Kig lige væk et øjeblik, hvis du ikke bryder dig om overdreven selvros, for her kommer det:

Aldrig har jeg oplevet at være så grebet af en fagbog. [...] siderne rummer en dybde og en menneskelighed som næsten er helt ubeskrivelig, og samtidigt voldsomt fængende.

Det er min bog, der bliver skrevet sådan om! Jeg er så glad og taknemmelig. (Og også lidt forlegen.) 

Du kan læse hele anmeldelsen på bogbloggen Skrivepulten. 

{ 2 kommentarer }

Magasinet Psykologi vil gerne lave et interview med mig -- og spørgsmålene er alle sammen tunge eksistentielle sager.

Højdepunkter, lavpunkter og vendepunkter. Kærlighed, død og hvem, der har betydet mest i mit liv.  Hvor ofte tager man sig egentlig tid til at reflektere over så store spørgsmål? Så jeg går og summer med mig selv. Og det går op for mig, hvor megen lykke, jeg vitterligt oplever på grund af de små ting i hverdagen: blomster, træer, dyr, de daglige ritualer. I grunden ret godt, for det er jo hverdage, der er flest af. 

Mary Oliver har skrevet et noget så smukt digt om hverdagslykke. Nemlig den lykke, det er, at ligge i sengen med sin hund, som har alle fire poter i vejret og beder hende bekræfte, at hun elsker ham. Digtet slutter: 

Could there be a sweeter arrangement?

Over and over

he gets to ask.

I get to tell.

Hør Mary Oliver læse det op. Jeg garanterer: Det er helt vidunderligt!

{ 7 kommentarer }

“Du ligner et jordegern, der har gemt alle nødderne i højre kind”. Sagde Elise til mig i dag. Og hun har fuldstændig ret.

Derefter sagde hun: “Jeg har købt en donut til dig, for den er nem at tygge.” Også det har hun ret i: En donut er så nem at tygge, at jeg kan gøre det i dag, dagen efter operationen. Det synes jeg, den tandkirurg skulle tage og skrive i sit informationsmateriale. Der, hvor hun skriver, at dagene efter operationen skal man indskrænke sig til at spise “blød kost”…. lige der bør der tilføjes: “for eksempel donuts.” 

Så det har været en god dag: Donut OG besøg af en kvinde, jeg lige har lært at kende, fordi hun anmeldte Kærlig hilsen Anna. Hun viste sig at være sådan en kvinde, man helst ikke vil lukke ud af huset, når hun først har sat sig i karnappen. Og hun havde godbidder med til Asger!

Hvilke kvinder ville du gerne have bænket omkring dit bord, hvis der var frit valg på alle hylder? Jeg tænker, at jeg vil invitere i hvert fald de her:

Michelle Obama, Hillary Clinton, Madeleine Albright, Cheryl Strayed, Mary Oliver og Elizabeth Gilbert (dvs. 3 politikere og 3 forfattere) – og så selvfølgelig selveste Pema Chödron.

Jeg ville naturligvis ikke få sagt en lyd i det selskab, men det gør ikke noget. Jeg ville tage noter og være lykkelig!

Her er et foto af Mary Oliver, hende som har skrevet det digt, hvis slutning er et af mine yndlingscitater (og derfor med i Kærlig hilsen Anna):

Tell me, what is it you plan to do

with your one wild and precious life?

PS: Det siger sig selv, at Mary Olivers hund også er inviteret. Hun – Oliver – har skrevet en bog med titlen Dog Songs. En kærlighedserklæring til de hunde, der har beriget hendes liv. Den bog ønsker jeg mig.

{ 4 kommentarer }

Rodspidsamputation. Rod-spids-am-pu-ta-ti-on. 

Det er den helt korte forklaring på, hvorfor der ikke kommer et blogindlæg i dag. Jeg er sendt til tælling.

Men åh, den Karmatrold har humor… Nu havde jeg lige i går skrevet, at uanset, hvad vi kommer ud for, skal vi gribe øjeblikket, trække det helt tæt på og sige “Hej!” og “Tak!” (Det siger sig selv, er der er en vis litterær frihed på færde her…. Man skal selvfølgelig ikke sige tak, når Død og Ulykke for alvor rammer.)

“Tak!” og “Hej!”, det kunne jeg så ligge og tænke over, mens et grønt klæde dækkede mit ansigt  og der blev skåret i mig…. Men faktisk lykkedes det. At trække vejret, at være til stede og taknemmelig trods alt. Altså lige bortset fra de fem minutter, hvor det så ikke lykkedes. For sådan er det jo: Man er så god, bortset fra, når man ikke er det…

Heldigvis er god-det-meste-af-tiden faktisk godt nok. 

Godnat!

PS: I dag kom min nye halskæde fra Canada. Jeg har nu ordet ENOUGH hængende om halsen for at minde mig om, at jeg – at vi – er nok. Gode nok, pæne nok – og så videre.

{ 3 kommentarer }

Et familiemedlem var i weekenden i skoven med en ven. Bagefter fortalte vennen, at det var førte gang, hun havde været i skoven og set anemoner. Denne ven er 80 år gammel.

Jeg har ikke kunnet få den historie ud af hovedet. Hvordan kan man leve 80 år i Danmark uden at se en skovbund med blomstrende anemoner? Det smukkeste, det her flade land har at byde på!

For himlens skyld, mine damer, lad det ikke ske! Bliv ikke 80 uden at have set en skovbund med blomstrende anemoner, duftet til en hunds poter, smagt et bøgeblad. Og for den sags skyld: Bliv ikke 80 uden at have holdt én på panden, som kaster op, mærket en varm hundelort  gennem plasticposen, haft blodsmag i munden. 

Få det hele med!

Dette øjeblik kommer aldrig igen; det er unikt.Uanset om det er et øjeblik, vi har håbet at opleve, eller et øjeblik, vi har håbet at undgå, skal vi gøre det samme: gribe det, trække det helt tæt på og sige “Hej!” og “Tak!” [fra Kærlig hilsen Anna]

{ 0 kommentarer }

Rigtig meget af Kærlig hilsen Anna handler om at finde mod. Og indgyde mod. Jeg skriver endda, at “mod er noget, vi udvikler, ved at gøre modige ting.” 

Men hvor modig var jeg så selv lige, da jeg forleden blev inviteret til et fundraiser arrangement for et værdigt formål  - og så listen over de mildest talt imponerende kvinder, der deltager? Så modig her (og det er mig til højre!):

Man må være modig på måder, der passer til én, tænker jeg. Så jeg skal ikke til fundraiser middag.

PS: Besættelsen den 9. april…er noget godt her i familien. Det er i dag præcis to år siden, vi hentede Hundebamsen Asger i lufthavnen, hvor han kom flyvende fra Dubai. Da vi så ham, blev vi besatte af ham. Her er dagens snapshot. Fra dobbeltsengen, hvor han puttede mig, da jeg snuppede mig en morfar…

{ 0 kommentarer }

Jeg er igang med at skrive oplæg til en aften om Kærlig hilsen Anna. Hvis nu, det var dig, som kom til sådan en aften…

hvad ville du så gerne høre om? Hvad synes du er spændende at høre, når du går til den slags arrangementer?

Jeg er vant til, at det er helt enkelt, hvad et foredrag skal handle om. Fordi jeg indtil nu har skrevet bøger, der handler om en enkelt ting, for eksempel at være introvert. Men Kærlig hilsen Anna er anderledes: Den handler om alle de ting, vi slår os på i livet. Og alt det gode, også. Så jeg er lidt i vildrede…. Hjælp søges!

PS: Det er et foredrag for læsere, som har Plusmedlemsskab hos Saxo. (Det finder sted 21. april om aftenen – og mere ved jeg faktisk ikke endnu.) Du får Plusmedlemsskab ved at købe en bog til Pluspris. Det kunne for eksempel være Kærlig hilsen Anna til kun 160 kroner. (Meen… man skal nu huske også at købe bøger hos den rigtige boghandler, hvor der er damer, som har læst alting og gør det til en fest at købe en bog!) 

{ 3 kommentarer }

Det var så den påskeferie…

Her i rækkehuset på Frederiksberg har forfatteren og Ægtefælle naturligvis nydt ferien. Vi har lavet dejlig mad, spillet brætspil med børnene, nusset i gårdhaven og arrangeret buketter med forårsblomster.

NO-O-T!

Ferien begyndte med, at jeg vaskede Ægtefælles mobiltelefon ved 60 grader. Den blev enormt ren. (Jeg vurderede, at den var strygefri, så den del sprang jeg over.)

Skærtorsdag stoppede køkkenvasken. Vi har nu i 5½ døgn samlet alt vand i spande og tømt dem i afløbet ude på vejen. 

Lørdag fik jeg postkassen ned over  den ene hånd. Jeg har forstuvet en finger, som er lilla og hævet til dobbelt størrelse. Den falder nok snart af, for mine ringe sidder fast på fingeren og klemmer….

Toilettet løber. Katten har fået mærkelige sår. Hunden har kastet op. Og børnene…. Lad mig nøjes med at sige, at der i løbet af “ferien” blev udformet og underskrevet et dokument, hvoraf det blandt andet fremgår, at “Vi bor i en familie med 2 forældre, 2 børn, 1 hund og 1 kat. Vi bor ikke i et kollektiv, hvor alle har en ligeværdig stemme.” 

Jeg synes bare, jeg ville nævne det. For jeg har nemlig lige været ude for, at der var en person, som blev så starstruck over at møde mig, at hun ikke turde hilse. Man kan roligt hilse! Især da det er min venstre hånd, som har en forstuvet finger.  

PS: Heldigvis skete der også dette i ferien: Jeg fik mail fra en læser af Kærlig hilsen Anna. Og så glemmer man afløb og forstuvninger!

Jeg er vild med din bog!!!

Endelig blev det ferie, jeg fik sat mig ned med den og har stort set ikke rejst mig, før jeg havde læst den færdig. Det er en helt fantastisk bog. Jeg er dybt bevæget og beriget. Har grædt og grinet. Jeg føler mig stærkere og modigere efter at have læst den.

{ 0 kommentarer }

Bloggen holder påskeferie indtil på tirsdag.

Bedste ønsker til alle om en påske med masser af sol, Zen og chokoladeæg!

Kærlig hilsen,

Anna

{ 0 kommentarer }