ANNA SKYGGEBJERG

Blogindlægget fra igår om rastløshed….det blev læst af min redaktør. Som straks kastede sig over mit manuskript for at lette min rastløshed.

Og lige pludselig gik ting hurtigt. Så hurtigt, at jeg idag kan sige, at Bogen er færdig, og manus er sendt til sats (det, der står efter det sidste komma, skrev jeg i en sms til min veninde, men stavekontrollen slettede mit m. Tarveligt, synes jeg!).

Rastløsheden er nu afløst af en sær tomhed. Men lige om et par dage, tror jeg, så jubler jeg. For egentlig er det jo ret fantastisk. 

Bogen udkommer først til februar. Den hedder Kærlig hilsen Anna. Spørgsmål og svar om livet, døden og kærligheden. Ærlig talt lidt svært at se, hvad jeg skal skrive efter en bog med så smadder blæret en titel…

{ 12 kommentarer }

Jeg er rastløs. Jeg har sendt en hel masse sider af Bogen til min redaktør, og mens hun læser dem og afgør, om Bogen er færdig eller ej, er jeg rastløs.

Jeg har faktisk tid på hånden, mens jeg venter, men jeg kan ikke finde ud af at bruge den til noget fornuftigt. Jeg sætter bøger på plads, jeg flytter rundt på bunker på skrivebordet, lægger dem lige og flytter dem tilbage til der, hvor de kom fra. Jeg hopper fra tue til tue og ordner småting i stedet for at gøre noget af det, jeg i lang tid har sagt, at jeg vil gøre, når tiden er der.

Eller… det gjorde jeg indtil for et par timer siden, da jeg blev seriøst træt af mig selv. For jeg ved  jo udmærket, hvordan jeg stilner en urolig sjæl.  Jeg har masser af ritualer, der giver mig ro.  

Jeg valgte at læse digte. Langsomt. Blandt andet Maya Angelous Phenomenal Woman. Det digt får mig altid til at tænke, at alle piger burde vokse op omgivet af kvinder med den form for styrke. Og at vi, som ikke har haft det privilegium, alligevel bør prøve at være sådan et forbillede for dem, som er piger nu. 

Du kan læse digtet her. Det aller bedste er at høre det læst op af Maya Angelou selv:

{ 0 kommentarer }

Zen er…

… at genopstå efter et par dages sygdom, at sætte sig i haven under baldakinen, arbejde på sin bog, lytte til regnen mod stoffet og nyde synet af grøn have.

Lao Tzu havde ret, da han for 2500 år siden sagde:

Regard the small as important,

Make much of little 

(Nu er jeg jo ikke Ansel Adams, så du kan ikke se, det regner, men det gør det…)

{ 1 kommentar }

Mere ferielæsning…

Den der Forbandende yngel… Den holder ikke en hel ferie (jeg læste den på to dage). Men så kan jeg anbefale den her til de næste to dage: Maria Semple’s Where’d you go, Bernadette, som også er oversat til dansk, Hvor blev du af, Bernadette.

Den er hysterisk morsom. Den er intelligent skrevet. Den er spændende. Den er med et godt engelsk ord unputdownable.

Handler om Bernadette, som lige er flyttet fra LA til Seattle og ikke trives overhovedet. Særligt ikke med de øvrige mødre på datterens fine privatskole. En dag forsvinder Bernadette, og hendes datter, Bee, sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket. 

Du kan se en tre minutters samtale mellem Majse Njor og forfatteren her. Og du kan samtidigt se, hvorfor Seattle er min favorit-by! Der er SÅ pænt!

PS: Dagens snapshot af Asger, lykkelig med lasagnefadet

{ 5 kommentarer }

Det bedste sted i min verden er min Adirondackstol i hjørnet af haven. Her sidder jeg så ofte som muligt. Som regel ligger Den Store Hund ved siden af, med hovedet i chokoladeblomsten. Når han er på weekend med sin feriefamilie, sidder jeg der med Den Lille Mis(aka Chilli, Pelspølsen, Zen-mesteren, Little Missen):

Bogen på armlænet er Anne-Cathrine Riebnitzsky’s roman Forbandede yngel. Den vandt Politikens romankonkurrence sidste år. Og det forstår man, for den er strålende! Hvis du er på udkig efter en roman til ferien, kan jeg anbefale den på det varmeste.

Den handler om en kvinde, Lisa, som i et fly på vej hjem fra udstationering i Afghanistan fortæller historien om sin familie: Fire søskende, en grædende mor og en far, der slår. Det er en både grum og poetisk historie om en opvækst, der kræver overlevelsesvilje.  Her er en læseprøve. 

{ 0 kommentarer }

Jeg bliver lige i temaet fra i går: Comfortzoner og hvordan man udvider dem.

Gårsdagens indlæg handlede om, at man kan udvide sin comfortzone, når det er meningsfuldt at gøre det. Og det svarer i realiteten på et af de spørgsmål, jeg oftest får stillet, nemlig om ikke man skal tvinge sig selv til at overskride sine grænser. Om ikke man som introvert, for eksempel, er nødt til at lære at smile til møderne/være PÅ i timerne/være social på en bestemt måde…. (indsæt selv, eksemplerne er legio). 

Jo, der er situationer, hvor introverte er nødt til at lære sig at agere mere ekstrovert (og omvendt). Det gode liv handler om at finde den rette balance mellem forskellige hensyn. En balance mellem hensynet til vores introverthed og vigtigheden af det arrangement, der kræver af os, at vi tilsidesætter vores introverthed. 

Der gives maser af situationer, hvor det er meningsfuldt at tilsidesætte sin introverthed og gå lidt udenfor sin comfortzone. Der gives også masser af situationer, hvor det ikke er meningsfuldt nok. Hvor prisen bliver for høj. Vi må hver især finde den balance. Og hjælpe vores børn med det. Til grund for denne afvejning skal, synes jeg, ligge den overbevisning, at det er lige så godt at være introvert, som det er at være ekstrovert. Det ene er ikke bedre end det andet. Vi supplerer hinanden godt og har brug for hinanden.

Derfor: Vi skal stå ved os selv, vores værdier, vores præferencer og vores talenter. Og med det som vores selvfølgelige udgangspunkt, bliver det langt lettere at træde ud af comfortzonen. For har man selvværd, har man også mod til at udfordre sig selv. 

{ 1 kommentar }

Ægtefælle er til Folkemøde på Bornholm, hvor han skal tale om sexuelle overgreb som krigsforbrydelse. Så jeg kvier mig ved at nævne ting, jeg ikke bryder mig om, som ved Gud er usammenlignelige med sexuelle overgreb og krigsforbrydelser. Jeg ved godt, mine “issues” er på en helt anden liste. Men der er en pointe, jeg vil frem til. Så bær over med mig, please…

Min Top 3 -liste over Ting Jeg Ikke Bryder Mig Om lyder sådan her: At købe tøj. At blive fotograferet. At træde frem, så jeg kan blive genstand for kritik.

I disse dage (nå ja, faktisk uger) forbereder jeg mig på at skulle købe tøj, fordi jeg skal fotograferes, så jeg kan komme på forsiden af en bog.  Det kan ikke blive værre! Men jeg gør det alligevel. Fordi der er noget, jeg elsker mere, end jeg hader de tre ting tilsammen. Det, jeg elsker mere, og som kan få mig til at tilsidesætte mine idiosynkrasier og gøre ting, jeg ikke tør, er: At skrive. 

Og  - nu kommer pointen endelig! – når noget er vigtigt nok eller meningsfuldt nok for os, kan vi træde radikalt ud af vores comfortzoner for at opnå det. Vi kan bare ikke gøre det hele tiden eller det meste af tiden. Og langsomt, langsomt kan vi få udvidet vores comfortzoner, så de bliver en lille smule større end de var. Hvilket klæder de fleste af os. Hvad enten vi er introverte, ekstroverte – eller bare vældig selvkritiske.

PS: En af bloggens læsere har sendt mig dette uimodståelige billede i dag, fordi hun ved, jeg elsker ugler. Tak, Anne!

{ 4 kommentarer }

Jacob er 13 år og går i 7. klasse. Han er lud-doven herhjemme, men ikke i skolen. Alligevel fik han for nyligt skæld ud af en lærer, som flere gange kaldte ham uambitiøs. 

Jacob var blevet så ked af det i timen, at han ikke havde fået sagt noget. Han var bange for, at han ville være begyndt at græde foran hele klassen. I stedet græd han herhjemme. Han kunne slet ikke forstå, hvad der havde fået læreren til at konkludere, at han er uambitiøs. Vi anbefalede ham at skrive en mail til læreren og fortælle hende, at han var blevet meget ked af hendes kommentarer, at han er glad for hende, glad for faget og faktisk gør sig umage. Samtidigt lovede han at få sin søster til at hjælpe sig med at lave et system, der sikrer, at han fremover har bedre styr på sine dokumenter på computeren. Situationen i klassen var nemlig opstået, fordi han var langsom til at finde et dokument.

Læreren tog godt imod hans mail. Hun vendte situationen med sine kolleger – og vendte så tilbage til Jacob med besked om, at han skal arbejde med sin fremtoning. Han virker arrogant, fik han at vide.

Jacob er ikke arrogant. Men han er meget introvert, hvilket blandt andet vil sige, at han er meget lyttende og koncentreret. Jeg tror – og han tror også selv – at det er det, der er blevet opfattet som arrogance. Hvis du har læst Introvert ved du, at jeg engang fik at vide, at jeg skulle smile mere til møderne på min arbejdsplads. Så jeg ved af egen erfaring, at nogle mennesker har svært ved at se forskel på introverthed og arrogance. Det ekstroverte ideal er massivt: Man skal være synlig, hurtig, på, dynamisk, udadvendt, gruppeorienteret…. 

Lad mig gentage, hvad jeg allerede har sagt alt for mange gange: Det er et spørgsmål om ligestilling og almindelig ordentlighed at sikre,

- at alle steder, hvor børn lever deres liv, er tilpasset både de ekstroverte og de introverte børns talenter og præferencer,

- at alle børn bliver set, forstået, respekteret og givet plads.

Så de kan trives og blomstre.

{ 8 kommentarer }

Ifølge min helt egen Grundlov, skal hver dag indeholde et Zen-fyldt åndehul, en pause med ro og fordybelse. De fleste dage lykkes det.

Årsagen er, at jeg har udviklet så mange forskellige, men helt enkle ritualer, at de kan rummes i selv den travleste hverdag. På de gode dage, trækker jeg mig tilbage til meditationsrummet (ja, så heldig er jeg!). På andre dage, går jeg rundt i haven i et par minutter og tømmer hovedet for tanker. Eller læser et digt. Eller drikker en kop te i fuld koncentration. På de hårde dage kan jeg i det mindste løfte blikket fra computeren og tage tre dybe vejrtrækninger. Det er ikke meget, men det er stadigvæk en pause. Og alle disse små pauser gør, at der bliver længere mellem den her slags dage:

{ 1 kommentar }