ANNA SKYGGEBJERG

Annette Heick bringer i dagens BT en kur mod introversion (= mennesker, som ikke hviler i sig selv). Jeg iler med at bringe den videre:

- Selv har jeg en veninde, som havde nogle slatne bryster og derfor fik dem lavet større. Hun gik fra at være total introvert til at hvile i sig selv.

{ 7 kommentarer }

I dag stod jeg først op k. 13 (dog efter en gåtur med hunden om morgenen). Jeg gad ikke stå op, for jeg gad ikke være sammen med mig. 

Ind imellem skuffer jeg mig selv. For eksempel når mit ego kommer i vejen for ordentlig opførsel. Og man skal ikke tage fejl: Det er ikke kun et oppustet, selvforherligende ego, der kan give elendig opførsel. Mindreværd kan også. Der er lige så meget ego i følelsen af mindreværd (mig-mig-mig og alt det, jeg ikke dur til), som der er ego i selvforherligelsen.

Når jeg er usikker og føler mig mindreværdig, viser jeg mig ikke fra min bedste side overfor andre. Stikord: Selvoptagethed og manglende fingerspidsfornemmelse.

Det var præcis det, der skete igår, da jeg var i selskab med lutter kloge mennesker. Mindreværdet fik “the best part of me.” 

Den slags sker. Og skuffelsen skal ses som en anledning til forandring. Man kunne jo begynde med at lave en mental note til sig selv: Næste gang, jeg skal noget lignende, så træk lige vejret i bund et par gange først og Vær Dig Selv. 

Jeg købte det her postkort i fredags. Det skulle have været sendt til en veninde. Men nu har jeg pakket det ud og stillet det på skrivebordet som en reminder til mig selv:

Kortet – og mange andre, der er lige så skønne – er fra Message Earth. Købt hos Arnold Busck.

{ 2 kommentarer }

Jeg har været til fest. Bogfest! For det er i denne weekend, der er BogForum i Bella Centeret.

Og derfor er jeg lige nu: glad, træt og ude af stand til at bære fodtøj. 

At se på bøger gør mig glad. At være i selskab med bogmennesker, gør mig glad. Ikke mindst de mennesker, som arbejder på Rosinante, der jo er “mit” forlag. At være inviteret af sit forlag har i øvrigt en meget praktisk og vigtig betydning: Jeg har adgang til Backstage, så når jeg er ved at gå fuldkommen død over de 10.000 mennesker og det enormt høje støjniveau, kan jeg gå derind og genoplade med en kop te og tre småkager med orangesmag. Introvert-venlig fryns!

Jeg har hørt interview med Jojo Moyes. Hun er blevet kaldet “dronningen af feel-good litteratur” og har to gange modtaget den engelske pris Romantic Novel of the Year. Jeg har læst mega-bestselleren “Mig før dig”, som nu skal filmatiseres, og som vitterligt er romantisk feel-good af den slags, der også kræver kleenex. Jojo Moyes selv viste sig at være gennem sympatisk og i øvrigt en god feminist. Nok skriver hun romantisk, men fortalte, at hun aldrig vil lade sine kvindelige figurer blive reddet af mænd. Hun kærer sig om, hvilket signal, hun sender til sin 16-årige datter.

Hun fortalte også, at når hun skaber sine karakterer, udsætter hun dem for en kick the dog test. Det vil sige, at hun svarer på, hvad personen ville gøre, hvis hun/han så en mand sparke sin hund. Ville personen redde hunden, skælde manden ud, ignorere optrinnet….? Hun bruger ikke nødvendigvis den viden i sin historie, men den er vigtigt for hende, når hun skal lære sine karakterer at kende.

I England og USA bliver hun forresten læst big time af mænd. De køber hendes bøger i elektronisk udgave, for så er der ingen, der kan se coveret – og dermed bliver de ikke afsløret som læsere af romantisk litteratur. Er det ikke tankevækkende?!

Jeg hørte også Helle Helle, hvis seneste roman Hvis det er, netop er blevet udgivet. Man plejer at sige om Helle Helles romaner, at de er ordknappe, men selv siger hun, at de indeholder de ord, der kræves. Der er intet overflødigt. Det er præcis prosa! Og det er netop, hvad jeg elsker ved hendes tekster.

Hun fortalte, at når hun skriver en roman, har hun en liste over ord, hun vil have med. I denne roman for eksempel ordene “badesandal”, “elefantfod”, “pandebånd”. Fordi de ord betyder noget særligt for hende. Og da romanen foregår i en skov, hvor en badesandal ikke naturligt hører hjemme, blev hun nødt til at lave nogle tilbageklip. Måske er det forfatternørderi, men sådan et kig i værktøjskassen kan jeg altså slet ikke stå for. 

Og derudover gik jeg bare rundt og kiggede (deraf de aktuelle klumpfødder). Både på bøger og på mennesker, jeg ikke almindeligvis støder ind i. Men fik jeg taget billeder? Næ nej, ikke et eneste…. Men jeg sværger: Jeg så både Jussi og Maren.

{ 1 kommentar }

For to dage siden holdt jeg Det sidste Foredrag. I dag fortalte forlaget, at et af de store ugeblade gerne vil skrive om den nye bog. Åh, når overgangene i livet er så pæne…Det føles trygt.

Det er de som bekendt ikke altid. Overgange har det i reglen med at være messy. Uskarpe i kanten, så det ikke er helt klart, hvor den ene ting slutter og den næste begynder. Kærlighedsforhold, for eksempel. Eller selvforståelse (man har tilbagefald, hvor man tvivler). For mit eget vedkommende: Overgangen mellem kæbe og hals. Den var engang skarp, men nu er den alt andet end skarp.

Men der er også noget fascinerende ved uskarpe overgange. Kan du huske kemiforsøgene, hvor man kunne se væsker flyde sammen på smukkeste vis? Det er der, man virkelig har muligheden for at mærke, man udvikler sig, at noget nyt sker. Så hvis man kan finde modet til at blive i følelsen af usikkerhed og nu-mister-jeg-lidt-mig-selv , er det en oplagt mulighed for at blive lidt klogere. Det kan godt være, jeg føler stor tryghed, når begyndelsen på noget nyt følger så pænt i halen af afslutningen på noget gammelt. Men den helt store tryghed…den får jeg først, når jeg lærer at leve med utrygheden og usikkerheden og den uskarpe kæbelinje. For usikkerhed og forandring er stort set det eneste, man kan regne med her i livet:

{ 0 kommentarer }

I dag mødte jeg en kvinde, som sagde, “Jeg vil lige sige, at jeg har læst din bog, og jeg græd hele vejen igennem den.”

Og så begyndte hun at græde igen. Jeg gav hende et knus – og begyndte selv at græde.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg nu græder igen”, sagde hun. 

Men jeg tror godt, jeg ved hvorfor. Det er fordi, det er bevægende, når man mærker, at man ikke er alene. Når man mærker, at nogen forstår, hvem man er. Efter at have levet et halvt liv i overbevisning om, at man er … for særlig til at blive rummet af andre. Jeg er stolt over, at min bog kan afføde den reaktion. Det var præcis den samme, jeg selv havde, da jeg førte gang læste om at være introvert: “Han skriver om mig! Der er flere som mig. Det er ok at være som mig.”

Jeg mødte den kvinde til et foredrag, som jeg vidste ville blive mit sidste. Ikke fordi der ikke er efterspørgsel på flere (for det er der). Og ikke fordi jeg ikke kan lide at holde foredrag (for det kan jeg). Jeg har ikke desto mindre længe sagt nej tak til flere, fordi alting har sin tid. Men lige netop det at møde en kvinde, som hende i dag… det kommer jeg til at savne.

Tak til alle jer, som har læst bogen og hørt foredragene! Det har været en ære at møde jer både virtuelt og In Real Life.

Dagens snapshot: Det der bord, jeg har fået… Jeg vil bare lige vise, hvor smukt regndråberne lægger sig på overfladen. Den slags gør mig komplet lykkelig! 

Tæt på (men til gengæld ikke den rigtige farve…):

{ 0 kommentarer }

I dag blev fixerrumsbelysningen taget ned fra træet, og en ny lyskæde blev sat op. Og en 200 kilo tung blomsterkrukke blev flyttet ud mit på pladsen i haven, og derefter sat tilbage til hjørnet, hvor den kom fra, fordi det så helt forkert ud. Men det er ok.

Nogle gange må man prøve sig frem. Og det er ikke alle, der egner sig til at stå midt på en plads og blomstre. Nogle er bare bedre i et hjørne. Men man skal jo lige ud og stå på pladsen for at finde ud af det. Elizabeth Gilbert har haft chancen for at blomstre midt på en plads, men valgte hjørnet. For sådan lever hun sin drøm.Det fortæller hun på sin FB-side i dag.

Hun skriver , at når hun sidder fordybet i at være forfatter  (helt alene i timevis, fedtet hår, ingen make-up), så lever hun sin drøm:

{ 3 kommentarer }

Der arbejdes på forside til den nye bog. Og det er sjovt!

Det er anden runde. Vi havde egentlig det hele på plads – forside, bagsidetekst, titel – men så ombestemte vi os og startede helt forfra. Det ender godt, det ved jeg. Det ender med en titel, som er så oplagt, at enhver vil tro, den er kommet helt af sig selv, og at bogen aldrig kunne have heddet andet. Kunne Introvert måske have heddet noget som helst andet? (Tro mig, den hed meget andet, inden den landede på det mest indlysende).

Og apropos forside… Så bringer jeg her den i særklasse smukke forside på en bog, der udkommer efter nytår. Den er lige noget for den her blogs læsere. Jeg glæder mig allerede!

{ 5 kommentarer }

Jeg har fået mail fra en pige på 20 år, som har læst Introvert.

Hun fortæller, hvor meget den bog har betydet for hende, og hvor glad hun er for allerede nu at vide, hvem hun er, så hun kan udnytte det og værne om det. 

Sådan en mail gør mig glad!

Jeg var mere end dobbelt så gammel, før jeg vidste noget som helst om, hvad det vil sige at være introvert. Gad vide, hvordan livet ville have formet sig, hvis jeg som 20 årig havde vidst, at jeg er helt ok, som jeg er, og altså hverken sær, asocial, en is-dronning eller…. 

Det er en tanke værd. Men ikke ret meget mere end en tanke. For sagen er jo, at det er hele dynen af erfaringer – alle mine successer og fiaskoer – der tilsammen har fået mig hen, hvor jeg er nu. Og jeg elsker, hvor jeg er nu. Så der er ingen fortrydelse. 

{ 1 kommentar }

I går tænkte jeg på Maya Angelous ord om, at man kan lære meget om en person ud fra, hvordan hun blandt andet håndterer sammenfiltrede lyskæder: 

I have learned, that you can tell a lot about a person from the way she handles these three things: a rainy day, lost luggage, and tangled Christmas tree lights

Den nye have er færdig. Vi har mistet den busk, vi kaldte vores pæretræ (på grund af et lysnet med 90 pærer, vi har tændt året rundt). Derfor købte vi en ny række lyskæder – og i går satte vi dem op i et træ. Det var mig, som stod på stigen og styrede det hele. Og jeg var tålmodigheden selv. Hvad jeg sjældent er.

Derefter tog vi på familiebesøg. Da vi kom hjem, var det blevet mørkt, og jeg løb ud og tændte for lyskæderne. Resultat: Min have ligner et fixerrum. Eller med Jacobs pænere formulering, “Man kan sidde derude og læse om natten!”  Der stod ellers på pakken, at de pærer lyser “varmt”…

Og jeg ved allerede, at det bliver et Helvede at få de kæder viklet ud af træet. Og at mit sande jeg nu bliver afsløret. Karmatrolden kan ikke lide, når man stiller sig op på en stige og bliver selvfed.

PS: En af bloggens læsere har pyntet der her hus. Jeg havde jo ligesom haft det i tankerne. Og det ligner IKKE et fixerrum. (Anne, jeg har brug for hjælp!)

{ 0 kommentarer }