Mandag den 15. juni

af Anna Skyggebjerg den 15. juni 2015

Hvor koldt det er her den 15. juni?

Så koldt, at Ager (slædehunden Asger!), prøvede at få fat i mit uldne tæppe, da Ægtefælle og jeg sad udenfor og drak te. Da det blev for koldt for os at blive siddende, lagde jeg tæppet over Asger – og han faldt i søvn. Nu har han ligget derude i mere end en time og sovet med kind på pude og tæppe over sig. 

Jeg beklager billedkvaliteten, men jeg ville ikke forstyrre ham, så jeg knipsede ud gennem vinduet på 1. sal:

{ 3 kommentarer }

Søndag den 14. juni

af Anna Skyggebjerg den 14. juni 2015

Jeg kan jo ikke blive ved med at indlede mine blogindlæg med at undskylde, at der har været pause…. Jeg må nok hellere bare nøjes med at sige højt, hvad du allerede har gættet: Der er lidt travl her i huset, så…

Elise læser til studentereksamen i denne tid. Efter at have læst i 100 timer og skrevet 210 sider notater, gik hun op i mundtlig matematik i fredags. Hun fik 10 og var glad og lettet. Og derefter skete der det, der vil ske, når man i 12 dage har sovet for lidt, læst for meget, været nervøs og holdt sammen på sig selv med ren viljestyrke. Tænk på følgende billede: 4 år gammel, græder af træthed, men vil i hvert fald ikke sove til middag.

Så må man træde i karakter som mor og insistere på noget, der virker: Så jeg fløj til bager og kiosk, kom tilbage med  1 styk lagkage og 4 styks blade fulde af helsidesreklamer og sommermode. Lavede så stærk te og trak hende – under protest –  over i Adirondackstolen i hjørnet af haven. Om te, kage og magasiner kan kurere akut uoverkommelighedsfølelse?Selvfølgelig! Senere så vi film, og jeg sagde sætninger, der sluttede med “Jeg garanterer!” For det giver børn tryghed. Uanset alder. (Jeg har ikke længere forældre til at udfylde den rolle, men Veninde har overtaget: Når jeg ringer helt kørt op over noget, udtaler hun sig med ro og myndighed og slutter, “Jeg garanterer!” Og jeg tror på hende hver gang.)

{ 3 kommentarer }

Onsdag den 10. juni

af Anna Skyggebjerg den 10. juni 2015

Kære Kokset omkring Kærligheden….

I dag har jeg svaret på et brev fra en kvinde, jeg ikke kender. Hun har skrevet til mig efter at have læst noget af Kærlig hilsen Anna. Hun skriver, at hun gerne ville lære at give slip på en mand, der ikke er god for hende: “Ved du hvad man skal gøre?”

Det blev et langt svar, som i sin essens var noget i den her retning:

 Nej, jeg ved ikke med sikkerhed, hvad man skal gøre. Men her er, hvad jeg tror: Jeg tror ikke, du kan “lære at give slip på ham.” At give slip er noget, du gør. Det er en beslutning, du træffer. Man lærer mod af at gøre modige ting. Man lærer at træffe kloge beslutninger ved at træffe kloge beslutninger; ved at lytte til sig selv, når den indre stemme siger det, som din indre stemme siger: At du ikke skal have den mand.

Hvis jeg havde været digteren Maya Angelou, havde jeg nok kunnet sige det enklere. For det er hende, som har sagt disse vise ord: When people show you who they are, believe them.

PS: Og derudover har jeg foretaget en million overspringshandlinger. Læst bøger (sluttet én, begyndt på en ny). Kigget på chokoladeblomsten. Og sagt “Nåe, lille skat” til Asger. Det kan der altså gå lang tid med.

{ 1 kommentar }

Tirsdag den 9. juni

af Anna Skyggebjerg den 9. juni 2015

Ok, det her er et tosset blogindlæg. Eller i hvert fald usædvanligt. Der kommer ikke et ord om Zen, introversion eller digte. Derimod: Pandekagemaskine!

Årsagen er, at jeg har fået Letter in the mail. I ved, jeg elsker at få de breve…. Sidste gang handlede brevet om at stege en hel gris. Gak, men alligevel interessant. Denne gang er brevet fra en, som hedder Ben Dolnick, som bor i Brooklyn, men skriver brevet fra lufthavnen i Seattle. Han er på vej hjem fra en arbejdsrejse, hvor han boede på et hotel, der havde en …. pandekagemaskine. Den ligner en printer, skriver han, og fortsætter så med denne kostelige beskrivelse:

A big silver metal box with something like Hot Cakes printed on it, and a pair of rubber rollers at one end, as if ready to extrude. Can you picture what I’m talking about? Anyway, you push a button on the front of the machine, wait two minutes, and then very slowly, with sounds strikingly like a fax machine, two perfctly formed golden pancakes, one after the other, come sliding out fron between the rollers, directly onto your waiting plate. This all made me simultaneously happy – impressed with the endless ingenuity of people, and the persistence it must have taken to get this thing onto the market – and unaccountably depressed. (Both feelings may also have resulted from the fact that I ate four of the pancakes yesterday).

Det var alt, folks: Det indre billede af en pandekagemaskine. I morgen bliver det seriøst igen. 

 

{ 1 kommentar }

Mandag den 8. juni

af Anna Skyggebjerg den 8. juni 2015

Nyt website for introverte 

Susan Cain kender du sandsynligvis som forfatteren til introvertes bibel, Quiet. The power of introverts in a world that can’t stop talking.

Nu har hun lanceret et nyt website, der hedder Quiet Revolution. Det er fyldt med artikler om introversion i alle aspekter af livet: på jobbet, i familien, i det sociale liv.

Der er mange, mange timers interessant læsning! Jeg er i fuld sving, og linker sikkert fremover til det bedste jeg finder. Men begynd endelig selv at læse!

Apropos: Jeg læste forleden et interview med Nikoline Werdelin, tegner, dramatiker og instruktør. Jeg skal ikke kunne sige, om hun er introvert, men hun havde i hvert fald en vidunderligt introvert-egnet tilgang til de lange familiefester, som de fleste introverte synes er … well, lovligt lange. Hun bliver spurgt, hvad hun synes, livet er for kort til, og svarer:

“Lange familiefester- jeg har ikke tålmodighed til dem. Hvis jeg bliver inviteret til et bryllup – kirke, reception og middag – så spørger jeg, hvor de helst vil have mig. De får mig ikke til det hele.”

Klaustrofobisk illustration. Sakset fra Quiet Revolution

{ 0 kommentarer }

Torsdag den 4. juni

af Anna Skyggebjerg den 4. juni 2015

Blogindlæg # 4 i ugens tema om taknemmelighed….

Jeg har lige fået denne (hvide) bog:

Bogen er en samling af 14 års klummer, som Oprah har skrevet under overskriften “Hvad jeg ved med sikkerhed”. Ærlige, personlige, stærkt inspirerende. 100% Oprah. Jeg elsker hende.

Klummerne er samlet tematisk i denne bog. Og tror du måske lige, at et af temaerne er Taknemmelighed ? Med sikkerhed! For Oprah har skrevet taknemmelighedsdagbog i mange, mange år. Først et helt årti uden pause. Så gik hun i stå. Og så begyndte hun igen, men med en elektronisk dagbog: Hver gang, der er et øjeblik, hun er taknemmelig for, noterer hun det. Hun skriver sådan her i en af klummerne:

Jeg ved med sikkerhed: Hvis du tager dig tid til lidt taknemmelighed hver dag, vil resultaterne forbløffe dig.

Hver klumme er kun 1-2 sider lang. Så bogen er lige til at have med i tasken og tage frem i en pause. Små maggiterninger af visdom. En skøn, skøn bog

 

{ 1 kommentar }

Onsdag den 3. juni

af Anna Skyggebjerg den 3. juni 2015

Det lader til, at der er Taknemmeligheds-tema på bloggen i denne uge…

For her til morgen modtog jeg nyhedsbrev fra forfatter Rick Hanson, hvori der er et videointerview med Bob Emmons. Emmons er en af verdens førende forskere i, hvad taknemmelighed gør ved mennesker. Han kalder taknemmelighed for “a way of looking at life” og nævnte naturligvis de fordele, jeg har været inde på de seneste dage: At taknemmelighed gør os gladere. Men han sagde noget mere: At den virkelige styrke ved taknemmelighed ligger i det, taknemmelighed gør ved vores forhold til andre mennesker. Han sagde, at taknemmelighed styrker de mellem-menneskelige forhold, fordi taknemmelige mennesker er mere generøse, empatiske og udadvendt opmærksomme.

Det synes jeg er interessant!

Han sagde forresten også, at en god måde at lære børn taknemmelighed på er: Havearbejde! (Han bor i Californien, hvor det aldrig regner….) 

{ 4 kommentarer }

Tirsdag den 2. juni

af Anna Skyggebjerg den 2. juni 2015

Jeg bliver lige lidt i temaet fra i går: Taknemmelighedsdagbog

Jeg har stadig den første dagbog, jeg skrev. Jeg begyndte på den på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg virkelige havde brug for at få fokus på det gode. Elise var  2½, jeg var alene med hende, arbejdede fuldtids og var altid træt. Et sted i den første dagbog står der, at kontoen var tom den 15. i måneden. Et andet sted står der, at Elise har sagt, “Når du går fra mig, kan du ikke elske mig, mor.”  Men på næsten samtlige sider står der om min taknemmelighed over alle de mennesker, som stod hos og bar. Og om den blå vase, den grønne stol, de hvide roser. (Og en hel masse om at få sovet til middag med hende i weekenderne.)

En af gevinsterne ved at skrive taknemmelighedsdagbog – ud over de tre, jeg nævnte i går – er at kunne læse tilbage og se, at da livet var meget hårdere, end det er nu, magtede jeg at holde det rette fokus. Så hvad brokker jeg mig over i dag?

PS: I mellemtiden – siden den første dagbog –  er Elise blevet 19½. Hun bliver student om 20 dage. Og i dag er der blevet bestilt kager til studenterfejringen. Den dag husker jeg at udtrykke min taknemmelighed overfor alle dem, som var der, da hun var 2½. Og frem. 

{ 2 kommentarer }

Mandag den 1. juni

af Anna Skyggebjerg den 1. juni 2015

Det er Regel #1 i Bloggernes Grønspættebog, at man skal blogge regelmæssigt. Og kan man ikke det, skal man sige, “Der kommer lige en pause indtil…”. Så læserne ikke klikker ind igen og igen – og finder: Ingenting!

Undskyld! Jeg troede, jeg ville få blogget, så derfor annoncerede jeg ikke nogen pause. Men jeg fik det ikke gjort. Dagene gik. Med begravelse af et elsket og stadig ungt menneske. Med sygdom. Med almindelig teenage-familie-fnidder. Alt sammen noget, der tager kræfter. Også fra bloggen.

Og alt sammen noget, der minder om, hvor vigtigt det er at være taknemmelig for det helt almindelige, fantastiske liv.  

En effektiv vej til større taknemmelighed er at skrive Taknemmelighedsdagbog.

Jeg har skrevet Taknemmelighedsdagbog i 17 år. Men har holdt pause de sidste par år. JEG SKAL IGANG IGEN! 

Fordi jeg har gjort det i så mange år, tør jeg sige følgende: Det er den enkleste og mest effektive forandring, du kan foretage i dit liv. Det er komplet  livsforandrende, fordi det lærer dig at fokusere på alt det gode, der er i dit liv, fremfor på det, der måske ikke lige er, som du kunne ønske dig det. 

Du gør ganske enkelt det, at du skriver 3 ting, som du er taknemmelig for fra den dag, der næsten er gået (hvis du da vælger at skrive om aftenen). Små ting eller store ting. På visse dage: “Jeg er taknemmelig for at få en ny chance i morgen.” 

Det tager ca. ti minutter hver dag. Lidt længere i begyndelsen. Og du må ikke give op efter to dage. For det tager tre uger, før du for alvor mærker, at det virker.  Ti minutter om dagen i tre uger: Dit livs bedste investering! 

Her er “Hele 3 ting”, du får ud af  at skrive Taknemmelighedsdagbog:

1: Du får et nyt blik på verden. Du kommer til at værdsætte ting, du tidligere overså eller anså for selvfølgelige.

2: Du bliver gladere. Så enkelt kan det siges.

3: Du bliver bedre til at give slip på det, der tynger – og fokusere på det, der heler.

PRØV!

 

{ 1 kommentar }

Onsdag den 27. maj

af Anna Skyggebjerg den 27. maj 2015

Jeg har gjort arbejdet for dig: Fundet den bog, du skal have med på sommerferie! Her er den:

Den er norsk – og inden denne roman skrev forfatteren en bog om brænde. Som  - naturligvis – blev en megabestseller i Norge (men faktisk også solgte godt i Danmark og andre lande). Jeg forstår, hvis du tænker, “Sommerferielæsning? Det tror jeg ligesom ikke”. Men jeg garanterer dig, at denne bog er helt i særklasse pragtfuld. Sproget er smukt; plottet er fantastisk. Bogen har solgt 100.00 eksemplarer i Norge  og vundet Bokhandlerprisen 2014. Nu er den kommet på dansk. Jeg var som tabt for verden i to dage. Kunne ikke lægge den fra mig, før jeg havde læst den til ende. Heldigvis var jeg alene hjemme, så det kunne lade sig gøre at sætte alt andet på stand by og bare sidde i sengen og læse og spise madder i stedet for omstændelig aftensmad. For det havde jeg ved Gud ikke tid til at lave.

Handlingen:

I efteråret 1971 bliver et ungt norsk par dræbt i en fransk skov af en granat fra 1. Verdenskrig. Deres lille søn Edvard er sporløst forsvundet, men dukker fire dage senere op et helt andet sted i Frankrig. Hvor har han været? Og hvem har taget sig af ham? 

Efter forældrenes død vokser Edvard op hos sine bedsteforældre på en gård i de norske fjelde. Da bedstefaren dør, står Edvard tilbage med en række ubesvarede spørgsmål. Hvad lavede hans forældre i Frankrig? Hvorfor begav de sig ind i den afspærrede skov? Og hvem er det, der har sendt en imponerende trækiste, som bedstefaren skal begraves i? 

Jagten på svar fører den 23-årige Edvard til Shetlandsøerne og Frankrig, hvor han må grave i de mørkeste kroge af slægtens historie, der viser sig at være nært forbundet med det 20. århundredes store europæiske tragedier.

Her er en læseprøve

Du kan købe bogen hos din lokale boghandler! 

{ 2 kommentarer }