Onsdag den 17. december

af Anna Skyggebjerg den 17. december 2014

Jeg spurgte engang en buddhist, hvad hun havde lært af at blive buddhist. Jeg forventede, at hun ville svare noget om lidelse eller ego. Og det gjorde hun også. Hun svarede: “Jeg har lært at stå i kø”. 

Vi er nok nogle stykker, som netop når vi står i kø, optræder vældig optagede af vores ego: “Jeg er vigtig. Min tid bliver spildt. Hvis jeg sad ved den skranke, ville det hele gå tjeppere.”

Al den selv-optagethed er roden til lidelse. 

Mens jeg venter på måske at blive lige så klog som hende, der allerede har lært at stå i kø, bruger jeg en smutvej for at udholde det. Smutvejen er ganske enkel: Jeg har en pausebog med i tasken. Faktisk ligger den der altid, så jeg til enhver tid har den ved hånden. Den har fuldkommen forandret min opfattelse af at vente i en kø på posthuset  på en 17. december…

Jeg anbefaler, at du finder en bog, som ikke fylder så meget, og som har korte tekster. Hvis du skal på posthuset indenfor de næste dage, så find den NU. Du får brug for den!

Pretty Ink (mit forlag!) har lige udgivet en perfekt pausebog. Den hedder rent faktisk 24 pauser. Den er skrevet af Mette Kopp – og koster kun 70 kr.

Min egen pausebog er af Pema Chödrön:

 

 

{ 2 kommentarer }

Mandag den 15. december

af Anna Skyggebjerg den 15. december 2014

I dag er det Jacobs fødselsdag. Han fylder 14 år.

Han er højere end sin 5 år ældre søster. Han barberer sig, og stemmen har efter mange overvejelser lagt sig fast på et dybt leje. Han har fået muskler, hvor der for kort tid siden bare var en blød barnekrop. Og han har fået attitude, hvor der tidligere var umiddelbarhed, fordi han ikke anede, at man kan være andet end sig selv. Det værste i verden er at møde nogen fra skolen, når man står i Super Bæstet og ikke kan finde kokosmel. 

Og hvis ikke det var for alle de ting, ville jeg tro, at det med “fylder 14 år”, var det rene løgn. For jeg har jo lige født ham, for hulan, og jeg er i 30′erne og drengen har rødt hår….

{ 4 kommentarer }

Lørdag den 13. december

af Anna Skyggebjerg den 14. december 2014

A room of one’s own.

Da vi fik lavet haven om til en gårdhave, blev noget vissent stads fjernet, og hegnet ud til vejen blev gjort uigennemsigtigt – og dermed skete der det vidunderlige, at der fremkom et lille bitte privat hjørne. Ok, det er ikke så privat lige i øjeblikket, hvor der ingen blade er på træet foran, men det er stadig dejligt.

Jeg har købt de smukkeste møbler i hele verden. Og i dag har jeg siddet der i hjørnet. Pakket ind i tøj og tæpper. Med teglas i hænderne. Følende mig rig. 

{ 1 kommentar }

Onsdag den 10. december

af Anna Skyggebjerg den 10. december 2014

Jeg har som bekendt været blue. Så bær over med mig, når jeg nu går i den anden grøft og fnisende viser jer en sætning, jeg ikke kan stå for.

Jeg læste den i dag i en pressemeddelelse om Forårets Nyheder 2015 fra Rosinante (mit forlag) . Under overskriften Biografier og erindringer står der:

“Læs bl.a. bøger af Oprah Winfrey, Pernille Rahbek og Anna Skyggebjerg.” 

Ok, nu er det jo nok fordi, der ikke udkommer så mange bøger i lige den genre, men jeg synes altså alligevel det er sjovt at blive nævnt i samme åndedrag som the Oprah.

Faktisk kan man allerede nu forudbestille min bog hos Saxo. Men man kan også vente og så købe den nede i sin almindelige boglade.

Og nu snakker jeg ikke mere om den bog, før vi nærmer os udgivelsesdatoen den 5. marts. Jeg måtte bare dele det der med Mig&Oprah. Og nå ja, så vil jeg da også gerne lige dele FORSIDEN:

Kærlig hilsen Anna

PS: Dagens snapshot er Asger, som overvåger trilning af havregrynskugler. Bemærk lige, at den hund kan smile!

{ 4 kommentarer }

Mandag den 8. december

af Anna Skyggebjerg den 8. december 2014

Jeg har jo engang skrevet en bog, der hedder Zen for mødre, hvori jeg fremturer med, at det altid er muligt at finde Zen-fyldte åndehuller. Selv i den mest travle hverdag. Jeg beklager.

Det er løgn. Eller mere beskedent: Jeg kan ikke selv finde ud af det lige i øjeblikket. Det er derfor jeg ikke har blogget i fem dage. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde plads til det mellem jule- og fødselsdagsforberedelser, lektiehjælp, hovedpiner og det løse. Jeg stresser rundt. 

I bunden af siderne i Zen for mødre, er der en masse bud på, hvornår man ved, man har brug for Zen: “Du ved, du har brug for Zen, når…” De sætninger blev jeg mindet om i aftes:

Jeg havde smurt madpakke til Jacob. Jeg ville skrive det på en seddel til ham, men der var ingen blyant i køkkenet. Og det var nok til at vippe mig af pinden. For alle – ALLE – kræfterne var brugt. Og jeg begyndte at tude over, at jeg måtte gå op på 1. sal for at hente en blyant- og så ned igen. Så ved man, at man har brug for Zen! Men jeg har bare ikke tid:

{ 5 kommentarer }

Onsdag den 3. december

af Anna Skyggebjerg den 3. december 2014

Introvert og ekstrovert børnefødselsdag…

Mine børn har fødselsdag med fem dages mellemrum her i december. Så jeg har sagt til dem, at da alle mennesker har vældig travlt allerede, ville det nok være en god idé at nøjes med at invitere til én fødselsdag frem for to. Men. Jacob er introvert, og vil slet ikke have nogen fødselsdagsfejring. Han vil bare gerne en tur i biffen med sin bedste ven, siger han. Elise, derimod, er super ekstrovert og ønsker sig fejret med det helt store udtræk.

Et kompromis? Mellem to så forskellige ønsker? Mission Impossible!

Så Jacob får sin fejring, og Elise får sin fejring. For begge ønsker er lige dybtfølte og lige legitime. 

Og netop den holdning er det, der har provokeret læsere af Introvert mest. Den holdning, at man skal respektere introverte børns ønsker om, hvordan de ønsker at blive fejret. Herunder også, at de ind imellem takker nej til de fejringer, de bliver inviteret til. 

Her er et par af de åbenbart provokerende udsagn:

Introverte børn er ikke antisociale. De kan godt lide mennesker og socialt samvær, men præcis som voksne introverte foretrækker de tætte relationer frem for mere overfladiske og små sammenhænge frem for store. En børnefødselsdag er derfor ikke nødvendigvis et introvert barns forestilling om en skøn eftermiddag.

Lad være med at presse dit introverte barn til at deltage i en fødselsdag (eller selv holde en), hvis han eller hun ikke har lyst.

Det bedste forældre kan gøre for deres introverte børn, er at signalere klart og entydigt, at det er fint at være introvert, herunder helt acceptabelt at vælge en fødselsdag fra. Det giver barnet selvværd og dermed mod til at udfordre sig selv. Det er paradoksalt nok netop accepten af at blive hjemme, som med størst sandsynlighed giver et introvert barn mod til at tage med til selv den type fødselsdag, der egentlig ligger lavt på favoritlisten.

{ 2 kommentarer }

Mandag den 1. december

af Anna Skyggebjerg den 2. december 2014

I dag er 1. december mest den slags dag, som den er for de fleste af os: Jeg tænder kalenderlyset, ser julekalender, pakker måske kalendergaver op….

Men i en del år tænkte jeg primært på 1. december som World Aids Day, fordi jeg arbejdede som aids-konsulent. Det var mit job at oplyse om hiv/aids og at bygge bro mellem hiv-miljøet og det kirkelige miljø. Jeg har holdt utallige foredrag i meningshedshuse, hvor jeg talte om næstekærlighed og ligeværd. Og hvordan man ikke bliver smittet med hiv. Det var dengang, der både var megen uvidenhed, mange fordomme og ingen behandling, der virkede. Det var grusomme år, hvor jeg hele tiden var vidne til diskrimination og hele tiden gik til begravelser og slettede navne i min telefonliste.

Det var samtidigt en tid fuld af livsmod, kærlighed og uendeligt højt til loftet. Samt en livsforandrende erkendelse: At øget dødsbevidsthed kan give øget livskvalitet. Og at denne øgede dødsbevidsthed blandt andet kan komme via planlægning af sin begravelse. Så ja, jeg ved præcis, hvor min urne engang skal stå. Jeg har bestilt plads. Og det føles vigtigt og rigtigt.   

{ 0 kommentarer }

Søndag den 30. november – 1. søndag i advent

af Anna Skyggebjerg den 30. november 2014

Det er 1. søndag i advent. Indgangen til en måned, hvor der er rigelige chancer for at slå sig selv i hovedet, fordi man ikke er god nok. For eksempel ikke et godt nok familiemenneske (eller menneske, i det hele taget).

Derfor citerer jeg i dag vise ord, som Elizabeth Gilbert fik fra en balinesisk munk. Elizabeth Gilbert, du ved, er forfatteren til Eat, Love, Pray:

If you think, you’re spiritual and evolved and enlightened, go home for Christmas and see how it goes.

We have an obligation to love everybody in the world. But some people we must love from a safe distance.

PS: Dagens snapshot er det rene pral over min hoveddør….Men det gør mig glad (ikke praleriet, men at komme hjem til sådan en dør!).

{ 0 kommentarer }

Torsdag den 27. november

af Anna Skyggebjerg den 27. november 2014

Det er Thanksgiving. I min Nødhjælpskasse har jeg et gammelt postkort med et Thanksgiving-motiv. Jeg elsker det på grund af motivet og farverne og på grund af teksten bagpå, som giver mig indblik i nogle helt fremmede mennesker liv for 90 år siden – og sætter gang i både min fantasi og min følelse af taknemmelighed over det liv, jeg lever. 

Det er fra 1923, sendt fra Vermont og adresseret til Fru Ernst Gilman, Three Rivers, Massachusets. Teksten lyder sådan her:

Dear Sis & Brother, We are not settled here yet, have about another month of it, such a job I never was in before. Did You go to little Doris’ funeral. Grace sent me a telegram. But I wasn’t well enough to start out for as long a trip. Hope You are all well and enjoy a happy thanksgiving.  Lovingly, sis Eva.

Postkort

Dear Sis & Brother

HAPPY THANKSGIVING!

{ 4 kommentarer }

Onsdag den 26. november

af Anna Skyggebjerg den 26. november 2014

RokokoPostens Brevkasse har fået et spørgsmål fra en introvert, som er ked af, at hun ikke lever op til al hypen om Den Dybe Introverte: “Jeg er introvert, men alligevel kedelig – hvad gør jeg?”

Det er ærlig talt ret sjovt, så læs brev og svar her.

Det er meget, meget sjovere end det her citat fra Introvert. Men her kommer det alligevel:

Introverte er vældig forskellige mennesker, fordi vi trods alt hver især er resultatet af komplekse, personlige forhold. Det betyder selvfølgelig også, at en introvert kan være…nå ja, en virkelig dum skid. Jeg synes bare, jeg for god ordens skyld er nødt til at nævne dette kedelige faktum. Især måske af hensyn til de ekstroverte læsere, som måtte synes, at jeg tilskriver vi introverte alle de positive karakteristika og efterlader de ekstroverte med alle de negative. Så enkelt er det desværre ikke: På trods af alle de vidunderlige karakteristika, der er knyttet til at være introvert, kan introverte være utroligt trælse. Og ekstroverte kan være verdens flinkeste mennesker. Så er det sagt.

{ 0 kommentarer }