I morges vågnede jeg og følte mig som en rosin: mørk, indtørret og rynket. Og jeg kom aldrig til det kursus, jeg havde glædet mig til. Hvor gør man af sig selv på sådan en dag?
Svaret er:
Man sætter sig på sin meditationspude. Man trækker vejret ind og puster ud igen. Man gentager.
Hej igen, vindrue!
Det tog mig 3 x 15 minutter – og med gående meditationer ind imellem. Men mindre kan gøre det. Man behøver hverken en have, en meditationspude eller masser af tid. Man behøver bare at sætte sig og at trække vejret. I den tid, der nu skal til. Eller i den tid, man har til rådighed.
Børnene og jeg er alene hjemme i ti dage. Vi nyder det, for vi bliver jo fuldtallige igen. Indtil da trækker vi gamle numre op af hatten: gamle ritualer, der stammer fra den fortid, hvor vi var en anderledes familie, fordi der var én voksen, ikke to, og nærheden mellem børnene og mig derfor var…uafbrudt. For sådan er det, når man er en familie med en enkelt voksen.
Vi drikker te i lang tid, læser i lang tid og sover sammen i den store seng. Det er ikke kæmpe store forandringer i forhold til for få dage siden, men de er alligevel mærkbare.
Pointen er ikke, at livet er bedre (eller værre), når man er én voksen frem for to. Pointen tror jeg snarere er, at vi til daglig lever efter faste rutiner. Vi kører på automatpilot med rutiner, der er effektive – frem for ritualer, der er Zen-skabende.
Måske var det en idé at bruge tid her i weekenden på at tale med familien om, hvordan I kan gøre rutiner til ritualer – og få mere ro, nærvær og fordybelse i hverdagen?
PS: Dagens snapshot er et græskar, jeg købte, fordi jeg ikke kan stå for farven.
Det er min fars fødselsdag i dag. Han var så gammel, da han fik mig, og jeg er så gammel nu, at han ville være fyldt 98 år, hvis han havde levet. Imidlertid levede han ikke så længe, men døde, da jeg var i begyndelsen af mine tyvere. Jeg har dermed forlængst passeret hin mærkedag, hvor jeg kunne sige, at jeg har levet længere uden ham end med ham. Ikke desto mindre har han – naturligvis – sat varige spor i mig. Og i Jacob, som han aldrig har mødt, men som bærer hans navn.
Man kunne fristes til at blive sur. Over uretfærdigheden, når nogen dør for tidligt, og over det vilkår, at vi ikke ved, hvor lang tid, vi får. Faktisk er det helt på sin plads at blive sur. Men når man er færdig med sur, så gør man klogt i at acceptere. Og måske bruge sin viden om altings og alles forgængelighed som afsæt for at leve livet fuldt ud og i venlighed:
We learn to live in a sweeter way with those we love, to look after them and make them happy.
We learn to avoid hurting the ones most important to us, and awoid sowing seeds of suffering in ourselves and in them.
(Thich Nhat Hanh, buddhistisk munk)
PS: Dagens snapshot er bare en lille blød ting, der lå og lyste på græsplænen i morges
Jeg har sagt det før, det ved jeg. Men nu siger jeg det igen: Selv hvis du har små børn og hverdagen føles som en centrifuge, der slynger dig rundt… Nej, ISÆR hvis du har små børn og hverdagen føles som en centrifuge, så find veje til Zen-fyldte åndehuller.
Den slags åndehuller dukker ikke op af sig selv i en hverdag, der så rigeligt fyldes ud af børn, familie, arbejde, venner. De skal aktivt søges, findes og til tider møjsommeligt graves ud, som når en arkæolog med teske og pensel graver en skat fri af sine omgivelser. Men de findes! Det kan lade sig gøre at finde åndehuller med ro, nærvær og fordybelse. Det kan lade sig gøre at tage pauser, hvor vi modarbejde de centrifugale kræfter, som får os til at miste balancen.
En af mine foretrukne veje til Zen er at læse. Jeg har sjældent energi til at læse romaner, men mindre kan gøre det: Digte, artikler, essays, for eksempel. Lige nu læser jeg breve fra den amerikanske digter Emily Dickinson. At skrive breve var tydeligvis en kilde til ro og fordybelse for hende. Og hun værdsatte at modtage dem:
“Et brev forekommer mig altid at ligne med Udødeligheden, fordi det er sjælen alene uden legemlig ven.”
Måske man skulle begynde at skrive breve?
Hvem ville du skrive det første brev til?
Emily Dickinson, 1830-1886, her ca. 17 år gammel
Hendes brev er citeret fra: Hesperidernes sommer. Udvalgte breve til T.W. Higginson ved Niels Kjær.
Jeg er lige vendt hjem fra Kaffesalon på Østre Gasværk. Min veninde og jeg løser billet hver måned, for vi bliver både underholdt og rørte.
I aften læste en af skuespillerne et brev fra sin mormor, som fortalte, hvad hun ville gøre om i sit liv, hvis hun kunne. Det havde ikke været noget dårligt liv overhovedet. Hun havde haft sine øjeblikke, som hun skrev. Men hvis hun kunne gøre det om, ville hun ikke have haft andet end øjeblikke. Og ikke brugt så megen tid på at tænke på imorgen.
Klog mormor,der!
Live the actual moment. Only this moment is life. (Thich Nhat Hanh)
PS: En af de faste gæster ved Kaffesalonerne er skuespiller Kristian Holm Joensen, som jeg simpelthen er komplet vild med. I dag så vi fri dans, som han har lært på kurset “Drama, krop, bevidsthed og bevægelse 2″. Se lige:
Jeg er stadig ret træt, må jeg indrømme. Jeg tøffer afsted på kvart kraft. Kigger mig i spejlet og synes ikke rigtigt, jeg kan kende mig selv. Sover længe efter, resten af familien er vågnet på en søndag som i dag.
Og når jeg så vågner… bliver jeg liggende. For jeg har hele mit liv elsket lyden af min familie om morgenen. Stemmer, fodtrin, trygge rutiner. Jeg er midt blandt de mennesker, jeg elsker, og oplever deres nærvær vældig intenst, mens jeg lytter til dem – og alligevel er jeg lidt alene. Den følelse er lykken!
Niels Kjærs haiku indkapsler på fineste vis sådan et øjeblik:
Jeg bliver lige lidt ved temaet fra i går: tilknytning og smerten ved at give slip.
For ja, det er smertefuldt at skulle give slip. Men i virkeligheden er det mere smertefuldt at holde fast. I følge buddhismen er det at holde for fast simpelthen selve årsagen til lidelse. Og hele “øvelsen” går ud på at blive fri for lidelse ved at hvile i ligevægt uden (alt for) stærk tilknytning til de nære og modvilje mod andre.
Da jeg første gang hørte det, blev jeg lidt knotten, for skulle det måske forstås sådan, at jeg kunne elske mine børn for meget? Men jeg vidste i realiteten godt, at det ikke var det, der blev ment. Og jeg vidste i realiteten også godt, hvad det vil sige at være for tilknyttet. Vi ved jo godt, når det er for meget og tid til at give slip på de børn. Eller med buddhismens ord: Finde ligevægt.
Så hvis du synes, det er svært det her med tilknytning og given slip, er det ikke noget, du er alene med. Det er virkelig svært:
Attachment is the root of all suffering
(Buddha)
PS: Nuser er en god buddhist. Han har virkelige fat i den lange ende her:
Jeg har for et par måneder siden måttet slippe Jacobs hånd, når vi går tur. Jeg har måttet give slip på at tage med ham til bueskydning, for han foretrækker, når det kun er ham, hans ven og vennens far. Elise har jeg sluppet for længst, og i dag har jeg måttet indskrænket mig til at sige, “Jeg vil ikke forbyde dig at bruge din vinterferie på en druktur med 5000 gymnasieelever, men jeg synes, det er en dårlig idé.” Hele tiden skal jeg give lidt mere slip på det bedste i verden og overbevise mig om, at det er det he-e-lt rigtige….
Hvor passende er det ikke, at jeg i dag faldt over denne spot on definition af moderskabet:
I’m beginning to perceive motherhood as a long, slow letting go, of which birth is just the first step.
Der gives øjeblikke, som er nok så flygtige, men alligevel vægtige. Øjeblikke, hvor det bliver klart, at alt, hvad jeg har, er alt, hvad jeg behøver. Og det, mine damer, er grundlaget for virkelig og vedvarende lykke.
Det flygtige øjeblik opstod, da jeg i dag havde huset – og haven – for mig selv. Jeg sad i havens solkrog og spiste morgenmad. Med solen lige på, med katten i skødet og med udsigt til vores lille æbletræ, hortensiaerne, bænken og Elises mudrede mountainbike. Og med lyden af by i baggrunden. Og da var det, jeg forstod: Alt, hvad jeg har, er alt, hvad jeg behøver.
“Be Content with what you have; rejoice in the way things are. When you realize there is nothing lacking, the whole world belongs to you.”
Det har været småt med blogindlæg på det seneste. Og jeg føler trang til både at forklare og beklage.
Årsagen er, at jeg har været træt. Ikke bare sådan moderat træt, men komplet udkørt. Og årsagen til trætheden har været en uskøn kombination af stress på arbejdspladsen og så de hhv. brækkede og forslåede hænder, der har medført store doser medicin, chokolade og selvmedlidenhed. Det bliver man tilsyneladende træt af. Jeg gør i hvert fald.
Og nu til beklagelsen: Indtil denne uge havde jeg glemt, hvad det betyder at være stang-træt. Jeg har levet i sådan en zombi-tilstand i årevis, da børnene var små og livet så meget anderledes ud, end i dag. Men de seneste år har livet forandret sig. Og jeg har simpelthen glemt, hvordan stang-træt føles.
Jeg beklager derfor, at jeg med garanti har skrevet blogindlæg om hvor let det er, at finde Zen-fyldte åndehuller i hverdagen – og ikke altid været sensitiv overfor jer, der lige nu lever det liv, jeg selv er vokset fra.
Jeg håber, I kan tilgive. Og se det positive i det: Trætheden bliver ikke ved. Der kommer en dag for os alle, hvor vi næsten har glemt, hvordan det føltes de år, hvor vi gik i seng med tøjet på. (Men når man senere – af andre årsager – igen bliver stang-træt, husker kroppen følelsen: “Det var sådan her, det var i de år…”)
Hvis du er så ophængt og så træt, at du ikke synes, der er plads til nogen som helst former for Zen, så acceptér det. Og faktisk: Det er en kilde til Zen at give slip på presset og bekymringerne og simpelthen acceptere, hvordan livet er lige nu. I tillid til, at det forandrer sig igen.
