ANNA SKYGGEBJERG

Foredrag i Odense på torsdag

Jeg bringer en servicemeddelelse: Jeg holder foredrag om at være introvert på torsdag den 6. februar. Det finder sted på Odense Centralbibliotek kl. 18.45. Se mere her.

Elise kommer med og styrer power-pointen, for det foredrag er ved at have udviklet sig til noget af et roadshow med musik og filmklip.

Hvis du er i tvivl, om det er umagen værd at troppe op, så læs eventuelt her og her. Uden at jeg tør love, at du vil gå hjem med samme oplevelse. For man ved aldrig… Det med at være introvert er jo ikke bare noget, jeg siger, jeg er. Så selvom det efterhånden er blevet lidt lettere at træde ud af comfortzonen og op på scenen, så bliver det aldrig for alvor nemt og en given sag, at jeg kan huske, hvad jeg skal sige. 

Jeg håber, vi ses! Kom gerne op og sig hej efter foredraget. Jeg ville være ked af, ikke at få hilst på en bloglæser, når nu chancen er der! Og det er ikke altid, jeg kan kende mennesker, jeg kun har set i lille udgave på FB. Du ville heller ikke kunne kende mig “live”, hvis du kun havde set mit pressebillede, for sådan ser jeg sgutte ud ret ofte… Men jeg bliver jo formelt introduceret, så du næppe er i tvivl på torsdag. 

{ 1 kommentar }

Det har været en lang og stille weekend. I hvert fald for de fleste af os: ægtefællen, jeg, Jacob og Pelspølsen. Elise har været til fest fredag og lørdag og lægger op til at være vågen til klokken halv fem i nat, for hun har boet i Seattle og holder med Seattle Seahawks i Super Bowl finalen. Og Asger-hunden har været med sin feriefamilie i sommerhus og gået umådeligt lange ture over isflager. Men vi andre…. 

Vi har siddet i den store seng og læst bøger ved siden af hinanden. Og siddet i sofaen og læst bøger højt. Og set tv. Og generelt være lykkelige for vores stille dage, vores privatliv.Ligesom Elise og Asger er lykkelige for deres aktive dage med mennesker omkring sig.

I Introvert er der et vidunderligt citat fra en roman af Anne Tyler, Kurs efter Stjernerne. Citatet handler om glæden ved privatliv – og er fortalt af en datter, som gennem lang tid har passet sin døende mor 24/7. Familien antyder, at det alligevel må være lidt af en lettelse, at moderen er død. Og datteren tænker:

“Jeg var ikke lettet over at være fri eller over at slippe for arbejdet; jeg var lettet over at få mit privatliv tilbage. Hvis man vækkede mig midt om natten og ruskede mig og sagde: “Hurtigt, uden betænkning: Hvad er det vigtigste i verden?” ville jeg svare “privatliv”. Jeg ved godt det ikke er rigtigt; det behøver man ikke fortælle mig. Jeg ved at det rigtige svar nok er kærlighed eller forståelse eller at føle, der er brug for en – selv for mig. Men jeg siger bare det der først falder mig ind, og det er privatliv. At sidde alene og læse en bog uden at der er nogen der forstyrrer mig. Det er alt hvad jeg nogensinde bevidst har ønsket mig af livet.”

PS: Jeg er noget træt af sne. Men andre i familien er ikke:

{ 1 kommentar }

Bare ring til Peter… Eller: Historien om verdens sødeste taxa-chauffør.

I disse dage bliver Elise fragtet til og fra skole i taxa, for hun er blevet opereret i foden og kan ikke cykle eller gå. I morges skulle jeg tilfældigvis også være på hendes skole sammen med malamutten, der skulle være statist i en film, Jacob er igang med. Det tager en time at gå til skolen. Og en time at gå tilbage, forstås. Da Elises taxa ankom, spurgte hun chaufføren, om han ville køre med en hund – og overraskende nok svarede han ja. Da jeg kom ud af huset med malamutten, havde jeg det lidt som i mine unge dage, når jeg blev stillet til at blaffe, fik stoppet en bil – og derefter vinkede et par kammerater op fra grøften. Den taxa-chauffør havde givetvis forestillet sig, at pigens mor ville komme ud med en lille hund i en taske. Han vidste ikke, hvad han havde sagt ja til. Men han tog det i stiv arm og åbnede fordøren, så Asger kunne sidde på gulvet. 

Det ville Asger ikke. Han elsker at køre bil og ville op og kigge ud. Så han møvede sine 45 kilo op på skødet af mig . Med ansigtet begravet i pels talte jeg med chaufføren om socialisme, solidaritet og andre ting, der før er diskuteret med uld i mund. Fra bagsædet tog Elise dette billede:

Det var et menageri. Og da jeg kort efter fandt ud af, at jeg manglede min telefon, var første gæt, at den var blevet væk i menageriet. Den korte version: Jeg kontakter taxa-selskabet, som sætter mig i kontakt med chaufføren, som hedder Peter, som fumler rundt i bunden af bilen, som finder min telefon, som får at vide, at jeg elsker ham – og som derefter kommer kørende hjem til mig og afleverer telefonen. Jeg giver ham ekstra betaling og han giver mig sit visitkort.

Det viser sig, at Peter  - udover at være den flinkeste og mest velklædte mand – også er blogger og forfatter. Han har skrevet bogen Taxatanker, som også er navnet på hans blog. Den er klog, sjov, velskrevet og interessant. I hvert fald for sådan en som mig, der er fundamentalt nysgerrig på, hvad der foregår i menneskers liv. Og hvem fortæller de mon det til? Taxa Peter, naturligvis. Jeg har føjet hans blog til min favoritliste (ude til højre på bloggen). 

PS: En detalje… Da Asger og jeg gik turen hjem fra skolen, slog det mig, at jeg ikke var det mindste nervøs over at have mistet telefonen. Jeg var overbevist om, at jeg ville få den igen. Og det var i den detalje, jeg indså, at jeg har forandret mig. For den tillid til det gode i verden har jeg ikke altid haft. Den er kommet i løbet af de seneste cirka fem år. På grund af bevidst træning i at se blidere på verden og på grund af mødet med mennesker som Peter. 

{ 4 kommentarer }

Dagens tema: At stå ved sig sig selv

I Introvert er budskabet, at introverte skal stå ved os selv og værdsætte vores (stille) kvaliteter:

Den værdsættelse skal komme fra ekstroverte, naturligvis, som skal forstå, at vi ikke er introverte, fordi vi ikke kan finde ud af at være ligesom dem – og at vi ikke trænger til at blive peppet lidt op. Men først og fremmest skal værdsættelsen komme fra os selv. Hvis vi vil have ro og respekt – og det vil vi – så er vi nødt til selv at gå forrest og melde ud, hvem vi er. Uden undskyldninger. Og uden løgne. Det er tid til at sige det, så det bliver hørt: “Jeg er hjemme på min fødselsdag. Jeg foretrækker at fejre den kun sammen med børnene. Men jeg bliver glad for et kort!”  - eller “Jeg kan godt lide mennesker og socialt samvær. Men jeg foretrækker tætte relationer frem for mere overfladiske, små sammenhænge frem for store og at tale om det indre liv frem for det ydre. Og så har jeg brug for en del ro i mit eget selskab, for det er der, jeg henter energi.”

PS: I Rusland er det ikke alle, der har muligheden for at stå ved sig selv. Uden samtidigt at betale en høj pris. Rusland har som bekendt vedtaget en skrækkelig homofobisk lov, der gør det strafbart blot at tale bøssers og lesbiske sag. Organisationen AllOut bruger vinter OL i Rusland til at skabe opmærksomhed omkring diskriminationen. Sammen med American Apparel har de lavet tøj, som forskellige sportsudøvere vil bære under OL. Og der er en tekst på fra det olympiske charter, som understreger, at sport ikke diskriminerer. Du kan købe det her. Overskuddet går til russiske aktivister, der kæmper for bøssers og lesbiskes rettigheder.

Jeg har købt hoodies til Jacob og Elise:

{ 0 kommentarer }

I går faldt jeg over et talk show, hvor den meget sympatiske og introverte Bill Gates blev interviewet.  

Han fortalte om, hvordan han ikke forstår sig selv som “verdens største filantrop”, selvom han er den person, som har doneret mest til velgørende formål, nemlig mere end 100 milliarder dollars. For, som han sagde, så har han aldrig arbejdet på et hospital i en krigszone eller givet noget væk, som han derefter selv manglede. Alle de anonyme mennesker, som gør det, er de virkelige filantroper, sagde han.

Og så svarede han klogt på et dumt spørgsmål:

“Går du aldrig til fest?”

“Jeg sidder mest og snakker med mennesker om malaria og tuberkulose. For mennesker, som kan lide at snakke om den slags, er jeg en meget festlig person.”

Touché!

PS: 

Du kan læse Bill og Melinda Gates Foundations årsbrev her. Klog tale om u-landsbistand. Som tager tid at læse.

Du kan også læse et citat fra min bog “Super Mor” her. Det handler om den tid, da jeg jeg var TRÆT om aftenen. Det er ikke specielt klogt. Til gengæld er det hurtigt læst – og handler om smørstang…

{ 1 kommentar }

Jacob er 13 år og en overordentlig erfaren læser. Men jeg læser stadig højt for ham hver aften…

For man får jo ikke nødvendigvis læst højt, fordi man ikke selv kan læse. Det handler om ro og nærvær. Det handler om at have et zen-fyldt ritual sammen, som altid har været der, og som man bare kan beslutte, ikke skal forsvinde. Heller ikke selvom man er begyndt at barbere sig.

Men jo, jo, jeg ved godt, det må stoppe end dag. Ellers…

{ 2 kommentarer }

Man skal ikke kalde en spade for en teske…

Jeg får en del mails fra forældre til introverte børn. De har været glade for at læse min bog. Og jeg bliver glad for at høre fra dem.

Jeg får også en del mails fra forældre, som mener deres barn er introvert, men som beskriver et barn, som jeg tænker, måske ikke alene er introvert. Det gør mig lidt bekymret.

Sagen er i al sin enkelhed denne: Det er vigtigt at se og anerkende introverte børn for det, de er. De er helt almindelige børn med nogle særlige præferencer og talenter. Mest oplagt en præference for at lade op i ensomhed eller sammen med få mennesker. 30-50 % af alle børn er introverte. Det betyder, at de rummer ekstroverte træk, men ligger til den introverte side i det kontinuum, der strækker sig fra Meget Introvert til Meget Ekstrovert.

Lige så vigtig er det at være opmærksom på de børn, som ikke alene er introverte (eller måske slet ikke er introverte), men som er socialt udfordrede og har kontaktvanskeligheder. De børn skal nemlig have en helt anden form for støtte, end den, et barn, som alene er introvert, har brug for. Som forælder er det noget så svært at erkende, at ens barn måske er et barn med særlige behov. Og derfor kan det være fristende at se barnet “bare” som introvert. Det er det, jeg mener med at kalde en spade for en teske. Det er helt forståeligt, men det kan desværre betyde, at barnet fortsat ikke får den rette støtte. 

Vi hjælper vores børn bedst ved at se dem og anerkende dem for det, de er. Både dem, som er almindeligt udfordrede og dem, som er særligt udfordrede. 

PS: Dagens snapshot. Asger synes, det er vidunderligt vejr i disse dage, så han vil gerne være i haven. Men han vil også gerne holde øje med os. Derfor ser vi dette kostelige syn:

{ 1 kommentar }

I disse dage er det 50 år siden, Martin Luther King, Jr. fik Nobels Fredspris. Han kendte virkelig til vanskeligheder. Se hans overaskende formulering om “the major problem of life”:

The major problem of life is learning how to handle the costly interruptions. The door that slams shut, the plan that got sidetracked, the marriage that failed. Or that lovely poem that didn’t get written because someone knocked on the door.

{ 0 kommentarer }

Jeg har været til barnedåb i familien i dag. Og det fik mig til at tænke på, hvor lykkelig jeg er for at have en familie, som er så tilpas “loose”, at den kan rumme alle forskellighederne. Herunder mine introverte præferencer. Tænk, hvis man var Hemulen, der elskede stilhed - og havde en stor familie fuld af buldrende personer, der synes, det er forkert at holde af stilhed…

Hemulen, der elskede stilhed er en af Mumitrolde-historierne. Hemulen har en stor familie, som ejer et tivoli. Her klipper Hemulen billletter. Familien bliver beskrevet sådan her:

“En masse vældige, buldrende, snakkesalige Hemuler, som dunkede hinanden i ryggen og udstødte kolossale latterbrøl. De ejede tivoliet sammen og desuden blæste de basun, var hammerkastere og gjorde i det hele taget altid folk forskrækkede. Men de mente ikke noget ondt med det.”

Vores introverte Hemul, derimod, elsker stilhed, og det er ikke så nemt at finde lige midt i den familie:

“Du er alene og har ikke noget at lave,” sagde de andre Hemuler venligt. “Så det kan godt kvikke dig op at hjælpe lidt til og være sammen med andre mennesker.”

“Ja, men jeg er aldrig alene,” prøvede Hemulen at forklare. “Det når jeg aldrig. Der er så mange, som vil kvikke mig op. Undskyld, men jeg ville så gerne…”

“Det er godt,” sagde familien og klappede ham på skulderen. “Sådan skal det være. Aldrig alene, altid på farten.”

Hemulen klippede videre og drømte om den store vidunderlige, rolige ensomhed (…).

PS: Dagens snapshot af min hjemlige Hemul, Chilli, der elsker stilhed og spreder stilhed

{ 1 kommentar }