ANNA SKYGGEBJERG

For at bøde på det faktum, at jeg har forsømt bloggen siden… ja, i hvert fald længe, så er her TO GODE NYHEDER

GOD NYHED #1:

Du kan vinde Ulla Hinge Thomsens bog Særligt sensitiv. Guide til det gode liv

Alt, hvad du skal gøre, er at lægge en kommentar herunder. Så trækker jeg en vinder lørdag den 14. februar (jep, Valentines Dag).

GOD NYHED # 2:

Jeg har i dag besøgt damerne i Boghandleren på Godthåbsvej. Og det er blevet besluttet at invitere til 

Te-selskab i anledning af udgivelsen af Kærlig hilsen Anna. Det bliver på selve dagen, den 5. marts mellem 15.30 og  17.30. Hos Boghandleren på Godthåbsvej 32, Frederiksberg. 

Marianne Indehaver dækker op på sit arvede porcelæn. Der vil være lyserøde stearinlys og servietter (for det plejer vi!). Og jeg vil få kreeret en helt særlig kage. 

SÅ SÆT KRYDS I KALENDEREN ALLEREDE NU. (Men vær forberedt på, at selvom du gør det, vil jeg alligevel reklamere uhæmmet de næste uger for denne helt særlige bogfest.)

{ 109 kommentarer }

I dag har jeg været til reception, for at fejre udgivelsen af den her bog:

Jeg har læst den allerede! Den er, hvad den handler om: særligt sensitiv. Den har sådan en fin, ja sensitiv tone. Ulla er selv særligt sensitiv, så hun ved, hvad hun taler om. Hun er i øjenhøjde med sin læser, kender og holder af hende (eller ham),  og tager hende ved hånden på den blideste facon – SAMTIDIG med, at hun giver et blidt skub i ryggen. Det er så godt, synes jeg!

Og så elsker jeg, at sproget flyder (for den slags går jeg op i, uanset hvad jeg læser). Der er ganske enkelt ikke en eneste sætning, der slår knuder. Alt er så velskrevet, som det kun kan blive i hænderne på en forfatter, som har erfaring, er detaljeorienteret (nærmende sig det perfektionistiske) – og som har fundet sin stemme. 

Læs mere om, hvad det vil sige at være særligt sensitiv på Ullas side Særligt sensitiv. Guide til det gode liv.

PS: Jeg har talt med en journalist fra Kristeligt Dagblad idag, som fortalte, at der stadig er så megen interesse for emnet introversion, at et interview med mig, fra da Introvert udkom, nu er lagt på forsiden af deres net-avis. Jeg siger ikke noget, du ikke har hørt før, men alligevel… Her er linket.

{ 3 kommentarer }

Er det godt eller skidt, at introversion fortsat er et hot emne? 

På den ene side: Det er præcis to år siden, Introvert udkom, og jeg bliver stadig kontaktet af journalister, der vil skrive om emnet. Som forfatter gør det mig glad. 

På den anden side: Jeg ser i grunden frem til den dag, hvor emnet ikke længere er aktuelt. Hvor man ikke skal forklare, hvad det vil sige at være introvert, for det ved enhver. Hvor man ikke skal slå på tromme for ligestillingen mellem introverte og ekstroverte karaktertræk, for det er indlysende for enhver, at det ene ikke er bedre end det andet (ligesom mænd ikke er bedre end kvinder).Og hvor det ikke er nogen overraskelse, at man kan være både social og modeblogger – OG introvert.

Der er vi ikke endnu, men det skal nok komme.  Vi er stærkt på vej!

Jeg har bidraget til en artikel på eurowoman.dk. Den er et rigtig fint portræt af en kvinde, Simone, som er introvert, og derfor udfordret af at være del af en ekstrovert modebranche. Jeg er især vild med, at hun så hudløst ærligt fortæller om fiaskoen, da hun forsøgte at iscenesætte sig som “klassens udadvendte pige” på universitetet: 

“Jeg brugte enorme mængder energi, og det virkede bare slet ikke. Jeg tror også, at folk kunne mærke, at det ikke var ægte, og det endte med at være en “failure” på alle punkter. Ud over at være enormt ressourcekrævende for mig selv, endte jeg med ikke at være særligt tæt med særligt mange.”

Det kender jeg godt! Been there. Done that. Og jeg var langt ældre end Simone, da jeg endelig holdt op med at fake og stod ved mig selv. Hvor er det skønt, at hun er så klog allerede som 25-årig! 

{ 2 kommentarer }

Vi har fået et nyt midlertidigt familiemedlem: En amerikansk studerende, som er i København i dette semester. Hun bor ikke hos os, men vi er hendes besøgsfamilie.

Hun har været her til middag. Vi har planer om udstillinger, biffen, Kronborg og flere middage. Og jeg tjekker lige, om hun har det, hun skal bruge, især en varm nok hue. For hun er ung og langt væk hjemmefra. Og da det var Elise, som var ung og langt væk hjemmefra, var der en amerikansk familie, som passede på hende for mig. Hvilket jeg stadig er taknemmelig for. Så enhver amerikansk studerende, som har brug for en ekstra familie, er velkommen her!

Hvis du har lyst til at være besøgsfamilie, så tjek DIS.

PS:

Vi har også fået Asger, fordi han havde brug for en familie. Han boede i Dubai, hvor han var blevet bundet til en pæl og forladt. Men så kom han her hjem til os. Hvor vi har sne, som han elsker. 

{ 1 kommentar }

Hvad sker der, når en forfatter lukker sig inde på et hotelværelse i 12 dage?

Svar: Hun tager på! 

Det fandt jeg ud af torsdag aften, da jeg lige ville prøve det tøj, jeg havde tænkt, jeg skulle fotograferes i fredag morgen…. Det var faktisk noget ret smart tøj, var det. Men hvad nytter det, når man ikke kan være i det. Så nu kommer jeg i Femina iført Kjolen, alias den kjole, jeg ALTID har på, fordi den er på størrelse med et 4-mands telt, og den slags kan jeg godt lide at have på. Men havde jo bare ikke tænkt, at jeg ville have den på i Femina.

Der er nu lagt en plan, der involverer en hel masse forskellig sport og ikke ret mange kager. Jeg har allerede købt en hulahop-ring i Tigeren!

Apropos sport… I går var Jacob på skøjtebane med skolens 8. klasser. Der var 70 skøjte-uerfarne teenagere på isen. Og der var kun en (1!), som havde hjelm på. Det var Jacob. Og hvem tror I faldt efter femten minutter og ramte isen med ansigtet først og fik næseblod og en halv-brækket næste og måttet hentes hjem i utide? Det er dæleme uretfærdigt at det skulle ske for Den Fornuftige Dreng. Men tænk, hvis han ikke havde haft hjelm på… 

PS: Hvis det der med en masse sport og ikke-en-masse-kager… Hvis det nu mislykkes, så tror jeg jeg vil prøve en anden strategi, som meget vel kan tænkes at være bedre for mig: 

{ 0 kommentarer }

Det er min sidste hele dag i eksil. I morgen tager jeg lyntoget tilbage til familien. Jeg glæder mig til at se dem igen. 

Alligevel ved jeg, at der går et par dage med at tilvænne mig familielivet, dets tempo, støj og afbrydelser. Alt det, jeg har været isoleret fra. I morgen stiger jeg ned af sparkstøttingen og ind i en Ferrari. Det må være tilladt at sige “uh” på det første stykke.

Jeg har elsket mit hotelværelse. Jeg har suget udsigten til gårdhaven til mig. Jeg har nydt al den frihed, jeg har haft til at gøre præcis, som jeg ville. Og al den tid, jeg har haft til at tænke mig om. Jeg ved, det er et kæmpe privilegium, som er få forundt, at få sådan 12 dage for sig selv. Men mindre kan jo gøre det. Hvis det på nogen måde er muligt, så giv dig selv en weekend væk fra det hele. Uden sociale og kulturelle forpligtelser. 

Her er Hele 3 Ting, jeg tager med mig fra Aarhus:

1: Familien kan fint klare sig, uden at jeg er ind over hver eneste detalje. Jeg behøver ikke at vende tilbage til at være Manager Med Ansvar For Det Hele. (Et job jeg helt uopfordret har defineret og påtaget mig!)

2: Det var rigtigt, hvad jeg fornemmede, inden jeg tog i eksil: Det er afbrydelserne, der stresser. Jeg behøver ikke nødvendigvis 8 timer dagligt til at skrive, men jeg behøver tid, hvor jeg kan stole på, at jeg ikke bliver afbrudt af noget som helst. Hverken af dyr, børn, telefoner – eller selvpåførte afbrydelser som mail, Facebook, vaskemaskine og posthus. Jeg må finde en måde at indrette mit arbejdsliv på, så jeg opnår det. (Hvis du tænker, at uafbrudthed måske var en meget god ambition også at have for sit liv med familien – eller bare for timerne mellem kl 16 og 20 – så er idéen hermed givet videre…)

3: Jeg elsker min familie. Det bliver godt at komme hjem igen. 12 dage er nok.  

Hotel Villa Provence:

{ 2 kommentarer }

Man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Hvis jeg havde fået det, som jeg ønskede mig, var jeg enke i dag. 

Årsagen er, at Demis Roussos er død. Ham ved du ikke, hvem er. Og det er kun godt. Men altså… han var toppen af poppen, da jeg var meget ung. Jeg var til koncert med ham i Randers Hallen, og jeg var forelsket. Havde det ikke været for min fornuftige Veninde, havde jeg foræret Demis mit arvede guldkors. Der lå masser af guld på scenekanten den aften. For jeg var ikke alene om at ønske at blive gift med Demis Roussos.

Jeg havde en plakat med hans billede hængende på væggen over min hovedpude. Hvilket resulterede i, at da min mormor kom på besøg fra Norge og skulle bo på mit værelse, satte hun i et skrig, da hun åbnende døren. Det forstår man i grunden godt:

Jeg skal anføre, at det her faktisk er et ret godt billede af Demis. Her har han i et mindste skjorte på. Han gik ellers altid i gulvlang kaftan.

Aproros kaftan… så ville skæbnen, at jeg også i dag har set et billede på Facebook af min gymnasieklasse anno 1981. Jeg tror nok, jeg er med på billedet, for der sidder en med pandehår på yderpladsen og kigger ned, så man ikke kan se hende. Det kunne meget vel være mig. Jeg synes bare ikke lige, jeg kan kende den batikmønstrede kaftan, hun har på… Men jeg kan selvfølgelig have fortrængt den.

Det var år, hvor man – jeg, i hvert fald –  drømte om væbnet revolution og gik i 1. maj optog enten med Kommunistisk Arbejderparti eller anarkisterne (det var hip som hap for mig, bare det var alternativt). Og hvor man ikke kunne drømme om at barbere sig, bruge make up eller købe en bh. Jeg ejede et enkelt par sko, og det var træsko. Det hele var helt acceptabelt.

Og så er det, jeg tænker, at det faktisk var en lykkelig tid. For når jeg tænker på alle de krav, Elise lever med til daglig, hun som idag har samme alder, som jeg havde dengang på billedet… Hun skal hele tiden være perfekt til alting og se perfekt ud og score kæmpe høje karakterer og være meget mere moden, end nogen forlangte af mig. En pige, som kun ejer et par træsko, har ikke en chance i dag. Lige så lidt som en popstjerne i gulvlang kaftan.

RIP Demis Roussos

{ 4 kommentarer }

Elise har lige ringet tre gange og spurgt om detaljer. Jeg blev helt forvirret. Så nu ved jeg, at jeg har været væk hjemmefra længe…

Første opringning handlede om :Hvilke blomster skulle hun købe til et familiemedlems fødselsdag, når nu blomsterhandleren ikke havde dem, som det var oplagt at købe? 

Næste opringning handlede om: Skulle hun også købe chokolade?

Sidste opringning handlede om: Har du telefonnummeret på den-og-den?

“Øh, hvad?” Jeg kunne mærke, hvordan jeg havde svært ved at stille ind på den frekvens, som Radio Mor spiller på. For jeg sidder her i Aarhus og er fordybet i at høre amerikanske snakkeprogrammer. Jeg blev forvirret over at blive afbrudt og kunne ikke rigtigt tage stilling til noget udefra, end ikke noget så enkelt som det, Elise ønskede, at jeg skulle tage stilling til.

SÅ ved man, man er langt væk hjemmefra og har været det et godt stykke tid, når der slet ikke er forbindelse til Radio Mor. Når man ikke kan rumme afbrydelser. For derhjemme…. well, der afbrydes og der svares. Sådan er Radio Mor.

Jeg havde stillet ind på programmet Strangers, hvor almindelige mennesker fortæller deres historier. Helt konkret hørte jeg: Love Hurts. Hvor en kvinde, Lea Thau (dansk, i øvrigt, og ophavskvinde til Strangers), prøver at finde ud af, hvorfor hun er single. Det er interessant. Ikke mindst, da hun efter at have dvælet ved smerten over et forhold, der aldrig blev, selv konkluderer: “Allow the hurt – and it will pass.”

Jeg læste om Lea Thau i Politiken. 

{ 2 kommentarer }

Herovre i Aarhus-eksilet er det gået fra smukt til smukt-med-sne-på. Dette er det Winter Wonderland, jeg så i morges, da jeg  trak gardinerne fra:

Jeg pukler med at skrive. Og det er langt, langt sværere, end jeg havde forestillet mig. Altså, jeg vidste da godt, det er svært og kræver koncentration – ellers ville jeg jo bare have bikset noget sammen hjemme på reposet, men SÅ svært…. Hvert eneste ord bliver vendt: “Kan jeg skrive, han har krøller, uden at det bliver en kliché?” Min dybeste  respekt for dem, som kan skrive, så man som læser tror, det har været let… For det er aldrig let.

I morgen skal jeg ikke skrive. I morgen skal jeg give det første interview om den nye bog (5. marts, d’damer!). Og der kommer en fotograf med. Enhver, som kender mig ved, at det er noget jeg glæder mig til. Tager i stiv arm. Ikke regner for noget. Herre Gud, sådan en smule telelinse og 1000 watts pære.

Men NU skriver jeg videre. Og nyder udsigten. Og den halve kanelstang, jeg kom til at købe i Salling….

{ 0 kommentarer }