ANNA SKYGGEBJERG

Kærlig hilsen Anna har fået flere fine ord drysset over sig. Jeg er så stolt, at jeg ville revne, hvis ikke jeg delte:

“Annas tanker og råd er fulde af humor og varme, og det er langt fra den rene elendighed det hele. At læse Annas svar er lidt ligesom at få en krammer.”

Tænk, det skriver hun! Det er Julie, bloggeren bag Om livet i al almindelighed, også kendt som Thejulesrules.

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Dagens snapshot er fra haven, hvor Ægtefælle og jeg her til aften har siddet under syrenbusken. Maj måneds signaturduft!

{ 0 kommentarer }

Fem fuldkommen forudsigelige ting, der er sket indenfor det seneste døgn:

1: Kl. 16 i går ville jeg ikke til den middag på mit forlag, som jeg havde meldt mig til. Og som begyndte kl. 18. Årsager: Jeg er ikke klog nok. Jeg er ikke selskabelig nok. Jeg er ikke forfatter nok. Og jeg er især ikke pæn nok. (Min nye halskæde (den med ordet enough) virker tydeligvis cirka lige så godt som Calvins lykkeunderbukser med rumraketter (her taler jeg om Calvin fra Calvin&Hobbes))

2: Kl. 18 befinder jeg mig til middag på forlaget. Den første, jeg taler med – sådan cirka inden for det første minut – er clairvoyant. Jeg bliver perpleks, fordi jeg er sikker på, hun kan se, at jeg er en sær ånd. Den næste jeg taler med, er så gude-smuk, at jeg bliver starstruck og garanteret siger noget dumt. 

3: Kl. 18.30 bliver jeg placeret ved et bord med helt vidunderlige kvinder. Jeg er i det bedste selskab, nogen kan komme, og jeg har en pragtfuld aften! Jeg har fuldstændig glemt, at jeg ikke er nok. Jeg snakker som et vandfald, lytter en hel masse, spiser mere end rigeligt og griner af dværge-vitserne.

4: Kl. 23 spørger den ene, jeg har til bords, om jeg er klar til at gå ti minutter efter. Det går lige i det øjeblik op for mig, at jeg er klar til at gå indenfor de næste ti sekunder. Der er 0% på mit batteri. Der havde lige været 25, synes jeg…

5: Kl  7 vågner jeg med migræne. Men det er ikke slemt, og jeg undgår medicin.

Og sådan er det hver gang… Men jeg glemmer det fra gang til gang (fordi jeg ikke er klog nok?), så jeg skal åbenbart igennem tiden fra kl. 16 til kl. 18.30 hver eneste gang. Hvilket virker ret dumt, taget i betragtning. at jeg er temmelig voksen. Men som min sidekvinde i aftes sagde – efter én af dværgevitserne  - så bor der en dværg inden i mange af os.

{ 5 kommentarer }

Jeg har forlængst besluttet, at fotografier her på bloggen er snaphots, som jeg ikke gør mig umage med. Jeg gør mig umage med mit ordvalg – og ønsker man at se smukke billeder, kan man finde dem i overflod på Insta.  Men lige det her foto ville jeg ønske, at jeg havde gjort mig lidt mere umage med…

Jeg håber, du alligevel kan fornemme, hvor megen Zen, der er i det hjørne af haven, som er mit, og hvor jeg i dag har siddet med te og sjal og min yndling-digtsamling (som gamle damer jo har for vane…).

I det hjørne holdt jeg en pause. Sådan en kort én, som jeg skrev om på bloggen i forgårs. Ti minutter med ro, nærvær og fordybelse. Kan stærkt anbefales. Prøv selv!

Yndlingsdigtsamling? Det er den her:

Den er rent ud sagt vidunderlig! Den handler meget om naturens mirakler. Om at gå tur og få øje på det store i det små.

Og så er der et enkelt digt, der – diskret – handler om Mary Olivers svære barndom (hvor hun flygtede ud i naturen for at komme væk fra sine forældre). Digtet hedder “To be human is to sing your own song”. Hun fortæller om en fugl, hvor ungerne lærer at synge ved at kopiere deres fars sang. Og digtet slutter med disse ord:

I don’t know if any other bird does this.

But I know a

child doesn’t have to. Doesn’t have to.

Doesn’t have to. And I didn’t.

Jeg elsker de sange, Mary Oliver lærte sig at synge!

{ 4 kommentarer }

Dette elendige snaphot vidner om, at Jacob og jeg her til aften har haft vores debut som lyttere i en radiobiograf. Jeg er høj af begejstring!

Det er København Radiobiograf, der arrangerer lytninger, hvor – i aften –  105 mennesker fyldte Glorias sal. Vi lyttede til en canadisk radio-guru, Jonathan Goldstein, som selv var til stede og introducerede 6 små fortællinger, som han har lavet til sit radioprogram, Wire Tap. Efter introduktionen blev lyset slukket – og så sad vi ellers der i mørket og hørte historier. For eksempel historien om, da han og to venner så på en statue af stifteren af mormonkirken, som den ene af vennerne mente var rigeligt præget af…. well, man kunne sige en meget fan-venlig buks. Den historie kan du høre her. Den er den første i programmet. Men de fleste af historierne handlede om ensomhed og tilværelsens absurditet. Det var sjovt og klogt og rørende. Og det var skønt at opleve det med Jacob, som var den suverænt yngste lytter. Vi har allerede aftalt, at vi skal afsted igen, hvis vi kan sikre os billetter (der er rift om dem, nemlig). 

Og så har jeg pakket bøger idag. Du kan stadig købe Kærlig hilsen Anna, signeret og sendt til dig direkte fra mit repos. Klik her.

{ 0 kommentarer }

Selv efter at have holdt fri i fire lækre dage, længes jeg efter den her form for “perfekt dag”:

Sådan en dag kommer sjældent. Ekstremt sjældent. Og aldrig af sig selv; den kommer kun efter med møje at være blevet gravet fri af alt det “stuff”, der er i en hverdag. 

Men man kunne jo begynde i det små…  

Frem for at længes efter hele, uafbrudte dage, der aldrig kommer, kunne vi øve os i at tage små pauser i løbet af hverdagen. Korte pauser, hvor vi lige stopper op, trækker vejret – og går videre. Pema Chodron siger:

It may be hard to remember at first, but once you start doing it, pausing becomes something that nurtures you; you begin to prefer it to being all caught up.

Om vi kan…..?:

{ 0 kommentarer }

Den der bog med alle stjernerne, som jeg er så stolt over…. Den kan du nu købe her hos mig. 

Den koster det samme som i butikkerne, 250 kr. (incl. forsendelse), men kommer direkte fra mit repos og med en signatur til dig eller hende, du gerne vil sende en kærlig hilsen.

Alt, hvad du skal gøre, er at sende en mail til mail@annaskyggebjerg.dk, hvor du skriver

hvor mange bøger, du vil have,

hvem de skal signeres til,

hvor de skal sendes hen.

Derefter sender jeg dig et kontonummer – og kærlige hilsner er på vej med posten.

{ 3 kommentarer }

I Magasinet Liv er Kærlig hilsen Anna månedens bog, det vil sige den bog, de anbefaler, hvis man kun skal læse én bog. Den har fået top-karakter: 6 stjerner! 

Anmeldelsen slutter sådan her: “Du vil lægge Kærlig hilsen Anna fra dig med en større tro på livet og mennesket og med følelsen af at være en del af et fællesskab.”

Det er altså MEGET store ord. Jeg er så ustyrligt glad!

PS: Asger er med sin feriefamilie på Kristihimmelfartsferie. Han løber løs og svømmer i havet – og det kan malamutter godt lide. Især når de til daglig går i snor på Frederiksberg. Vi andre nyder det også, for dagene er lange, når de ikke klippes i stykker af tre gåture. Men i dette lukkede forum kan jeg jo godt afsløre, at jeg sa-a-vner ham….

{ 0 kommentarer }

Jeg har igen fået Letter in the mail. Det kommer cirka to gange om måneden: Et brev fra en, jeg ikke kender. Hvem skulle nu tro, at det er fantastisk… Men det er det!

Denne gang er brevet fra en kvinde, som flyttede til Florida fra Cuba, da hun var 8 år. Nu er hun lidt under 60. Hun fortæller om det sted hun bor, om sine børn og – især – om, hvordan man steger en hel pattegris. Det gør man nemlig til cubanske fester. 

Jeg kan sagtens høre, at det lyder kedeligt og uvedkommende. Men brevet er velskrevet (det er altid forfattere, der skriver brevene), og det føles som om, det er  skrevet til mig. Som god litteratur ofte gør. Så jeg nyder det umådeligt.

Der var en enkelt gang et brev, som ikke havde afsender-adresse. Det stod bare, at det var fra Sam – og DET var uinteressant. Breve uden afsenderadresse bryder vi os generelt ikke om…. Konceptet fungerer kun, fordi jeg rent faktisk kan skrive tilbage. Det har jeg aldrig gjort, men jeg gør det nok en dag.  

Hvis du vil modtage Letters in the mail, så klik her.

PS: Organisationen Care Trade ligger mit hjerte nær. Care Trade er en dansk organisation, der arbejder tæt sammen med Tibet Charity. De har et værksted i Kathmandu i Nepal, hvor der er ansat ti kvinder, som alle er flygtninge fra Tibet. Kvinderne producerer kunsthåndværk, der sælges via Care Trade. Blandt andet “Nisser uden grænser”, som jeg tidligere har skrevet om. Kvinderne får en god løn – og de forsørger dermed sig selv og deres familier (selvom de er enlige mødre eller handicappede og derfor normalt ville have meget vanskeligt ved at forsørge sig selv.) Det kan du læse mere om her.

Kvinderne og deres familier har overlevet de to jordskælv, men deres hjem og værksted skal genopbygges. Hvis du vil hjælpe Care Trade med at hjælpe dem, kan du gøre det her. Jeg garanterer, at pengene havner de helt rigtige steder!

Dette billede er taget få minutter inden det første jordskælv ramte. Det er fra et tibetansk plejehjem i Kathmandu, hvor Pia havde arrangeret, at en tibetansk operatrup skulle optræde. 

{ 0 kommentarer }

Ovenpå Mors Dag, hvor man godt kunne få lidt præstationsangst over alle verdens fantastiske mødre og deres fantastiske børn, bringer jeg godt nyt…

Jeg har spurgt Jacob, hvad en mor skal gøre, for at et barn virkelig kan mærke, at det er elsket. Han svarede: 

1: Smile, når hun ser én

2:Lytte, når man fortæller noget

3: Vise, at hun bliver glad, når man kommer hjem efter en lang dag

{ 4 kommentarer }