at jeg begyndte at læse korte tekster: digte, klummer, “inspirational reading” – og senere blogs. På den måde fik jeg min tabte kærlighed tilbage.
Apropos kærlighed: I disse dage læser jeg “Love Letters of Great Men”
D’damer, ham Beethoven kunne godt nok andet end at skrive musik. Hør lige hvad han skrev til sin unavngivne “udødelige kærlighed”:
You- my Life – my All – farewell
Oh, go on loving me – never doubt
the faithfullest heart
Of your beloved
L
Ever thine
Ever mine
Ever ours
3
Jeg putter Jacob og vi ligger viklet ind i hinanden i mørket. Som altid spørger jeg ham, hvad der har været de tre bedste oplevelser i dag. Og han siger det, han næsten altid siger, at de to af dem er, “Da vi lå her i morges og så lige nu.”
Helliget være disse pauser i hverdagen, hvor der slås cirkel om to mennesker, uden for hvilken der intet er, og inden for hvilken der er kærlighed og Zen. Amen.
af Anna Skyggebjerg den 9. marts 2010
1
I går havde jeg et af den slags Zen-moment, hvor det største åbenbarede sig i det mindste: Hvor synet af intimiteten mellem min mand og min søn skabte et øjeblik af fuldkommen og grænseløs kærlighed til livet.
Sådan en oplevelse er en påmindelse om at huske at trække vejret og være til stede i hverdagens detaljer. Det er ikke altid, jeg kan det. For nogle dage går det hele bare lidt for strækt. Men det gør egentlig ikke noget, for der kommer altid en ny dag og et nyt øjeblik. Just you wait and see!
2
I dag fik jeg foræret noget næsten lige så godt: Jeg kommer gående hen ad fortovet, hen imod et kryds. Da jeg når krydset, kigger jeg til venstre – og der, på fortovet 20 meter foran mig, kommer Jacob gående på vej hjem fra skole. Han ser mig og råber, “Mor!” – og så spæner han hen i mine arme så det hele ligner Kathy og Heathcliff i Stormfulde Højder. Der er nok et navn for den slags. Noget med simultanitet. Man kan også bare kalde det et svineheld. Eller “Zen for mødre”.
3
Elise har været til ekstra matematikundervisning hos Verdens Bedste Anne Mette – og følt sig dygtig. I sidste uge kørte hun traktor og gik i skridsikre sko. Og i morgen skal hun med mormor-Karin ud og købe konfirmationssko. Hun lever et fantastisk liv. Andre piger på hendes alder lever ifølge UNICEF’ i “an underground world of abuse”. Læs lige de ord igen…
I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag vil jeg gerne citere FN’s generalsekretær for disse ord om vigtigheden for os alle af, at kvinder og piger slipper ud af fattigdom og uretfærdighed:
“Until women and girls are liberated from poverty and injustice, all our goals – peace, security, sustainable development – stand in jeopardy.”
UN Photo/Evan Schneider
af Anna Skyggebjerg den 7. marts 2010
1
I formiddags stod jeg i karnappen for at vinke farvel til Jacob og Søren, som skulle på tur. De skulle hen i en hal og spille to-personers fodboldkamp med hinanden. På vej over mod bilen lægger Søren armen om Jacobs skuldre og Jacob læner sig forsigtigt ind mod ham. Det var bare to små bevægelser, et enkelt øjeblik. Men for mig var det et Zen-øjeblik af intens lykke og taknemmelighed.
2
I dag stod jeg på lur bag døren til Jacobs værelse og lyttede til den bedste lyd i verden: “Kjiv-kjiv. Tjyv-tjyv”. Det er lyden af, at der bliver leget igennem med Pokémons. Han opdagede mig ikke.
Børn mestrer virkelig kunsten at være tilstede i nu’et. At fortabe sig i nu’et. Og dermed finde ro. De er vores Zen-læremestre!
3
Ok, der gives situationer, hvor det kan være svært at fortabe sig og finde ro, selvom man er barn… For eksempel når man skal skrive dansk stil, som Elise skulle i dag. Men se så lige, hvordan hun fik øjeblikkelig støtte af Hendes Højhed Den Zen-buddhistiske Pelspølse. Den kat ved altså, hvad ro er:
af Anna Skyggebjerg den 7. marts 2010
Kære alle,
TAK for alle jeres kommentarer til indlægget i fredags. Jeg har slet ikke ord for, hvor glad I har gjort mig. Og hvor let I har gjort det for mig at beslutte at bevare bloggen, som den er. Sådan bliver det. Der er ro på.
TAK!!
af Anna Skyggebjerg den 6. marts 2010
Hvad synes du om bloggen?
Kære alle,
En blog-ekspert og superblogger, hvis dømmekraft jeg sætter højt, har sagt til mig, at det er tid til at forny bloggen.
Hun sagde: “Først og fremmest: Kortere indlæg. Og ikke kun om Zen, også om alt muligt andet i livet. Stort og småt; godt og skidt. Du behøver ikke være så sød.” (Jamen, jeg refererer bare, hvad hun sagde!)
Det har jeg derfor overvejet. Jeg overvejer sådan set stadig: På den ene side er jeg jo glad for min blog, som den er. Rigtig glad, faktisk. På den anden side, så har hun måske nok ret…
Nu vil jeg spørge, hvad I synes. For jeres mening er vigtig i beslutningsprocessen. Jeg vil derfor være meget taknemmelig, hvis du vil lægge en kommentar. Den må gerne være lang, men den behøver ikke være det; man kan også nøjes med bare at skrive bogstavet ud for den holdning, man sympatiserer mest med:
A: Jeg foretrækker bloggen som den er. Ingen ændringer for min skyld!
B: Jeg vil gerne have kortere indlæg. Men de skal stadig handle om Zen og moderskab og sådan.
C: Jeg synes superbloggeren har ret: Korte indlæg – og gerne om Verden & Omegn.
TAK for jeres hjælp!
af Anna Skyggebjerg den 4. marts 2010
1
Zen ved middagsbordet, er det overhovedet muligt i en familie med små børn? Jeg vil ikke love noget, men her er ikke desto mindre et godt bud på et virkelig enkelt Zen-skabende ritual: Sluk alt lys og tænd i stedet stearinlys. Vi gjorde det i dag, hvor vi syntes, vi havde behov for at sætte en stemning af ro og nærhed. Og det virkede. For stearinlys stilner sjælen. Også børns.
2
Et af mine aller dyrebareste Zen-skabende ritualer er dette: Hver aften går Søren og jeg hånd i hånd ind til Jacob, når han sover. Mindst én gang; de fleste aftner faktisk flere gange. Vi stiller os ved sengekanten og kigger. Siger de helt samme ord, som aftenen før, kysser og aer vores dreng og trækker vejret helt i bund. Sådan skal en dag slutte. Og sådan må den også gerne begynde.
Vi aer selvfølgelig også Verdens bedste Puttepatrulje:
3
Elise er ikke hjemme i disse dage. Hun bor hos sin søster i Roskilde, mens hun er i erhvervspraktik på en landbrugsskole. Jeg sms’ede og spurgte, hvordan det gik – og hun svarede med udråbstegn og smileys og store bogstaver, at hun lige om lidt selv skulle køre traktor.
Fra i dag elsker jeg traktorer. Fordi de gør Elise glad.
af Anna Skyggebjerg den 3. marts 2010
“Onsdag den 3. marts” er måske nok ikke en titel, der gør meget væsen af sig. Lidt som at hedde Søren Jensen. Men man skal ikke være forudindtaget, for sådan en onsdag kan indeholde mængder af forårspoezen. Ligesom i øvrigt en Søren Jensen (det hedder min mand).
Se bare her, hvor blændende onsdag den 3. marts kan være:
1
Jeg havde dem her på, da jeg cyklede på arbejde. For solen var jo decideret blændende!
2
Nede i haven fandt jeg erantis. Blændende på sin egen måde:
3
Og så et blændende citat af min yndlingsskuespiller, Robin Williams:
Spring is nature’s way of saying, “Lets party!”
af Anna Skyggebjerg den 1. marts 2010
“Mandag den 1. marts”… Jeg synes, den overskrift lyder lovende: Ny uge, ny måned, ny årstid.
Og så er der i øvrigt blog-jubilæum i dag, fordi dette er blogindlæg nummer 250. Af hjertet tak til alle jer, der har holdt ved!
På denne spritnye og lovende dag er jeg taknemmelig for:
1:
Besøg af en meget kær veninde. Og i øvrigt også en vaskeægte “Super Mor”, som i min bog af samme navn står bag denne beskrivelse af, hvornår hun føler sig som en god mor:
“Tit har jeg følt mig utilstrækkelig som mor, men når jeg mindst en gang om ugen sad med stakke af bilblade og i timevis diskuterede hjulkapsler med min søn, ja, så følte jeg mig som verdens bedste mor.”
Hendes søn er forresten nu under uddannelse til mekaniker…
2:
At ligge under dynen med Jacob efter at have læst “Ringenes Herre”, spørge ham, hvad der er hans yndlingsord – og få svaret “Mor og Far”.
3:
Elise. Kort og godt: Elise. Som i dag (i modsætning til andre dage) har været en talende teenager. Og talende teenagepiger er altså ustyrligt søde! For eksempel når de siger, “Jeg skal i Super Best. Er der nogen, der skal have noget med?” eller “Chile ligger jo på en tektonisk plade” eller “Nu har jeg set Sex and the City The Movie, må jeg så godt se boxen?” Og det må hun gerne, min på en gang store og lille pige. Bemærk den helt naturlige sameksistens af telefon, film og Panda-bamsen:
af Anna Skyggebjerg den 28. februar 2010
Special for you, ma’am: Hele 22 ting!
Nej, jeg skal nok lade være med at opremse “Hele 22 ting”, jeg er taknemmelig for. Eller hele 22 ting, der har gjort i dag særlig. I stedet vil jeg fortælle om den liste med “Hele 22 ting”, jeg skrev i aftes. Det er lidt langt, men… Here comes:
Jeg sidder i sengen ved siden af Søren. Jeg har lige læst i min bog, lægger den til side og trækker vejret i bund. Eller rettere: Det gør jeg ikke. Jeg prøver, men kommer til at hoste, som jeg altid gør, når vejrtrækningen sidder oppe i halsen, og jeg prøver at få den dybere ned. Jeg kan heller ikke sidde stille; jeg er urolig. Også indeni dirrer alting. Og tankemylder er ved at tage magten helt fra mig. Jeg har det faktisk så elendigt, at jeg kommer til at tude, da Søren spørger, hvad der er galt. For jeg ved ikke, hvad der er galt. Det er ligesom bare…det hele.
Der var ingen Zen overhovedet. Der var bare kaos.
Men: Så huskede jeg på min metode til tankemylderkontrol. Og den virker. Derfor vil jeg gerne give den videre. For selvom mit niveau af selvmedlidenhed nok gør mig til noget helt særligt, så ved jeg, at tankemylder ikke er noget, der særligt er for mig.
Jeg skrev en liste med overskrifter på alle de ting, der poppede op i mit hoved og forhindrede indre ro. Det hele. De store ting og de små ting. Og da jeg mente, jeg var færdig med listen, tvang jeg mig til at skrive tre ting yderligere. For en del af pointen med denne øvelse er at udtømme emnet helt og aldeles. Go all the way.
Da det hele (og lidt til) var skrevet ned, kunne jeg lægge listen fra mig og – ta-daa! – trække vejret i bund og falde i søvn. For nu var tankerne uden for mig og der var til gengæld ro indeni. Forskellen var overraskende – og det er den hver gang. Der er en verden til forskel på at mærke et stille center indeni og at mærke en sværm af tanker, der flakser.
Jeg har besluttet, at jeg i morgen vil kigge på listen igen – og se, om der er noget, jeg kan gøre (som i: handle frem for at tænke) for at forkorte listen over tanker, der tager min indre ro og forhindrer Zen.
Og så bare for at der skal være et billede i dette blogindlæg, er her et billede af et lotusblad, som jeg tog for 4 år siden, da jeg boede på Bali. Sjovt nok var der aldrig problemer med tankemylder og mangel på Zen dengang…
af Anna Skyggebjerg den 26. februar 2010
I dag har mine lykkebringende raket-underbukser virket! I går kunne jeg bare ikke se det smukke i det enkle. I dag har jeg set, at det jo ligger lige der, hvor det altid ligger: lige for.
1
Det er pizza-fredag. I 5-6 år har vi to familier mødtes næsten hver eneste fredag i et samvær, der er lige så ritualiseret som en juleaften i Korsbæk. Zen-skabende ritualer, de holder 100!
2
Og se så lige her: Neden for mit vindue er sneen smeltet og har afdækket vintergækker – og dermed bevis på, at det bliver forår igen i år.
3
Man behøver ikke at vente til det bliver sommer med at skabe et stille åndehul, der nærer sjælen. En lørdag i februar er lige så god. Selvom det nok bliver uden sommerfugle, som i dette vidunderfulde haikudigt af Patricia J. Machmiller:
on the patio
the afternoon drifts along
with the butterfly
