Torsdag den 14. august

af Anna Skyggebjerg den 14. august 2014

Vil du have 7 skjorter? 

Hvis du også har en teenage-søn, som ikke går så højt op i at skifte tøj, kunne det jo være, du skulle prøve mit nye system? Det fungerer indtil videre upåklageligt!

Jacob har 7 skjorter, så gode som nye, men lige lidt for små. De er størrelse 13-14 år, men passer nok en 12-13 årig bedst.

Hvis du vil have dem, så læg en kommentar. Så sender jeg dem til dig. Du betaler portoen. Først til mølle…

{ 4 kommentarer }

Onsdag den 13. august

af Anna Skyggebjerg den 13. august 2014

Børnene er begyndt i skole i dag. Jeg er begyndt på arbejde, hvilket i første omgang bestod i at læse om Edinburghs litteraturfestival og at gå en lang tur, hvor jeg fik idéer (siden droppet igen…). Jeg er et meget priviligeret menneske!

Der er et andet medlem af husstanden, som også kan siges at være temmelig priviligeret. I den persons skab hænger der 7 bøjler med nystrøgne skjorter. På hver bøjle hænger der desuden et plasticchartek med ugedagene skrevet på. Hvert chartek indeholder rene sokker og rene underbukser.

Det ligner måske et system, der er udtænkt af Forældrenes Servicecentral. Faktisk er det et system, der er udtænkt af en forælder (mig), der har prøvet alt andet først  - og nu frustreret anser dette som sidste mulighed for at lære en teenagedreng at skifte tøj. Så det er i grunden ikke tænkt som et privilegium, det ligner bare umiskendeligt… Men hvis jeg så til gengæld kan slippe for at sige flere gange, “Har du husket…”, er jeg faktisk ret glad. 

Som bekendt: A mom’s gotta do what a mom’s gotta do!

{ 3 kommentarer }

Tirsdag den 12. august

af Anna Skyggebjerg den 12. august 2014

I dag er jeg stille. For i dag er jeg fuld af en følelse, som kan gøre selv en meget talende person som mig helt stille: Skam. 

Brené Brown, som forsker i skam, definerer det som den følelse, at “hvis nogen vidste det her om mig, ville de ikke kunne lide mig.” Og derfor tier man stille med det, man skammer sig over. Hvilket kun øger skamfølelsen. For skam næres af tavshed. 

Til gengæld: Modgiften mod skam er at fortælle om den til et menneske (bare et enkelt menneske), som har fortjent at høre ens historie, og som man kan regne med vil sige: “Det forstår jeg godt. Det har jeg også oplevet. Ikke helt det samme, men selve skammen.” 

Det er blandt andet derfor, vi er så afhængige af at have sådan et menneske (bare et enkelt menneske) i vores liv. Mit menneske hedder Anne Marie. Hende skal jeg ringe til.

Hvem ringer du til, når det er dig?

{ 0 kommentarer }

Søndag den 10. august

af Anna Skyggebjerg den 10. august 2014

Jeg går en masse kilometer hver dag. Derfor hører jeg også en masse brudstykker af samtaler. I dag gik jeg forbi en gammel mand med synshandicap, som gik tur sammen med en pige på omkring 10 år. Hun holdt ham om armen. Og jeg hørte følgende:

Han: Den bygning er også en del af Landbohøjskolen.

Hun: Ok. Pas på, der er en hundesnor foran dig.

Han: En snor eller en lort.

Hun: En snor.

Han: Ok.

De var søde. Og jeg tænker, hvor godt det er at være et par, hvor den ene ser de store ting og den anden de små ting.

PS: Her i familien er vi begyndt på en Harry Potter film-maraton. Årsagen er, at da vi var på ferie i Skotland, kørte vi med tog fra Isle of Skye til Edinburgh – og dermed over den berømte bro, som Hogwarts Ekspressen kører over. Det er noget af det smukkeste, jeg nogen siden har set. Så smukt, at man bliver virkelig rørt. Så for at se broen igen, ser vi nu alle Potter filmene. 

{ 0 kommentarer }

Fredag den 8. august

af Anna Skyggebjerg den 8. august 2014

Jeg har fået brev med posten i dag. Et af de “Letters in the mail”, jeg selv har betalt for at få fra USA.

Hver gang, jeg finder sådan et rigtigt gammeldags brev i postkassen, glæder jeg mig til at sætte mig til rette og læse. Det føles som om, det er helt særligt til mig, selvom jeg ved, det ikke er. Denne gang var brevet fra Jim Ruland i San Diego. Jeg aner ikke, hvem han er. Han har sirligt håndskrevet tre A4-ark og lavet små tegninger. Brevet handler om Babymetal, som er japanske pigebands, der kombinerer pop og heavy metal. Det handler også om Jims forhold til sin datter. Det er hamrende velformuleret, og det tog mig lang tid at læse det. 

Et langt, håndskrevet brev fra en, jeg ikke aner, hvem er, om noget, jeg ikke aner hvad er… Hvor ofte får man sådan en oplevelse?  Jeg synes, det er aldeles pragtfuldt! 

{ 2 kommentarer }

Torsdag en 7. august

af Anna Skyggebjerg den 7. august 2014

Nu skrev jeg jo lige, at prinsesse-livet er milevidt fra hverdagen, men…. det passede så alligevel ikke helt. (Advarsel: Mandllige læsere kan med fordel stoppe læsningen her!)

I dag har jeg fået taget foto til den nye bog (som altså stadig først udkommer til februar). Forlaget vil have mig på forsiden af bogen, hvilket jeg godt kan se rationalet i, men ikke desto mindre synes er overordentligt skræmmende. Der er tre ting her i livet, som jeg i særklasse ikke bryder mig om: at købe tøj, at blive fotograferet og at danse. For jeg bryder mig ikke om at være i centrum.

I dette lukkede forum kan jeg godt indrømme, at jeg derfor har frygtet dagen i dag gennem et par måneder.  

Når man skal træde radikalt udenfor sin comfortzone skal man omgive sig med tryghed. Der skal være nogen at holde i hånden eller en struktur, der giver tryghed. Jeg fik tryghed ved at alliere mig med det bedste team, der findes: Damerne Klein&Wedel, henholdsvis stjernefotograf og ditto stylist. Og her er det, at prinsesse-temaet kommer ind i billedet. For jeg gjorde ligesom Mary: Jeg fik stylisten til at gå i butikker og finde alt tøjet til mig. I går troppede hun op i mit soveværelse med poser fulde af tøj, hun havde lånt i forskellige butikker. Jeg behøvede ikke købe noget af det, hvis ikke jeg ville. Men det hele var pænt og næsten alt passede i størrelsen. Hun havde tydeligvis lyttet til mig, da jeg fortalte, hvad jeg godt kan lide. Så jeg endte med at købe to kjoler, en nederdel og fire bluser. For at forstå, hvor utroligt mange stykker tekstil det er for mig, fortæller jeg lige, at jeg tog på to ugers sommerferie medbringende to (som i: 2) kjoler. Og så et sæt vandretøj. Jeg går kort sagt ikke op i at have meget tøj… Indkøb af to kjoler, en nederdel og fire bluser svarer til adskillige års tøjindkøb. Fuldkommen uden al den ubehag, der sædvanligvis er knyttet til at købe tøj. 

Så jeg var pænt klædt på i dag. Og fik lagt overdådig make-up. Billederne har jeg ikke set endnu, men de bliver sikkert fine. 

Derefter cyklede jeg hjem og smed mig med et migræneanfald. Jeg vidste godt, det ville komme. Men det kunne have været værre, og det kunne have været mere langvarigt. Jeg slap billigt, fordi jeg havde forberedt mig så godt, jeg kunne, forud for noget, jeg vidste ville blive svært. Det er også en måde at stå ved sig selv på. (Subsidiært kan man selvfølgelig fortælle sig selv, at der er visse idéer, man ikke behøver at slæbe med sig gennem hele livet. Jeg overvejer den mulighed.)

 

 

{ 4 kommentarer }

Mandag den 4. august

af Anna Skyggebjerg den 4. august 2014

Ind imellem kan der komme så megen afstand mellem virkelighed og fantasi, at man må grine højt. 

I dags post indeholder brev med en noget overvældende titel. Mens i dags virkelighed er en håndklædetørrer fuld af vandresokker. Det vidunderlige er, at jeg foretrækker virkeligheden og hverdagen.

{ 3 kommentarer }

Lørdag den 2. august

af Anna Skyggebjerg den 2. august 2014

Der kan være mange årsager til, at man kommer træt tilbage fra ferie. En af dem, mange af os sikkert kender, handler om uger i sommerhus med små børn, langt til købmanden, ingen opvaskemaskine og en horde af nabobørn på besøg. Enormt hyggeligt. Men ikke nødvendigvis afslappende. 

Sådan var min ferie ikke i år. Børnene er store. Alle måltider blev serveret for os. Og der var end ikke adgang til lige at sætte en vask over eller gøre noget andet praktisk. Så hvordan kan det være, at jeg alligevel var træt, da jeg kom hjem efter to uger? For træt, det var jeg. 

Sagen er selvfølgelig den, at jeg var over-stimuleret. Jeg havde tilbragt to uger med aktiv ferie og i konstant selskab med andre mennesker. Ja, det var skønne, skønne aktiviteter. Ja, det var sammen med mine yndlingsmennesker. Ja, det var en meget dejlig ferie. Men ikke desto mindre var jeg over-stimuleret. Og når en super-introvert som jeg bliver overstimuleret, går jeg død. Ligesom en super-ekstrovert ville gå død af at blive under-stimuleret (tre uger fladt på en strand, for eksempel). 

Så da jeg kom hjem, var jeg træt. Komplet tom i hovedet. Kunne ikke tænke en tanke, ikke formulere en sætning, ikke udholde mere selskab. Jeg satte mig ud i Adirondackstolen i hjørnet af haven og læste en bog (i begyndelsen kun i korte intervaller ad gangen, for mere kunne jeg ikke rumme). Jeg rejste mig meget nødigt. Og efter en lille uge var jeg mig selv igen.

Set i bakspejlet… Måske skulle jeg have iscenesat nogle pauser for mig selv? Jeg kunne for eksempel have kastet mig i en af de polstrede stole i opholdsstuen på vores Bed& Breakfast på Skye, hvor der ikke var andre mennesker? Jeg kunne have fravalgt en af byturene i Edinburgh og i stedet sat mig ud i haven? Kort sagt taget mere hensyn til, hvem jeg er, og fundet måder at genoplade mine batterier på undervejs, så de ikke var helt tomme, da jeg kom hjem.

Når det er sagt, må jeg også sige følgende: En ferie med masser af vandreture (og en enkelt tur, der nærmere var en bjergklatring) var i virkeligheden en ret optimal ferie for en familie, der består af  både meget introverte medlemmer og et meget ekstrovert medlem. Elise valgte alt til; Jacob valgte noget fra. Jeg fandt ikke helt min balance, men som sagt kunne jeg have gjort det, hvis jeg havde været lidt mere opmærksom. Det er godt nok mig, som har skrevet den der bog med undertitlen “Stå ved dig selv.”, men…. jeg har stadig meget at lære. 

PS: Opholdsstuen i vores B&B på Skye. Ligner det måske ikke et sted, hvor man kan genoplade?

 

{ 2 kommentarer }

Fredag den 1. august

af Anna Skyggebjerg den 1. august 2014

Is there anybody out there? Eller er jeg helt alene her på bloggen efter fire ugers tavshed?

Håber, at du har nydt sommerferien og er parat til at komme igang igen. Jeg har nydt ferien. Parat til at komme igang? Nja… Egentlig ikke. Men det kommer vel. Måske i løbet af weekenden?

Vi har holdt ferie i Skotland. En uge på Isle of Skye og en uge i Edinburgh. Det er en gammel drøm om det skotske højland, der dermed blev realiseret. En drøm, jeg overtog efter min mor, men som hun ikke selv nåede at få  indfriet. Så meget destovigtigere var det for mig at komme afsted.

Jeg har tabt mit hjerte til Skotland. Særligt til Isle of Skye, som er usigeligt smuk. Især hvis man kan se det smukke i grønne bjerge, søer, får, højlandskvæg med pandehår og en konstant vekslen mellem sol, regn og tåge. For det er det, man får. Sammen med lækker mad, charmerende sprog og de venligste mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Vi havde hyret en ghillie – en guide – til at bruge to dage sammen med os, så vi kunne komme til at se noget andet, end det, turisterne plejer at se på Skye. Det pissede ned i lige de to dage. Men det var alligevel en kæmpe oplevelse at klatre rundt i bjergene og vandre i skoven og langs stranden. At spotte ørne, plukke blåmuslinger og dampe dem over bål, spise noget-der-vokser-i-skovbunden-og-smager-som-grønne-æbler og drikke dårlig te, som smagte hamrende dejligt, fordi vi var udkørte. Jeg havde egentlig ikke troet, jeg ville blive sådan en, som elsker mit regnsæt og har holdninger til kvaliteten af vandresokker, men… sådan er jeg åbenbart også.

Lige et par snapshots:

Og så havde jeg forresten fødselsdag i løbet af ferien. Den blev fejret med afternoon tea på Balmoral Hotel i Edinburgh. Jeg tog vandreskoene af lige inden, vi gik ind, og erstattede dem med høje sandaler. Og det var klogt. Det er den fineste afternoon tea, jeg har nydt, tror jeg. Helt passende, at den blev ledsaget af harpespil.

I morgen: Hvordan en ultra-introvert som jeg kan klare to uger uden fem minutters alenetid. (Afsløring: Det kan hun ikke!)

{ 9 kommentarer }

Tirsdag den 1. juli

af Anna Skyggebjerg den 1. juli 2014

Kære alle,

Fra i dag holder jeg sommerferie. 

God sommer til jer alle – og på gensyn 1. august.

{ 4 kommentarer }