ANNA SKYGGEBJERG

1

I dag fandt jeg dette citat:

“Pausing is the doorway to awakening”

Så smukt kunne jeg aldrig have sagt det. Men jeg er helt enig: At give sig selv en pause – særligt en Zen-fyldt pause -  er en åbning til noget nyt. Måske ikke altid, men muligheden foreligger. Med lige så usvigelig sikkerhed som, at muligheden IKKE foreligger, hvis man fortsætter sin stressede hverdag uden at skabe plads til pauser.

Så skab en pause til dig selv – og se, hvilken dør, det måske åbner.

2

Og her er et eksempel på en kvinde, der oplevede en pause. En, der pludselig opstod af sig selv, da hun var på vej op af trappen. Enten havde hun hvide krysantemum i armene eller også kom hun til at tænke på hvide krysantemum, da hun stod der midt på trappen. I hvert fald stoppede hun op og hengav sig til pausen.

Digtet er skrevet af den amerikanske haiku-digter Elizabeth Searle Lamb (1917-2006):

Pausing

halfway up the stair -

white chrysanthemums

3

I dag skabte børnene og jeg en nem Zen-fyldt pause: Vi bagte pebbernødder sammen. Vi nåede det ikke i december, men det er aldrig for sent at gøre noget godt.

{ 0 kommentarer }

Der gives dage, hvor Zen ikke indfinder sig af sig selv. Overhovedet. Hvor vejrtrækningen sidder oppe i halsen i stedet for nede i maven. Og hvor man ikke kan mærke, at der er et stille center indeni, fordi det hele sitrer. Jeg vidste godt, at i dag ville blive sådan en dag; jeg vidste det kl. 4 i nat, da jeg fortsat ikke var faldet i søvn.

På den slags dage er det særlig vigtigt at have Zen-skabende ritualer, der kan give ro. Og de behøver ikke være særlig avancerede for at virke.

1

Da børnene var sendt i skole, smuttede jeg tilbage i seng og lagde mig under to tunge dyner. Jeg kalder det Farmor-tricket (for min farmors dyner var tonstunge), og det virker hver gang. Jeg trækker vejret i bund og kroppen bliver stille. Banalt? Nej, basalt. Prøv selv en dag.

2

Kombinationen af Jacob, varm kakao, tæpper, en god bog og gulvet i karnappen. Hvis ikke det skaber ro og fordybelse, så er der kun fuld narkose tilbage. Og det gjorde det da også. Hvor er det lækkert at vide, at der er enkle veje til Zen, der aldrig svigter.

3

Elise og jeg var i byen sammen for at købe stof til konfirmationskjolen. Derfor kom vi til at tale om tro, og hun fortalte, at hun hver aften beder både Fadervor (hvilket jeg godt vidste) og en særlig bøn, hvor hun takker for den dag, der er gået, og beder om støtte til sig selv eller andre, der har støtte behov (hvilket jeg ikke vidste). Og så fortalte hun, at bøn giver hende en følelse af indre ro og tryghed.

Kald det Zen eller kald det noget andet. Det er under alle omstændigheder en metode, der er kommet for at blive.

{ 2 kommentarer }

For 5 timer siden døde Sørens mor. Hun blev indlagt på hospitalet for 6 dage siden på grund af åndenød. Og vi troede egentlig ikke, det ville ende,  som det gjorde. Selvom vi tænkte tanken i går, da vægtskålen tippede rigeligt til den forkerte side.

I dag er jeg taknemmelig for:

1

At have kendt hende  – og oplevet hende være en kærlig farmor for Jacob og en fuldkommen lige så kærlig bonus-farmor for Elise.

2

At se Sørens familie støtte hinanden.

3

At se Jacob og Elise støtte hinanden. De søger helt selvfølgeligt hinandens ordløse arme og kærlighed, når sådan noget sker.

Tidligere i dag var der derimod ord på omsorgen. Jeg fandt denne poetiske seddel på gulvet i entréen, da jeg kom hjem. Den var til Jacob fra Elise, som vidste, at jeg blev forsinket, og derfor regnede med, at han ville komme hjem til en tom lejlighed:

{ 3 kommentarer }

1

Hvilken enkel, men dybfølt lykke det er at stå i karnappen og se sine børn gå hånd i hånd hen ad fortovet på vej til skole. Eller rettere: Glide hånd i hånd hen ad fortovet. Og standse op på hjørnet for at vinke. For mig er det et perfekt Zen-fyldt øjeblik.

2

Fra karnappen gik jeg ind i seng. For jeg er igen skrantende og holdt mig hjemme i dag. Jeg havde det lige præcis som i dette stemnings-gruk af Piet Hein:

Jeg er så forkølet, forpint og besværet,

og det er så synd og så trist,

og jeg er så syg, som ingen har været –

siden jeg var det sidst.

Og jeg ligger i sengen og tænker kun på,

at jeg har det så vederstyggeligt,

og er så elendig og mishandlet, åh!

Og det er i grunden så hyggeligt.

Helt hyggeligt blev det, da Elise kom hjem fra skole og spurgte, om ikke hun skulle lave mig en kop te med noget til. Orn’lig nice medizen:

3

Elise er ellers ofte et mysterium for mig.  Hvilket ikke nødvendigvis er skidt. Faktisk har Agatha Christie, som jo har forstand på mysterier, beskrevet det som det mest spændende i verden at have et barn, som ikke ligner en selv:

“There is nothing more thrilling in this world, I think, than having a child that is yours, and yet is mysteriously a stranger.”

Jeg tror, at Elise også ind imellem synes, at jeg er lidt af et mysterium. Og det har jeg tænkt mig at gøre noget ved.  Annamette Fuhrmann har skrevet bogen “Min mor. Gaven til mødre og døtre, der vil tættere på hinanden.” Den er fuld af spørgsmål, som en mor skal svare på om sig selv. I udfyldt stand gør den hendes datter betydeligt klogere på Mystiske Mor. Jeg har vist bogen til Elise, som nærmest udbrød, “Hvor kreativt. Den vil jeg gerne have!”. Så nu begynder jeg at skrive i den. Og så får hun den i konfirmationsgave til april (men den kommer ikke på gavebordet. Den er “for her eyes only”.)

Den kan købes hos boghandleren:

{ 4 kommentarer }

“Hele 3 ting”, der har gjort i dag særlig:

1

At være på royal café. Oven i købet med fru Annamette Fuhrmann, som jeg har lært at kende her i blogosfæren, og som efter min overbevisning er den bedste blogger i landet her. Så jeg lagde ører til hendes ord – og kind til hendes babys vidunderligt våde kys. Hvad mere kan man bede om?

2

Men jeg fik mere… For på grund af samme kvinde kom jeg på en zen-fyldt “kreativ ekskursion” i butikker, jeg vanligvis er for genert til at bevæge mig ind i. Og da slet ikke kunne forestille mig at nærme, når jeg er iført min isfiskerijakke anno 1992. Men hun skubbede på, og jeg nød i den grad at hengive mig til synet af smukt tøj. Og at komme ud fra Marc Jacobs med en kjole, der var sat 70% ned. Hurra for kvinder, der får os andre til at turde mere!  Sådan nogen skal vi alle have i vores liv.

3

Og så det her: Et vintereventyr på min altan.

{ 0 kommentarer }

“Hele 3 Zen-masters”:

1

I dag har jeg haft fornøjelsen af at passe Kasper, 3 år. Vi var i Field’s, hvor vi blandt andet købte en bil og tilbragte 20 minutter ved rulletrappens bund, hvor Kasper med sin ene hånd på gelænderet sørgede for, at rulletrappen gled forsvarligt nedad. Da vi havde stået der nogle minutter, spurgte jeg, om ikke vi skulle gå videre. Men nej, det skulle vi ikke, for der var jo rulletrappe, der skulle rulles. Og det var der så i omtrent 20 minutter. Kasper er en Zen-master, der forstår at nyde lige nu og lige her  – og tillige forstår et og andet om, at det ikke handler om at være med på den, men om at få det hele til at rulle.

2

Dagens bedste syn: En kvinde kommer kørende ned ad Fasanvej på en Christianiacykel. I ladet sidder en bulldog iklædt grå, strikket sweater. Den lignede altså også en Zen-master.

3

Dagens ømmeste øjeblik… var i virkeligheden ikke et øjeblik, men tre, skønne timer, hvor Søren, Jacob og jeg sad i sofaen og så Frodo og Sam kæmpe for det gode i verden. With a little help from their friends.

Og her er så dagens 3. Zen-master, der kan sidde tre timer i ro og fordybelse. I baggrunden er hans alter-ego, en buste, jeg fik lavet af ham for to år siden. Den er mit kæreste eje. Den indfanger Jacob på et bestemt tidspunkt i hans liv, men fordi den ikke er en fotografisk gengivelse, er der lige så meget tale om en gengivelse af hans træk, hans sind. Og det mest fantastiske er, at i den buste kan jeg lige så tydeligt se det, jeg ikke kan se i Jacob selv: min mor. Jeg så det allerede to dage efter, at busten kom hjem i stuen og blev noget så rørt.

Busten er lavet af billedhuggeren Kathrine Moseholm.

{ 1 kommentar }

1

Det har været Jacobs dag i dag. Allerede i aftes sagde han, “I morgen bliver nok en af de bedste dage i mit liv: Med både fødselsdag og Robert.” Og sådan blev det. Vi fejrede hans december-fødselsdag for drengene i klassen, hvorefter vi kørte til fredags-pizza hos hans bedste ven, Robert. Og ind imellem hentede vi “Ringenes Herre”, den tykkeste bog, jeg nogensinde har været i besiddelse af: 1220 tæt- og småtskrevne sider er der. Hvilken uendelig skat!

Så jeg har lige puttet en lykkelig 9-årig. Så lykkelig over denne dags “Hele 3 ting”, at jeg slet ikke kan huske, hvad jeg egentlig synes om at styre 10 drenge i en bowlinghal… Det har jeg rigtig godt af: At glemme mig selv og fokusere på hans glæde.

2

Lykken er, her til aften at gå gennem nyfalden frostsne og høre den sprøde lyd under støvlerne. At pludselig mindes min barndoms kælketure ned ad Anemonevej og det år, min far og jeg gravede naboens bil  fri af sne.  Sne gør mig Zentimental.

3

Lykken er også at fylde soveværelset med tændte stearinlys og gå i seng med et uldent tæppe under dynen. Ligge og lytte til blæsten, der suser om hushjørnet. Og måske snuppe et af de stykker kage, jeg tog med hjem fra fødselsdagen? Det gør jeg om fem minutter!

{ 2 kommentarer }

1

Man kan vel godt sige, at et af de ting, der har gjort i dag særlig, er, at jeg har ligget i sengen. .. Snotforkølet, ondt over det hele – og særligt inde bag øjnene. Men når det er sagt: Sådan en enkelt u-alvorlig sygedag er nu ikke kun skidt. Der er også noget godt at sige om at trække en dag ud af kalenderen, at ligge i sengen og kigge ud på en snestorm og et hvidt træ. At overgive sig.

2

Jacob kom hjem fra skole med frakken flagrende omkring sig. Sådan en smule snestorm får ham åbenbart ikke til at ændre mening om lynlåse… Men han var kold, var han. For naturen er da ligeglad med, om han er en doven hund, der ikke gider lyne jakken.

Den amerikanske forfatter Maya Angelou har sagt det så fint (men hende kender Jacob ikke endnu):

“Nature has no mercy at all. Nature says, I’m going to snow. If you have on a bikini and no snowshoes, that’s tough. I am going to snow anyway.”

3

Elises terminsprøve er overstået. Det vil sige matematik-delen. I morgen står den på dansk stil. Jeg takker af hjertet for alle de krydsede fingre: Det gik.

Hun har nu siddet på sit værelse i timevis og læst roman og spist store portioner is. Zen-out! Jeg kan både se og høre på hende, hvor lettet, hun er.

Lettelsen deler jeg med hende. Ligesom jeg har delt hendes nervøsitet. Som mor bærer man sine børn med sig hele tiden. Deres glæder og bekymringer. Som Elizabeth Stone siger:

“Making the decision to have a child – it’s momentous. It is to decide forever to have your heart go walking around outside your body.”

{ 2 kommentarer }

1: Zen på isen

Min vinterfrakke er på værksted. Derfor var jeg i morges oppe på øverste hylde i skabet og inde bag en bunke duge for at finde den jakke, jeg købte i 1992, da jeg skulle på isfiskeri i Oslo. Ja, is-fiskeri. Iført den jakke kørte jeg med T-banen gennem Oslo, støttende mig til et to meter langt isbor, der mest af alt minder om en rumsterstang.

Der blev boret hul i isen, sænket en line ned -  og så sad jeg på en taburet i en 3-4 timer  og ventede (forgæves, viste det sig) på at få bid. Jeg gloede ned i hullet og tænkte på “Hele 3 ting”:

1. Ingenting
2. “Der er en fisk. Mon den bider på? Nå, ok så.”
3. “Ham Knut er lækker.” (Knut smeltede sne til min te. Det gjorde et vist indtryk.)

Mest tænkte jeg ingenting og trak vejret i bund (måske bortset fra de spændende sekunder, der gik fra “Mon den bider på?” til “Nå, ok så.”). De timer som isfisker var en fantastisk Zen-fyldt oplevelse.

Pointen er, at kan man finde Zen ved at kigge ned i et hul i isen, så kan man finde Zen stort set alle steder.

“Zen for mødre” indeholder over 100 gode bud på, hvordan du kan finde Zen. Og ingen af dem kræver et isbor!

Skynd dig ned at købe bogen, hvis du ikke allerede har gjort det…

2: Zen hos boghandleren

Da jeg først havde overvundet skammen ved at gå rundt i den der jakke anno 1992, kunne jeg lige så godt drage fordel af, at den faktisk er rigtigt varm – og gå en tur i kulden. Jacob og jeg gik til Boghandleren på Godthåbsvej, som er et af vores bedste huller i isen: En lille Zen-fremmende oase af varme, viden og hjælpsomhed. Det er den bedste butik i hele min verden! Vi bestilte en illustreret udgave af “Ringenes Herre”. På fredag skal vi hente den. Og vi glæder os allerede.

3: Umuligzen

Elise skal til terminsprøve i matematik i morgen. Og stil på torsdag. Hun er nervøs og stresset. Vejrtrækningen sidder oppe i halsen, og hun taler hele tiden om noget, hun skal nå. I går bad jeg hende sætte sig ved siden af mig, lukke øjnene og trække vejret i bund. Hun trak vejret overfladisk to gange, hvorefter tårerne trillede ned ad hendes kinder. Så lagde jeg hende ind på min seng med et tæppe over og lavede en kop varm kakao. Men hvis jeg skal være helt ærlig: Det hjalp ikke. Der var simpelthen ikke plads til Zen.

I dag har hun været til matematik hos Anne Mette. Og nu er hun rolig. Anne Mette har garanteret hende det, som Elise ikke tror på, når det er mig, der siger det: “Det skal nok gå”. Og hun har lynet Elises nervøsitet inde i et penalhus og sagt til hende, at hvis hun kommer hen på skolen i morgen og tænker, “Der er noget, jeg har glemt!”, så er det bare nervøsiteten. Den ligger i Anne Mettes lejlighed. Og der er låst.  Jeg elsker Anne Mette.  Og Elise.

Kryds fingre, please.

{ 5 kommentarer }