Tirsdag den 23. juni

af Anna Skyggebjerg den 23. juni 2015

Dag # 1 efter Studentereksamen

Hvis du har læst Kærlig hilsen Anna, ved du, at jeg ikke holder af at sukkerglasere mine erfaringer. Eller holde dem private. Ikke fordi jeg elsker at fortælle om mig selv og er i særklasse råt anlagt. Men fordi jeg er af den overbevisning, at vi dybest set er temmelig ens, så vi kan lige så godt dele vores erfaringer og lære af dem. 

Derfor disse ord:

På Dag #1 efter Elises studentereksamen er jeg træt, lettet og grådlabil. Jeg har det som om, jeg har præsteret noget stort og nu endelig kan slappe af. Fordi sådan er det. 

Jeg har været alene med Elise, siden hun var lidt over 2 år gammel, og til 7 år senere, da jeg flyttede sammen med Ægtefælle, som er Jacobs far, og har været så god som en “rigtig” far for Elise. Sammen med ham har jeg gået det sidste lange stykke vej. Sammen med ham har jeg kunnet give Elise (og Jacob, naturligvis) vidunderlige oplevelser. Den slags, som det er nemmere at give, når man har to indtæger, end når man kun har én. Og sammen med ham er der truffet vigtige og svære beslutninger om Elises liv. For det har ikke været let hele vejen igennem. Da hun gik i 8. klasse var jeg seriøst i tvivl, om hun ville kunne klare at komme i gymnasiet. Selvfølgelig er det ikke nogen ulykke ikke at få studentereksamen, men da det var det, hun ville, var det bekymrende, at hun havde så svært ved at lære. Vi satte massivt ind på at hjælpe hende. Senere oplevede hun langt sværere ting: overgreb og svigt, mobning og stress. Hver gang satte vi igen massivt ind på at hjælpe hende. Og hun er kommet hel og fin igennem det hele. Nu også studentereksamen, som hun har bestået med glans. Til translokationen på fredag skal hun holde tale for os alle sammen: studenter, forældre, lærere. 

Jeg har været ind over nærmest enhver tænkelig detalje og enhver tænkelig beslutning i Elises 19½ årige liv. Jeg har været mere på, end jeg egentlig ville anbefale andre mødre, hvis jeg blev spurgt. Men omstændighederne har bare altid været sådan, at jeg ikke kunne gøre det anderledes.  

Nu er hun i mål. Jeg føler, jeg i dag kan læne mig tilbage og sige, at jeg har fulgt hende så langt, at jeg nu kan give slip. Og at det hele er lykkedes. Derfor lettelsen og trætheden. Og derfor gråden, der hele tiden presser sig på, fordi i dag, når jeg endelig står stille, kan jeg mærke, hvor tynget jeg har været af 19 års angst for, om jeg kunne magte opgaven.

{ 10 kommentarer }

Mandag den 22. juni

af Anna Skyggebjerg den 22. juni 2015

Så skete det endelig. Elise fik sin hue:

Vi er lige kommet hjem fra skolen.  Vi er så glade og – ikke mindst – lettede. Og jeg er helt tom for ord. Så de må vente. 

{ 10 kommentarer }

Søndag den 21. juni

af Anna Skyggebjerg den 21. juni 2015

Hvis jeg havde kendt disse ord af Piet Hein, da jeg skrev Introvert, ved jeg lige, i hvilket afsnit de skulle have været citeret:

Man blir rørt, når man blir spørt,

men man blir ked, når det blir ved.

Jeg skrev forleden om, at man som introvert naturligvis godt kan takke ja til arrangementer, der ligger udenfor comfortzonen, når arrangementet er vigtigt nok. Det handler om at afveje hensynet til sin introversion overfor hensynet til vigtigheden af arrangementet. Som oftest falder den afvejning ud til arrangementets fordel – og man takker ja.

Men der gives situationer, hvor hensynet til introversionen vejer tungest. Måske fordi arrangementet er af den slags, hvor man især ikke føler sig tilpas – og hvor man i øvrigt er inviteret med på et ydermandat. I den slags situationer gælder det om at finde en måde at takke nej på, som er høflig, men bliver respekteret. Alle introverte kender til, at et nej tak bliver fulgt op af, “Jamen, skal du da noget?” eller lignende. Derfor er det vigtigt at finde nogle taktfulde formuleringer, der gør, at det ikke blir ved, for man blir ked, når det blir ved.

Der er et afsnit i  Introvert med del gode forslag til taktfulde afslag. Og det er selvfølgelig i det afsnit, jeg gerne ville have citeret Piet Hein. Men jeg kendte ikke hans ord før veninde Karen for nyligt gjorde mig opmærksom på dem. Tak, Karen!

{ 2 kommentarer }

Fredag den 19. juni

af Anna Skyggebjerg den 19. juni 2015

My cup runneth over. Af kærlighed og stolthed. Jeg er nødt til at hælde noget af det over på bloggen….

Børnene går til eksaminer i denne tid, og det går dem godt. Det gør mig først og fremmest lettet, dernæst stolt. Men den stolthed er ingenting ved siden af den stolthed og kærlighed, jeg oplevede til Jacob i går….

Vi var til sommerarrangement i hans 8. klasse. Der skulle spilles høvdingebold. Med andre ord: Jeg var på udebane x 2. Men I ved, hvad jeg har sagt oftere end noget andet: Selv den mest introverte kan træde ud af sin comfortzone og gøre noget andet, end det hun foretrækker, når det er vigtigt nok. Og det var vigtigt at være med til det arrangement. Og det var vigtigt at være med til høvdingebold, for alle de andre mødre deltog. 

Der var fire hold: Sønnerne, døtrene, fædrene, mødrene. Først spillede mødrene mod døtrene. Mødrene vandt. Og her er en detalje, ingen havde set komme:  Jeg var last mom standing

Så spillede fædrene mod sønnerne. Teenagedrenge og deres fædre…. Der var så meget testosteron i luften, at det halve havde været alt nok. Der blev TYRET med den bold.

Dernæst var det mødrene mod sønnerne. Og følgende skete:

Ven #1 tyrede mod sin mor, som døde.

Ven # 2 tyrede mod sin mor, som døde.

Ven # 3 tyrede mod sin mor, som døde og famlede efter sine briller, der var blevet skudt af.

Jacob fik bolden og stod lige overfor mig. Og han kaster bolden over til mig med et underhåndskast i en perfekt blød bue. Jeg griber den – og Jacob dør. 

For han er en gentleman og vil hellere selv dø end dræbe sin mor. Selvom alle vennerne så på – og der efterfølgende blev råbt, “Ej! Skyggebjerg!”

Heldigvis vandt sønnerne. 

{ 6 kommentarer }

Torsdag den 18. juni

af Anna Skyggebjerg den 18. juni 2015

Lige om lidt skal familien over på skolen og stemme. Det gør mig altid rørstrømsk. For jeg er mig umådeligt bevidst, hvor priviligeret det er, at bo i et demokrati.

Nyd valgdagen – og en god kop te! Uanset hvad du håber.

(Billedet har en veninde sendt mig i dag. Tak, Liselotte, for det, som for altid vil være min valgplakat!)

{ 1 kommentar }

Onsdag den 16. juni

af Anna Skyggebjerg den 17. juni 2015

Hvis det her vejr fortsætter, så skal du have købt nogle bøger til sommerferien! Måtte jeg foreslå:

Du kan købe den hos enhver boghandler. Hvis du vil have en signeret udgave, så send en mail til mig på mail@annaskyggebjerg.dk. Skriv, hvem den skal signeres til – og hvor du bor. Så sender jeg dig bogen og et kontonummer. Det koster 250 kr. incl. porto.

{ 0 kommentarer }

Mandag den 15. juni

af Anna Skyggebjerg den 15. juni 2015

Hvor koldt det er her den 15. juni?

Så koldt, at Ager (slædehunden Asger!), prøvede at få fat i mit uldne tæppe, da Ægtefælle og jeg sad udenfor og drak te. Da det blev for koldt for os at blive siddende, lagde jeg tæppet over Asger – og han faldt i søvn. Nu har han ligget derude i mere end en time og sovet med kind på pude og tæppe over sig. 

Jeg beklager billedkvaliteten, men jeg ville ikke forstyrre ham, så jeg knipsede ud gennem vinduet på 1. sal:

{ 3 kommentarer }

Søndag den 14. juni

af Anna Skyggebjerg den 14. juni 2015

Jeg kan jo ikke blive ved med at indlede mine blogindlæg med at undskylde, at der har været pause…. Jeg må nok hellere bare nøjes med at sige højt, hvad du allerede har gættet: Der er lidt travl her i huset, så…

Elise læser til studentereksamen i denne tid. Efter at have læst i 100 timer og skrevet 210 sider notater, gik hun op i mundtlig matematik i fredags. Hun fik 10 og var glad og lettet. Og derefter skete der det, der vil ske, når man i 12 dage har sovet for lidt, læst for meget, været nervøs og holdt sammen på sig selv med ren viljestyrke. Tænk på følgende billede: 4 år gammel, græder af træthed, men vil i hvert fald ikke sove til middag.

Så må man træde i karakter som mor og insistere på noget, der virker: Så jeg fløj til bager og kiosk, kom tilbage med  1 styk lagkage og 4 styks blade fulde af helsidesreklamer og sommermode. Lavede så stærk te og trak hende – under protest –  over i Adirondackstolen i hjørnet af haven. Om te, kage og magasiner kan kurere akut uoverkommelighedsfølelse?Selvfølgelig! Senere så vi film, og jeg sagde sætninger, der sluttede med “Jeg garanterer!” For det giver børn tryghed. Uanset alder. (Jeg har ikke længere forældre til at udfylde den rolle, men Veninde har overtaget: Når jeg ringer helt kørt op over noget, udtaler hun sig med ro og myndighed og slutter, “Jeg garanterer!” Og jeg tror på hende hver gang.)

{ 3 kommentarer }

Onsdag den 10. juni

af Anna Skyggebjerg den 10. juni 2015

Kære Kokset omkring Kærligheden….

I dag har jeg svaret på et brev fra en kvinde, jeg ikke kender. Hun har skrevet til mig efter at have læst noget af Kærlig hilsen Anna. Hun skriver, at hun gerne ville lære at give slip på en mand, der ikke er god for hende: “Ved du hvad man skal gøre?”

Det blev et langt svar, som i sin essens var noget i den her retning:

 Nej, jeg ved ikke med sikkerhed, hvad man skal gøre. Men her er, hvad jeg tror: Jeg tror ikke, du kan “lære at give slip på ham.” At give slip er noget, du gør. Det er en beslutning, du træffer. Man lærer mod af at gøre modige ting. Man lærer at træffe kloge beslutninger ved at træffe kloge beslutninger; ved at lytte til sig selv, når den indre stemme siger det, som din indre stemme siger: At du ikke skal have den mand.

Hvis jeg havde været digteren Maya Angelou, havde jeg nok kunnet sige det enklere. For det er hende, som har sagt disse vise ord: When people show you who they are, believe them.

PS: Og derudover har jeg foretaget en million overspringshandlinger. Læst bøger (sluttet én, begyndt på en ny). Kigget på chokoladeblomsten. Og sagt “Nåe, lille skat” til Asger. Det kan der altså gå lang tid med.

{ 1 kommentar }

Tirsdag den 9. juni

af Anna Skyggebjerg den 9. juni 2015

Ok, det her er et tosset blogindlæg. Eller i hvert fald usædvanligt. Der kommer ikke et ord om Zen, introversion eller digte. Derimod: Pandekagemaskine!

Årsagen er, at jeg har fået Letter in the mail. I ved, jeg elsker at få de breve…. Sidste gang handlede brevet om at stege en hel gris. Gak, men alligevel interessant. Denne gang er brevet fra en, som hedder Ben Dolnick, som bor i Brooklyn, men skriver brevet fra lufthavnen i Seattle. Han er på vej hjem fra en arbejdsrejse, hvor han boede på et hotel, der havde en …. pandekagemaskine. Den ligner en printer, skriver han, og fortsætter så med denne kostelige beskrivelse:

A big silver metal box with something like Hot Cakes printed on it, and a pair of rubber rollers at one end, as if ready to extrude. Can you picture what I’m talking about? Anyway, you push a button on the front of the machine, wait two minutes, and then very slowly, with sounds strikingly like a fax machine, two perfctly formed golden pancakes, one after the other, come sliding out fron between the rollers, directly onto your waiting plate. This all made me simultaneously happy – impressed with the endless ingenuity of people, and the persistence it must have taken to get this thing onto the market – and unaccountably depressed. (Both feelings may also have resulted from the fact that I ate four of the pancakes yesterday).

Det var alt, folks: Det indre billede af en pandekagemaskine. I morgen bliver det seriøst igen. 

 

{ 1 kommentar }